Det kriblede i fingrene på daværende sportsjournalist Jakob Kvist, da han en martsdag i 1990 skråede over Rådhuspladsen i København. Han havde netop forladt et pressemøde i Industriens Hus.
På pressemødet havde Dansk Boldspil-Union, DBU, præsenteret Sepp Pionteks afløser som landsholdstræner, tyske Horst Wohlers. Men pressemødet var endt med at falde fuldstændigt fra hinanden, da en journalist i salen spurgte, om den nyudnævnte landstræner rent faktisk kunne blive løst fra kontrakten med sin daværende klub. Klubben havde nemlig meddelt journalisten, at den ikke ville slippe ham.
»Det var simpelthen så tåkrummende pinligt! Det ender med, at Horst Wohlers tager hjem, og det hele er noget værre rod. Det var virkelig en farce, og folk slog sig på lårene af grin over DBU,« husker Jakob Kvist, der i dag er forlagsdirektør for People’s Press.
Et kommunikativt nulpunkt
Brøleren på pressemødet i marts 1990 bliver et kommunikationsmæssigt nulpunkt for DBU. Som et led i at genrejse imaget og styrke kommunikationen udadtil ansætter man året efter en informationschef, som senere skiftede titel til kommunikationschef.
Manden på posten bliver Lars Berendt, der ender med at sidde i 22 år frem til marts i år, hvor han bliver fyret. 22 år, der ifølge sportspressen på mange måder er med til at give boldspilsunionen det image, den har i dag, som en lidt støvet, konservativ og arrogant organisation.
»Da Lars Berendt kommer ind, er det jo i kølvandet på den røgsky af et kommunikationsmæssigt sammenbrud, som pressemødet med Horst Wohlers var. Og han repræsenterer rent faktisk et forsøg på fornyelse og professionalisering. Men det kørte ret hurtigt ret skævt, og op gennem 90’erne blev der skabt større og større distance til journalisterne,« siger Jakob Kvist.
En arrogant organisation
Gennem årene får DBU adskillige gange den samlede sportspresse på nakken. Og da det er Lars Berendt, der udtaler sig, kommer han til at personificere DBU’s anstrengte forhold til pressen.
»De seneste mange år har hele organisationen med Berendt i spidsen på mange måder givet et billede af en arrogant, tilknappet og selvtilstrækkelig organisation. En organisation, som simpelthen ikke har gidet kommunikere med hverken pressen eller folket,« siger Bo Kampmann Walther, der er fodboldskribent på Information og lektor ved Center for Medievidenskab på SDU.
Et klip fra et DBU-pressemøde i oktober 1992, hvor Richard Møller Nielsen sammenligner journalisterne Jakob Kvist og Flemming Mønster med prostituerede, giver et indtryk af det daværende forhold mellem DBU og pressen. SE KLIPPET PÅ DR's BONANZA HER .
Journalisten skal understrege, at det har været kompliceret at konfrontere Lars Berendt med den samlede kritik, der rejser sig mod ham og DBU i denne artikel. Vi har talt med ham i telefon flere gange, men han har ønsket, at alle svar skulle falde via email. Selve redigeringen af de ofte lange emailede svar har efterfølgende krævet forhandling.
Dette emailede svar fra Lars Berendt kan ses som en fælles afvisning af det meste af den rejste kritik af DBU’s kommunikation:
”Massemedierne har altid været den kvantitativt vigtigste formidler af DBU’s massekommunikation. Derfor har serviceringen af og de professionelle relationer til medierne og deres tilgængelighed til nøglepersonerne i DBU haft en virkelig høj prioritet.”
DBU virker som en fjern afdeling af Mærsk
På trods af den høje prioritering lyder kritikken fra sportsjournalisterne, at DBU ofte reagerede med surhed og arrogance, hvis pressedækningen ikke var, som DBU ønskede det.
»DBU brød sig satme ikke om kritiske historier. De så sig selv som Guds gave til landet og medierne. Og hvis landet og medierne ikke ville tage imod dem – så var det i hvert fald ikke DBU, den var gal med,« siger Ekstra Bladets Hans Chr. Blem.
»Man hørte dem jo aldrig sige, ’ja okay, det var sgu også for dårligt det der – det må vi gøre bedre næste gang’. Den slags, som er med til at menneskeliggøre en organisation som DBU. Sindssygt mange danskere har jo berøring med DBU, og organisationen burde jo være tæt på folk. Men tit kom de til at virke som en lille fjern afdeling af Mærsk,« siger Ekstra Bladets Allan Olsen.
Ordet frustration favner måske bedst stemningen i sportspressen:
»Den generelle fornemmelse var, at der aldrig var noget, som kunne lade sig gøre. Lars Berendt var en dygtig organisator, og tingene kørte altid snorlige under ham. Men han gik aldrig det der ekstra skridt, hvis man havde ønsker for interviews og den slags. Der lod til at være en generel opfattelse af, at pressen var en modspiller og ikke en medspiller,« siger Allan Olsen, som i dag er sportsredaktør på Ekstra Bladet.
Lars Berendt: Jeg er ikke født med et smil
Lars Berendt forklarer selv, at han havde to forskellige opgaver, som det er vigtigt at differentiere mellem: Dels DBU’s overordnede kommunikationsstrategi, dels kontakten med medierne under landsholdets samlinger.
”Det har været min opgave kontinuerligt at udvikle DBU’s kommunikation til et højt forretningsmæssigt niveau, og det er selvfølgelig rigtigt ærgerligt, hvis jeg har tabt nogle sportsjournalister undervejs i den proces,” forklarer han.
”Jeg er helt opmærksom på, at der blandt de mange hundrede journalister, jeg har været i kontakt med gennem årene, også eksisterer personlige holdninger til mig og min håndtering af stillingen som kommunikationschef i stil med dem, I har fundet frem til. Og jeg erkender gerne, at jeg hverken er født med et smil eller er stand-up’er.”
Men nu blæser der nye vinde over DBU. Da den nye kommunikationschef, Jakob Høyer, i sidste uge satte sig til rette i spidsen for kommunikationsafdelingen, var han sidste led i en bebudet modernisering af organisationen.
Tidligere på året blev generalsekretær gennem 25 år Jim Stjerne Hansen afløst af den ny direktør, Claus Bretton-Meyer.
Mens Høyer ikke vil kommentere yderligere på nuværende tidspunkt, lægger Claus Bretton-Meyer massiv afstand til fortiden.
»Hvis der er en oplevelse af arrogance og magtfuldkommenhed, så må vi tage det meget seriøst. Det betyder ikke, at pressen får lov at komme med spillerne ind i omklædningsrummet. Men jeg ønsker, at fans og andre kommer til at opleve langt større nærhed til landsholdene generelt,« siger Claus Bretton-Meyer.
Ifølge DBU's nye direktør Claus Bretton-Meyer matcher billeder af DBU som gammeldags og konservativt på mange måder det bilelder, han selv har haft af organisationen før i tiden. FOTO: Johnny Anthon Wichmann / Scanpix
Den nye direktør genkender mange af sportsjournalisternes beskrivelser.
»Billedet af DBU som gammeldags og konservativ matcher på mange måder det billede, jeg selv har haft før i tiden, hvor jeg sad som administrerende direktør for TV 2 Sport. Det har været en meget styret kommunikation med tidligere kommunikationschef Lars Berendt som det centrale omdrejningspunkt. Og det har ikke været særlig hensigtsmæssigt,« siger Claus Bretton-Meyer.
Hans forgænger, Jim Stjerne Hansen, forklarer via email, at det var en helt bevidst strategi, at DBU ofte sendte Lars Berendt i front.
”Når Lars kom til at fremstå som den, der oftest udtalte sig, kan det hænge sammen med, at formanden og jeg som en del af vores arbejde også havde mange møder og opgaver i udlandet. Vi kunne derfor ikke altid være til disposition for de danske medier, når de efterspurgte umiddelbare kommentarer eller udtalelser til aktuelle emner.”
For Andreas Kraul, formanden for Danske Sportsjournalister, er ét af de største ønsker for den nye kommunikationschefs linje, at DBU i højere grad begynder at opfatte pressen som en samarbejdspartner:
»For eksempel kan vi jo have nogle ret gode ideer til, hvordan spillerne kommer til at tage sig bedst ud i et tv-indslag. Den slags fornemmer jeg faktisk, at DBU er begyndt at blive mere lydhør over for.«
Andreas Kraul har denne opfordring til det nye DBU:
»For mig at se er den vigtigste opgave for DBU nu at få skabt en anden fortælling om landsholdet. Det handler om at få kommunikeret et budskab om glæde og stolthed. Det skal skinne igennem hele vejen, både når direktøren og debutanten på landsholdet udtaler sig,« siger Andreas Kraul.
Men hvad er det præcist for skygger fra fortiden, DBU slås med? Journalisten er dykket ned i arkiverne og har fundet fire eksempler på forfejlet kommunikation.
1. EKSEMPEL: PEDELLEN MED DOMMERFLØJTEN
Lars Berendt brugte en dommerfløjte til at dirigere journalisterne, husker flere i sportspressen: »Hvis en fotograf kom til at overtræde linjen, så fløjtede han af ham,« siger Hans Chr. Blem. FOTO: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix
En dommerfløjte i munden på en vred kommunikationschef. Det er blevet et af de mest sejlivede billeder på DBU’s håndtering af pressen.
Bag billedet gemmer sig historien om, at Lars Berendt udstyrede sig selv med en fløjte til landsholdssamlinger. Optrådte en journalist eller en fotograf ikke, som kommunikationschefen krævede, blev de piftet på plads, forklarer Ekstra Bladets Hans Chr. Blem:
»Før i tiden kunne vi journalister gå ind på træningsbanen oppe i Vedbæk og stå og snakke lidt med spillerne før og efter træningen. Men da Lars Berendt kom til, kom der mere og mere styring på. Flere og flere ting skulle gå igennem ledelsen, vi skulle holde os uden for banderne og bag en linje, vi måtte kun være der i et kvarter og så videre. Og ve den journalist, der ovetrådte stregen!« griner han.
»Hvis en fotograf kom til at overtræde linjen, så fløjtede han af ham, og hvis en af spillerne for eksempel var skadet og lå og snakkede med os, så kom han også løbende med fløjten,« siger Hans Chr. Blem.
Formanden for Danske Sportsjournalister, DR Sportens Andreas Kraul, oplevede også, hvordan adgangen til spillerne gradvist blev mere begrænset, efter at Lars Berendt blev ansvarlig for kommunikationen. Da han startede med at arbejde som sportsjournalist, kunne spillere og presse stadig gå rundt mellem hinanden i den såkaldte mixed zone.
»Så det var da underligt, at man pludselig skulle stå bag en snor og be’ pænt om at få en af spillerne til at komme hen og sige noget. Nogle gange kunne det også være lidt akavet, for mange spillere og journalister kender jo hinanden ret godt og har snakket sammen tusind gange før. Men pludselig står de der helt stive og med hænderne på ryggen og tror, de skal sige noget specielt, bare fordi de står bag en snor,« siger Andreas Kraul.
Lars Berendt mener selv, at historien om hans fløjte er blevet bedre, end den i virkeligheden var:
”Under den praktiske gennemførelse af pressekontakten med landsholdet er det helt rigtigt, at jeg i et par år ud af to årtier indimellem brugte en fløjte – jeg kan nemlig ikke pifte – til at signalere, når en udendørs mixed zone-aktivitet med journalister og fotografer fordelt over en hel fodboldbane var slut, og træningen skulle starte. Fløjten fungerede rent praktisk helt efter hensigten. Men den blev ikke, som én af kilderne påstår, brugt til andet end at signalere afslutningen på den afsatte interviewtid før en træning. Men nogle historier har det med at blive bedre med årene,” forklarer han.
2. EKSEMPEL: TWITTER-FORBUDDET
”Bring it on! Brug #DBUtweet, når du joker om, at vi endelig er kommet på Twitter. Bedste tweet vinder 2 billetter til kampen mod Italien.”
Ovenstående er ordlyden af det første pip fra DBU, da de for præcist et år siden kom på Twitter. Et bemærkelsesværdigt skridt for organisationen, der året inden – under EM i Polen og Ukraine i 2012 – forbød landsholdsspillerne at bruge sociale medier under slutrunden. ”Der er så meget kommunikation under et EM, at vi begrænser tidspunkterne til møderne med medierne,” lød forklaringen via kommunikationschef Lars Berendt.
»Twitter-forbuddet er et godt eksempel på fuldstændig utidssvarende kommunikation fra DBU’s side. I stedet for at udnytte mulighederne ved de her nye medieplatforme, som fans og spillere for alvor var begyndt at tage til sig der i 2012, så så man det som en farlig trussel. Det viste en organisation, som var mere på bagkant end på forkant med udviklingen,« husker BT’s Morten Crone Sejersbøl.
Også for Informations fodboldskribent Bo Kampmann Walther satte Twitter-forbuddet en tyk streg under indtrykket af DBU som et støvet og konservativt forbund.
»Kombineret med den altmodische dommerfløjte-facon, som Lars Berendt optrådte med, gav det igen indtryk af en arrogant organisation, som ganske enkelt ikke gider kommunikere med folket. Og det er jo det værste. Bliver man uvenner med pressen, kan man give en kvajebajer og komme videre – men gør man sig uvenner med folket, kan det virkelig være en glidebane,« siger Bo Kampmann Walther.
På trods af at forbuddet mod at bruge sociale medier kom fra landstræner Morten Olsen, endte sagen – ifølge en række sportsjournalister – som endnu en kommunikationsfadæse fra DBU’s side.
»Man kan dårligt sige noget til, at en voksen mand som Morten Olsen, som ikke selv er på Twitter, synes, at det virker som et farligt monster. Men der burde der jo netop have været en stærk kommunikationschef, som kunne skære igennem og fastholde, at det er vigtigt for spillerne og fan-plejen, at de kan være til stede på de sociale medier,« siger Morten Crone Sejersbøl.
For mange sportsjournalister lukkede Twitter-forbuddet ikke blot ned for de direkte opdateringer fra spillerne. Det kom også til at blive et symptom på den ensretning af A-landsholdets spillere, som de mener har fundet sted over årene. Af frygt for at sige noget forkert siger mange af spillerne i dag mindst muligt, er Morten Crone Sejersbøls fornemmelse.
»Jeg oplever, at spillerne ofte er sjove og levende, når vi taler med dem ude i deres klubber. Men i landsholdssammenhænge bliver de helt tavse og stive og stikker ofte det, man i gamle dage kaldte Vedbæk-pladen, hvor de kun siger ligegyldigheder. Simpelthen fordi der gennem årene er blevet skabt en kultur, hvor man hellere siger for lidt end for meget til pressen. Den tidligere kommunikationsstrategi har skabt en frygt for medierne,« siger han.
Lars Berendt vælger i sit emailede svar at fokusere på, at Twitter var et lille medie i 2012:
”At spillerne var på Twitter, var strategisk set ikke afgørende for os tilbage i 2012. Hverken kommunikativt eller for vores kommercielle selskab og partnere. Dels var mediets udbredelse stadig begrænset, dels var kun en håndfuld af de 23 spillere i truppen aktive på Twitter. Og selv uden Twitter ville landsholdet under slutrunden i 2012 være til stede på flere platforme end nogensinde tidligere.”
3. PRESSEBOYKOTTEN I PORTUGAL
Vi har det dårligste landshold i næsten 30 år. Det er så dårligt, at selv små drenge er holdt op med at følge landsholdets kampe.
Sådan lød det i medierne i 2008, hvilket gjorde de danske landsholdsspillere så rasende, at de efter en 3-2 sejr over Portugal nægtede at tale med pressen.
»Jeg stod selv nede i Lissabon og oplevede scenariet. Det var en meget aparte situation, hvor nogle stærke spillere med Jon Dahl Tomasson i spidsen havde fået resten af holdet med på den her boykot af pressen,« husker BT’s Morten Crone Sejersbøl.
Også Ekstra Bladets sportsredaktør, Allan Olsen, beskriver situationen som højst besynderlig.
»Jeg kan huske, at meldingen blev modtaget med chok og vantro, for ingen havde jo nogensinde prøvet noget lignende. Mine kolleger stod dernede i Portugal med ekstremt stram deadline, og pludselig ville ingen sige noget,« siger han.
Presseboykotten blev hurtigt ophævet, men efterfølgende var stemningen mere anstrengt end nogensinde, husker Allan Olsen.
»DBU håndterede i mine øjne ikke forsoningsprocessen særligt hensigtsmæssigt. De holdt hårdnakket fast i, at det var okay, at spillerne havde boykottet pressen, og Lars gjorde i hvert fald ikke noget for at bløde stemningen op. Han burde jo have sagt, ’hør her venner, pressen er en vigtig brik – I har bare at stille op og smile, når de vil jer noget!’. Men i stedet syntes holdningen at være, at ja, pressen er her – men vi taler kun med dem, fordi vi skal. Ikke fordi det gavner hverken DBU eller landsholdet,« siger Allan Olsen.
Lars Berendt afviser kritikken:
”I forhold til landsholdets presseboykot er der nogen, der mente, at jeg bare skulle have forlangt, at spillerne stillede op i mixed zone. Havde det været en god ide? Nej, der kommer sjældent noget godt ud af tvang. Og så ville dét i øvrigt også bare blive historien.”
Situationer, hvor Berendt blev sendt i byen, er ifølge flere sportsjournalister symptomatisk for DBU.
»Lars tog rigtig mange af øretæverne for DBU. Hverken generalsekretær Jim Stjerne Hansen eller formand Allan Hansen var specielt vilde med at gå på tv, så Lars blev hurtigt DBU’s ansigt udadtil. Og det mener jeg er en stor del af problemet; hans kommunikationsjob voksede sig simpelthen alt for stort,« siger Allan Olsen.
Samme opfattelse har tidligere sportsjournalist Hans Chr. Blem:
»Problemet var jo, at DBU’s ledelse gemte sig bag Berendt. De skubbede ham gang på gang frem og lod ham tage alle tæskene. Og dem har han virkelig taget – den ros skal han have! Det har været en uriaspost. Men han lod sig også misbruge,« lyder hans vurdering.
Tidligere generalsekretær Jim Stjerne Hansen forklarer, at det var helt bevidst, at Lars Berendt ofte talte på DBU’s vegne:
»DBU’s kommunikationsstrategi blev løbende aftalt mellem kommunikationschefen, formanden og generalsekretæren – herunder også, hvem af os der offentligt skulle udtale sig om DBU’s holdninger og ageren.«
Den nye direktør, Claus Bretton-Meyer, varsler en ny linje:
»Fremover er strategien kort fortalt, at flere skal sige mere. Kommunikationschefen skal ikke nødvendigvis stå forrest i alle sammenhænge, men i højere grad orkestrere bag linjerne. Du kommer ikke til at opleve, at kommunikationschef Jakob Høyer kommer til at stå nede ved siden af landsholdet, hver gang der er en lille øvelse,« siger Claus Bretton-Meyer.
4. EKSEMPEL: EN UHELDIG IMAGE-ANALYSE
I 2008 – få måneder efter landsholdsspillernes boykot af den samlede danske presse – fik en gruppe sportsjournalister på Jyllands-Posten fingrene i en rapport om DBU’s image.
Rapporten, som var en intern markedsanalyse udarbejdet af et eksternt konsulentfirma og bestilt af DBU selv, gav boldspilsunionen kritisk medfart. DBU blev forbundet med at være støvet, gammeldags, konservativ, bedrevidende og arrogant.
»Der blev hæftet en lang række negative tillægsord på dem. Det tænkte vi selvfølgelig var en god historie, for den faldt jo ind i en løbende debat, der dengang kørte om DBU’s image,« husker JP’s sportsredaktør, Christian Thye-Petersen.
Det stod hurtigt klart for JP, at DBU’s strategi var at lægge låg på analysen.
»Jeg skal ikke kunne sige, om rapporten fra starten var tænkt til bare at skulle være intern. Men da den blev så kritisk, som den blev, valgte man i hvert fald, at man ikke ville gå ud med den. Og da vi fik fat på Lars Berendt, kan jeg huske, at han bare sagde, at han ikke ville udtale sig om en intern rapport, hvis validitet kunne betvivles,« fortæller Christian Thye-Petersen.
Over for Journalisten forklarer Lars Berendt, at analysen var bestilt af DBU’s bestyrelse som rent internt materiale i forbindelse med arbejdet mod en ny organisationsstruktur.
”Det var aldrig tanken fra bestyrelsens side at offentliggøre delelementer i det samlede, interne arbejdsmateriale – uanset hvor interessant nogle bestemte få punkter i rapporten kunne vise sig at blive for medierne, som her, syv-otte år efter at materialet blev indhentet, stadig vender tilbage til den,” siger han.
Alligevel står DBU’s håndtering af image-rapporten den dag i dag for flere sportsjournalister som et eksempel på forfejlet kommunikation.
»At DBU gik ud og afviste alle rapportens konklusioner, bekræftede jo paradoksalt nok mere end noget andet rapportens konklusioner. Det var et helt typisk stykke kommunikationsarbejde fra DBU’s side, som viser, at organisationen har været for selvtilstrækkelig og alt for lidt lydhør. Hvis man hårdnakket går ud og benægter det åbenlyse, så ender man jo med at stå som Komiske Ali,« siger Morten Crone Sejersbøl, sportsjournalist på BT.
»De blev fanget på det forkerte ben – og så ender man nemt i den slags, som de fik rodet sig ud i, hvor de først betvivlede validiteten og senere måtte sige, at det stod til troende. Der er for mig at se ingen tvivl om, at DBU havde været bedre tjent med selv at gå ud med rapporten, så de i det mindste kunne styre, hvad der kom ud,« siger Christian Thye-Petersen.
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvis man vil stille fodboldlandsholdets kommunikationsstrategi lidt i relief, kan man jo prøve at sammenligne den med håndboldlandsholdets. Her har vi - især på mændenes side - en flok spillere, der i den grad er nede på jorden og evner både at joke og give kvalificerede svar på journalisternes spørgsmål.
En landstræner, der ALTID står klar til at give en hurtig kommentar 20 sekunder efter slutfløjt og spillere, der står i kø for at få lov at tale til deres fans gennem skærmen og efterfølgende invaderer kommentatorboksen. I modsætning har vi længe været vidne til sure og forknytte fodboldspillere, der virker som om, de kun stiller op af pligt og ikke kan vente med at komme i omklædningsrummet.
For mig at se har håndboldherrerne vundet deres fremragende image i befolkningen gennem en uhøjtidelig og fri kommunikationsstrategi. Fodboldherrerne er forhåbentlig på vej mod noget af det samme, for guderne skal vide, at den folkelige appel længe har manglet hos de robotter i fodboldstøvler.
Pressen har selv skabt frygten. Ikke DBU's kommunikationschef. Som David også skriver, har mennesker en vis evne til at lære. Dvs. hvis man brænder sig på ilden, lærer man at bruge handsker.´
Kunne være mere interessant at læse en analyse på pressens vilkår og hvorfor de opfører sig mere og mere som en flok blodhunde, der for alt i verden skal først med historien - og hvilken effekt det har haft på deres omverden.
Pressen vinder i al fald ikke min sympati - tværtimod bliver jeg en smule forarget over dette indlæg. Det minder mig mere om en gymnasiestuderendes krævementalitet end en objektiv journalistisk vinkel
Det er typisk at brølere i det offentlige liv bliver udlagt af de skyldige som kommunikationsproblemer. Har man jokket i spinaten, siger man bagefter, at man ikke var god nok til at forklare, hvordan det hang sammen. Eller at man ikke var god nok til at kommunikere.
Underforstået: "Substantielt gjorde vi intet som helst forkert, som folk går og påstår. Det eneste, vi ikke er gode til, er en ligegyldig metaaktivitet som kommunikation."
Ansættelsen af Horst Wohlers havde intet som helst med kommunikation over for offentligheden at gøre. Det var blot en helt elementær, transfermæssig amatørbrøler.
Og den brøler fik vel DBU-ledelsen til at brænde sig så meget på pressens ildkugler, at den bagefter skyede ilden og satte et skjold op.
Meget interessant indblik i sportsjournalisternes forestillingsverden. Tænk, at de har så travlt med at kloge sig om DBU's kommunikationsstrategi og hvad DBU burde gøre for at journalisterne kan fremstille landsholdet bedst muligt. Hele den vrisne holdning over, at der er grænser for adgangen til spillerne, virker også lidt komisk. Det er muligt, at DBU selv har bidraget til komikken med dommerfløjte og utjekkethed, men er der andre grene af journalistikken, hvor man kan finde lignende tudekor? Klager erhvervsjournalisterne over at de ikke kan sludre frit med direktører og ansatte i deres frokostpauser? Klager kulturjournalisterne over, at der ikke er fri adgang backstage hele tiden? Det virker lidt forkælet.