Politiet og lægernes fagblade har allerede afvist af bringe en annonce fra Radio24syv, der skal udbrede kendskabet til kanalens whistleblower-ordning. Nu slutter to andre fagblade sig til listen.
Denne gang er det de danske sygeplejersker og officerer, der ikke vil kunne finde Radio24syvs annonce i deres fagblad.
Hos Hovedorganisationen af Officerer i Danmark, HOD, blev beslutningen truffet på et hovedbestyrelsesmøde.
»Og resultatet blev, at der ikke kunne opnås flertal for at støtte Radio24syvs ordning. Ud fra den betragtning, at vi helst ikke vil ødelægge eller kompromittere vores eget tillidsmandssystem. Hvis der er problemer, har vi erfaring for, at sagerne kan ordnes den vej igennem. Vi har ikke været ude for, at der har været behov for at gå undercover,« siger redaktør Henning Lahrmann fra fagbladet Danske Officerer.
Kommunikationschef Sigurd Nissen-Petersen fra Dansk Sygeplejeråd, som udgiver Sygeplejersken, giver i et mailsvar til Journalisten samme forklaring på deres afvisning af annoncen fra Radio24syv:
”En eventuel whistleblowerordning er en alvorlig sag, som hvis den skal køre – skal køre gennem de etablerede systemer. Og den er først og fremmest et supplement i forhold til de muligheder, som sygeplejerskerne allerede har for at stille spørgsmål og rejse kritik gennem deres tillidsrepræsentanter og samarbejdsorganer,” skriver han.
Mads Brügger: Et misforstået argument
Forklaringen fra Danske Officerer og Dansk Sygeplejeråd ligger på linje med den melding, Politiforbundets fagblad for nylig kom med, da de blev spurgt, hvorfor de valgte at afvise Radio24syvs annonce. Også her råder man medlemmerne til at gå til deres tillidsmand frem for til Radio24syv, hvis de oplever problemer.
Men henvisningerne til tillidsmandssystemet undrer programchef på Radio24syv Mads Brügger:
»Ideen om, at man bare kan gå til sin tillidsrepræsentant, hvis man har problemer, er misforstået. Det var formanden for whistleblower-foreningen også ude at sige i debatten, sidst I skrev om det her. Og det bekræfter mig i, at deres antagelse om, at systemet selv kan deale med de her ting, er forkert,« siger han.
Kan du forstå argumentet om, at det vil kompromittere forbundenes eget tillidsmandssystem, hvis de med annoncen henviser deres medlemmer til jer?
»Hvis de selv havde et system, hvor man kunne blæse i fløjten uden risiko for at kunne spores, så kunne jeg sagtens forstå det. Men det har de jo ikke. Og set i det lys synes jeg faktisk, det er lidt usympatisk, at de ikke vil være med til at gøre opmærksom på vores ordning. De tjener i hvert fald ikke deres medlemmers interesse,« mener Mads Brügger.
HOD henviser til kommentarfeltet
Hos Danske Officerer mener redaktør Henning Lahrmann, at de i forvejen giver deres medlemmer tilstrækkeligt mange muligheder for at komme til orde, hvis de oplever problemer. Han nævner, at de for eksempel har et kommentarfelt under hvert indlæg og notits på deres hjemmeside.
Men hvordan kan I være sikre på, at der ikke er problemer, som I aldrig har fået kendskab til, fordi medlemmerne simpelthen ikke har turdet at råbe vagt i gevær?
»Det kan man selvfølgelig heller ikke afvise 100 procent. Men jeg er helt sikker på, at hvis et medlem havde mødt modstand i et eller andet spørgsmål, så ville vi have hørt om det. Der er trods alt ikke flere i officerskredsene.«
På trods af, at annoncen for whistleblower-postkassen nu er blevet afvist af fire fagblade, mener Mads Brügger ikke, at der skulle være noget galt med dens ordlyd. Han afviser også, at hele projektet med at forsøge få annoncen trykt i fagblade skulle være et mediestunt.
»Rent kynisk betragtet som medie er vi jo interesserede i at afsløre magtmisbrug. Det er journalistikkens omdrejningspunkt. Og vi arbejder i folkets tjeneste – inklusive sygeplejerskernes, officerernes, lægernes og politiets. Men hvor er politiets Edward Snowden? Eller lægernes? Jeg kan ikke se dem – og hvis de findes, kunne jeg godt være nervøs for, at de ikke er trygge ved at gå til deres tillidsmand,« siger Mads Brügger.
Opdateret 03.04, kl. 11.28: Kommentar fra Dansk Sygeplejeråd tilføjet
8 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Mon Radio24Syv (Mads Brügger) har fået annoncerne antaget i noget fagblad?
incl. Journalisten og fx. "Reserven" (reserveofficerernes)
Whistleblower ordninger underminerer de ambitioner man har med tillidsdagsordenen og arbejdet med at bedre det psykiske arbejdsmiljø. Derfor kan fagforeningerne være mod dem. Kan man skabe et mere tillidsfuldt samarbejde, hvor der er plada til at diskutere og udvikle kerneopgaven, og hvor der er plada til en faglig uenighed, så burde wb-ordninger ikke være nødvendige. Og så tænker jwg: Hvorfor kan tr-systemet ikke håndtere sådanne sager? Det gør man jo konstant.
Kære læsere.
Vi har desværre været nødt til at fjerne en række indlæg fra "Ole Kjærulff", som ikke overholdt vores debatregler.
Journalistens regler for debat kan findes her: https://journalisten.dk/retningslinjer_for_debat
Mvh
Andreas Marckmann Andreassen
Digital redaktør
@Ole Kjærulff: Det virker som et temmeligt absurd krav, at Radio 24syv skal kunne klare sig uden tilskud - Jeg mener, hvor mange medier kan du nævne, der ikke i en eller anden grad er afhængige af medietilskud, momsfritagelse og andet.
Noget helt andet er, at det intet har med artiklens emne at gøre - og hvis det har, så forklarer du dig ualmindeligt dårligt.
Kære Ole, Jamen jeg synes faktisk at den svenske, MTG ejede radiostation Radio 1 i Stockholm, beviste at et privat Radio24syv sagtens kan lade sig gøre. Hvis det ikke lige var fordi at bunden røg ud af det svenske radioreklamemarked sidste år, er jeg sikker på at MTG havde - med et kommende sluk for FM i Sverige - rullet stationen ud på DAB til hele Sverige. Nu skal man selvfølgelig være forsigtig med at trække lige linier fra S til DK, men mit indtryk er at flere og flere danskere tager vores måde at lave taleradio til sig, og hvad vigtigere er i forhold til reklamer; de er yngre og bedre uddannet end P1s lyttere. Det er dog lige meget i skrivende stund, for indtil 2019 skal vi slet ikke tænke på reklamer - kun på at udvikle og sende gode radioprogrammer, og blive bedre og bedre til det. Hvad er der i øvrigt galt med at være embedsmand? Mvh, MB
Flere