Et luftkastel, super-ærgerligt og helt surrealistisk. Sådan beskriver tidligere DAGEN-medarbejdere den avis-fødsel og -død, de har deltaget i. Ud over forundring over DAGENs korte levetid og de mange spildte millioner sidder journalisterne i dag tilbage med lommesmerter, vrede og skuffelse over, at en journalistisk legeplads er jævnet med jorden.

 

Møblerne i DAGENs redaktionslokale var blevet vurderet og mærket med små orange prissedler, sidste gang journalist Tonie Yde Mørch var i den afdøde avis' lokaler. Det var den 19. december. Hun var til møde med DAGENs ledelse og de tidligere kolleger. Tonie Yde Mørch dvælede ved et prisskilt klistret på en kontorstol. Den kostede 3.500 kroner.

"Jeg overvejede faktisk at købe stolen – for at få en ting med fra DAGEN, der viser, at jeg rent faktisk har arbejdet der. Det gik jo så hurtigt – det er jo helt surrealistisk, det der er sket."

Umiddelbart orker Tonie Yde Mørch ikke at tale om avisens død. Der er nemlig blevet sagt så mange ord og tænkt så mange tanker. Alligevel er det umådeligt svært at fatte, hvad der skete med avisen, der blev pustet omkuld af et cateringfirma.

"Vi sad jo der som headhuntede journalister og var nok så smarte, og så kunne vi ikke engang gennemskue, hvad der skete i vores egen baghave, men sådan er det nok ofte.

At medarbejderne er nogle af de sidste, der ved besked," siger Tonie Yde Mørch, der kom fra et vikariat på Politiken.

Ligesom de øvrige DAGEN-medarbejdere, JOURNALISTEN har talt med, så plager hun ikke sig selv med spørgsmålet om, hvorfor hun dog ikke tidligere i forløbet stillede flere kriti-ske spørgsmål om avisens økonomi. Hendes opfattelse af forløbet ligger på linje med den konklusion, DAGENs politiske reporter Torben K. Andersen er nået frem til:
"Vi stillede de spørgsmål, vi kunne stille, men ledelsen forholdt os nogle oplysninger. Det er svært at se, hvordan vi kunne have handlet anderledes."

Andre tidligere DAGEN-medarbejdere pointerer, at de har opført sig som typiske journalister på udkig efter en god arbejdsplads. I håb om et frugtbart tillidsforhold lod de være med krakilsk at spørge til økonomiske detaljer. Resultatet har været, at tidligere DAGEN-medarbejdere efterfølgende har måttet kigge kritisk på deres egen privat-økonomi.

 

Fra vovehals til smalhals

Journalist Claus Dithmer sagde et job op som PS-redaktør og jourhavende på Politiken for at blive nyhedsredaktør på DAGEN. Det valg resulterede i, at han brugte år 2003s første arbejdsdag på en løbetur med mobiltelefonen tændt.

"Jeg er jo blevet jobsøgende," lyder forklaringen på, at telefonen er med, selv når han maser rundt i knitrende, nyfalden sne.

Med ansvar for hus og barn så skal Claus Dithmer helst have arbejde fra 1. februar i år, når han ikke længere får løn fra Lønmodtagernes Garantifond. Hvis ikke han får et job i løbet af foråret, så skal han til at lægge huslån om, og familien skal sænke levestandarden – drastisk.

Men Claus Dithmer beskriver sig selv som en korkprop – umulig at dykke og med en indbygget evne til at flyde ovenpå.

"Det er svært at sige højt, når jeg endnu ikke har fået et nyt job, men jeg fortryder faktisk ikke, at jeg sagde ja til at arbejde på DAGEN, for det er det sjoveste job, jeg nogensinde har haft," fortæller han.

Ifølge Claus Dithmer er ægtefællen derimod forbitret over DAGENs død og husbondens arbejdsløshed. Hun er selv journalist og har ikke på noget tidspunkt været overbevist om, at DAGEN kunne det, andre aviser ikke kunne – nemlig tjene penge.

Klaus Dalgas, der forlod en stilling som pressechef på Danmarks Tekniske Universitet for at blive nyhedsredaktør på DAGEN, har også måttet se en dybt ulykkelig og utilfreds kone i øjnene, da avisen gik i betalingsstandsning.

"Hun var helt oppe at køre. For nu måtte vi jo garanteret sælge huset og flytte til Kalundborg, og nu var der jo heller ikke penge til nye støvler til ungerne," fortæller Klaus Dalgas.
Allerede en uge efter betalingsstandsnin-gen fik han dog job som redaktionschef på ErhvervsBladet. Alligevel fortæller Klaus Dalgas, at hans kone kalder ugen med uvished "for den værste uge i mit liv". Selv siger han, at den seks ugers ansættelse på DAGEN var et inspirerende efteruddannelseskursus.

Med en fortid som dagblads-journalist sugede han nemlig viden til sig fra kollegerne med magasin-baggrund, og han nød at knokle sammen med et hold engagerede journalister, der var ansat i det, han kalder en dynamisk organisation.

 

DAGENs løgne

Tonie Yde Mørch, der fra midten af januar har en fire måneders kontrakt med sin gamle arbejdsplads Politiken, nød også dynamikken i DAGENs redaktionslokaler. Hun er derfor vred over, at ledelsens manglende evner til at drive avis frarøvede hende muligheden for at være DAGEN-medarbejder.

For Tonie Yde Mørch har omkostningen i forbindelse med jobbet på DAGEN været af menneskelig, moralsk karakter. Hun har det svært med, at løgnen måske var en del af projektet.

"Vi skulle jo skabe en helt ny arbejdskultur med et højt informationsniveau – men nu er min fornemmelse bare, at der er blevet løjet. Det var jo et luftkastel," siger hun.

For at skabe orden i det kaos, konkursen skabte i Tonie Yde Mørchs hoved, traf hun et bevidst valg. Hun bestemte sig for at tro på, at chefredaktionen havde opført sig anstændigt, mens hun alene mistænker den administrative ledelse med Peter Linck i spidsen for at udstikke overlevelses-løgne.

"Det hele virkede så professionelt, og da vi tidligt i forløbet var på arbejds-weekender, gav det mig nærmest kvælningsfornemmelse, da vi medarbejdere fik at vide, at nu afhang avisens succes af os journalister. Og se så, hvad det endte med."

I dag er der også et par store ord – sagt af ledelsen – der klinger hult i Torben K. Andersens øre. Hulheden forstærkes, når Torben K. Andersen tænker på, at han takkede nej til et par job for at være med til at lave DAGEN. I dag står han med et ny-indkøbt hus og mangler en indtægt. Inden han kom på DAGEN, var han ved at få en god freelance-forretning op at køre.

"Det var meget magtpåliggende for den administrative ledelse at overbevise os om, at vi slet ikke skulle bekymre os om økonomien. Ledelsen lod os nærmest forstå, at de måtte hyre Securitas for at holde interesserede investorer væk. Vi skulle bare tænke på at lave god journalistik."

Kresten Schultz Jørgensen, DAGENs ansvarshavende chefredaktør, erkender, at han har været med til at viderebringe løgne. For det første fortalte han sine medarbejdere, at pengemænd stod parat til at investere i projektet. For det andet sagde han til dem, at der var kapital nok til, at avisen kunne køre med underskud i op til to år.

"Jeg er selv blevet fyldt med mangelfulde og forkerte oplysninger. Det gør mig afgrundsdybt vred og ked af det. Min fejl var, at jeg stolede på mennesker," siger Kresten Schultz Jørgensen.

I dag fortryder han den arbejdsdeling, der betød, at han som chefredaktør alene skulle koncentrere sig om avisens journalistiske indhold, mens andre tog sig af det økonomiske.

"Jeg har lært, at i en opstartsfase skal en leder dobbelt-tjekke alt. Det gjorde jeg ikke," siger han.

DAGENs stifter, Peter Linck, afviser at have løjet over for medarbejderne og chefredaktionen.

"Jeg forstår godt, at folk er frustrerede – det er jeg også selv. De skal bare ikke forsøge at retfærdiggøre deres eget valg om at arbejde på DAGEN ved at kalde mig en løgner. Jeg er iværksætter og optimist, men jeg har ikke lø-jet. Hvad skulle mit motiv være for at lyve? Jeg har jo ingen interesse i at have stået i spidsen for et luftkastel," siger Peter Linck.

 

Troen på DAGEN

Peter Linck understreger flere gange, at han ikke løber fra sit ansvar for, at det gik galt med DAGEN.

Luftkastel eller ej. Torben K. Andersen troede så meget på avisen lige efter betalingsstandsningen, at han i dag har tabt adskillige flasker rødvin i forbindelse med væddemål om, hvorvidt DAGEN var død eller bare havde taget et par sygedage. Torben K. Andersen troede fuldt og fast på, at avisen ville overleve – der måtte da være et par investorer, der havde øje for produktets kvalitet, mente han. Først med konkursen begravede den politiske reporter drømmen om DAGEN.

"I dag er jeg vred og bitter på bestyrelsen og på den administrative ledelse," siger han.

Jonas Kuld Rathje, der var DAGENs anden politiske reporter, skyder også på den administrative ledelse. Han karakteriserer den som talentløs, men han tror ikke, at viljen var ond. Når Jonas Kuld Rathje har sagt det, så er han færdig med at skyde med skarpt.

"Der er selvfølgeligt nogle rimeligt gode spørgsmål, man kan stille. Som for eksempel, hvem vidste hvad og hvornår. Men jeg gider ikke at stille de spørgsmål lige nu. Det har jeg ikke behov for," siger Jonas Kuld Rathje, der til fordel for DAGEN forlod jobbet som Højskolebladets redaktør.

Jonas Kuld Rathje mener selv, at han har taget konkursen rimeligt roligt. Men han er formentligt også Danmarksmester i avisluknin-ger. Hele tre aviser har den kun 25-årige journalist været med til at lægge i graven – først Aktuelt, så weekend-nu og senest DAGEN. Alle tre gange havde han den samme røde rullekrave-sweater på.

"Det var superærgerligt og irriterende, at DAGEN lukkede, men jeg rystede nok lidt _mindre på hånden, end jeg gjorde de andre gange. Jeg har jo kunnet se, at de allerfleste fra Aktuelt og weekend-nu er kommet i arbejde."

Jonas Kuld Rathje har nu fået job som redaktør på et nyt magasin, Forlaget Benjamin vil udgive. Og den røde sweater. Den har de nye kolleger endnu ikke set.