
Foto: Niels Nygaard
På trods af, at omkring hvert andet foto i danske nyhedsmedier er et portrætfoto, findes der stort set ingen forskning om, hvordan portrætfotoet virker eller anvendes, eller om de forskellige virkemidler og arbejdsmetoder.
Derfor starter DMJX nu et forskningsprojekt, ’Portrætfotografiet – typer og arbejdsmetoder’, der frem til sommeren 2024 skal undersøge portrætfotografiet som en særskilt genre. Det skriver DMJX på sin hjemmeside.
Projektet skal desuden afdække og vise, hvordan portrætfotografiet kan bruges som et journalistisk, historiefortællende værktøj.
Bag projektet står Søren Pagter og Mads Greve, som er hhv. faglig leder og lektor ved Fotojournalistuddannelsen på DMJX, samt Steffen Moestrup, som er docent i Journalistik.
Ifølge Søren Pagter er portrætfotografiet den mest anvendte og måske vigtigste genre inden for fotojournalistikken og dokumentarfotografiet. Desuden er portrætkategorierne de største ved både danske og internationale fotokonkurrencer, ligesom portrætfotografiet er meget anvendt ved bogudgivelser og udstillinger.
”Det er på tide, at vi får forskningsbaseret viden og analyser af genren,” siger han.
Forskningen skal blandt andet definere forskellige typer af portrætfotografi, herunder det iscenesatte portræt, reportageportrættet og selvportrættet.
Desuden vil forskellige skandinaviske portrætfotografer bliver interviewet om eksempler på visuelle metoder, stilarter, arbejdsmetoder og deres overvejelser.
Meningen er, at projektet skal komme både nuværende og kommende fotografer til gode.
”Projektet vil supplere vores nuværende erfaringsbaserede undervisning med kvalitativ viden og skabe inspiration og refleksion hos etablerede fotografer,” siger Søren Pagter.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.