Bureauet Mayday Press og fotografen Jørn Stjerneklar lancerer nu for andet år i træk foto-konkurrencen Årets Professionelle Hyggefoto.
Konkurrencen startede som en jubilæums-konkurrence for at fejre firmaets 25 års jubilæum sidste år, men efterfølgende har konkurrencen udviklet sig til lidt af en protest-aktion.
Jørn Stjerneklar mener, at konkurrencer som Årets Pressefoto og World Press Photo fokuserer for meget på at vise verdens elendigheder. Jørn Stjerneklar har selv rejst i 80 forskellige lande i forbindelse med sit fotografi og mener, at verden er meget mere end dårligdom.
»Man er ved at kløjes i al den dårligdom. Jeg har selv beskæftiget mig med den dårlige side af verden i rigtig mange år, men jeg ved også, når jeg rejser rundt i verden, at virkeligheden ikke bare er krig, sult og gru, som vi får præsenteret på de i øvrigt meget flotte udstillinger,« forklarer Jørn Stjerneklar.
Opgør med deprimerende billeder
Årets Professionelle Hyggefoto er et opgør med den fremherskende deprimerende del af fotografiet, og Jørn Stjerneklar har et mål om at vise, at der også kan være prestige i at tage billeder, der udstråler hygge, forklarer han.
»Vi vil gerne have, at folk tænker over begrebet hygge, når de sender et billede ind. Også når de er ude at fotografere. Det er måske ikke lige det, der skal i avisen, men vi vil gerne skabe en bevidsthed om, at fotograferne også gerne må gå efter nogle hyggelige ting i hverdagen,« forklarer Jørn Stjerneklar.
De udelukker en masse gode fotografer
En del af Jørn Stjerneklars protest kom sig samtidig af, at reglerne for Årets Pressefoto blev ændret sidste år.
Nu er det ikke længere alle de indsendte billeder til konkurrencen, der efterfølgende bliver udstillet og kommer i konkurrence-kataloget. En beslutning, som ikke faldt i god jord hos Jørn Stjerneklar.
»Jeg synes, de udelukker en masse gode fotografer fra den udstilling. Så det var også lidt en protest, da vi startede det sidste år. Jeg blev så sur, at jeg trak mine billeder fra Årets Pressefoto. Måske er det plat, men jeg synes, det er åndssvagt. Men der var mange, der reagerede på samme måde,« forklarer Jørn Stjerneklar og fortsætter:
»For sådan nogle 1. divisionsfotografer som mig, der ikke er med i superligaen, forsvandt noget af lysten til at deltage. Jeg har aldrig taget vinderbilleder. Nu er det kun eliten, der bliver vist frem, og en masse andre gode billeder er ikke med mere.«
Billedet skal ose af hygge
De indsendte fotos til Årets Professionelle Hyggefoto bedømmes i år af den prisvindende fotograf Jan Grarup. Man kan deltage som medlem af Pressefotografforbundet eller som fotograf i Dansk Journalistforbund (DJ). Og som noget nyt er også DJ's journalister velkomne til at sende ind til konkurrencen, hvis deres billeder er gode nok.
»Billedet skal ose af hygge. Det er lige meget, hvor det er taget i verden, men det skal have indbegrebet af hygge. Det er et vigtigt aspekt, fordi det er et helt unikt begreb i Danmark,« fortæller Jørn Stjerneklar om kriterierne for konkurrencen.
Vinderen af Årets Professionelle Hyggefoto hædres med en flaske god brandy – en præmie, som Jørn Stjerneklar gerne vil have opgraderet til næste år.
»Næste år vil vi prøve at få en rigtig god førstepris – en flybillet eller sådan noget. Men vi skal have lidt mere bund, før vi går til en sponsor og får dem til at smide noget i det. Vi håber, at vi når mere ud i den danske presse, så vi kan vise, hvor meget omtale det har genereret,« siger Jørn Stjerneklar.
Deadline for indsendelse til Årets Professionelle Hyggefoto er 1. marts 2015.
Sidste års vinder af Årets Professionelle Hyggefoto var Ole Mortensen fra Hjerm.
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Andreas - tak for hjælpen. Glædelig jul og godt nytår til dig. Bedste hilsen Karen
Kære Karen Vistesen
Tak for din kommentar. Hvis du vil deltage i konkurrencen, skal du sende dit foto til mayday@maydaypress.com.
Bedste hilsner
Andreas Marckmann Andreassen
Digital redaktør, Journalisten
Jeg vil gerne deltage i konkurrencen - hvilken mailadresse skal jeg sende billedet til?