Lars Von Trier er for filmen, hvad Michael Laudrup var for fodbold. Sådan lyder det fra Berlingskes erfarne filmkritiker Kristian Lindberg i Cannes. Journalisten.dk har interviewet ham umiddelbart før premieren på katastrofefilmen "Melancholia" klokken 08.30 i dag.

I disse timer ruller filmen hen over lærredet i Cannes, og dermed går kapløbet om De Gyldne Palmer set med danske presseøjne ind i slutspurten, og den totale hype om den danske instruktør kulminerer.

"Det er bestemt ikke kun Danmark, der går op i ham. Lars von Trier er lidt for filmbranchen, som Laudrup var i fodbold. Alle kender og anerkender ham," forklarer Kristian Lindberg Journalisten.dk, umiddelbart før han skal ind til premieren.

Netop forholdet mellem dansk presse og filmbranchen – ikke mindst Lars Von Triers selviscenesættende filmselskab Zentropa – har gennem året udløst skepsis.

"Zentropa har alle årene været dygtige til at markedsføre sig i branchen, med jævnlige historier om Triers filmplaner, samt øvrige gøren og laden. Da han ved årets begyndelse solgte sin kendte autocamper, som han bruger til at komme til Cannes i, var det en selvstændig historie for de store brancheblade. Det samme ville ikke være tilfældet for de fleste udenlandske instruktører," fastslår Kristian Lindberg.

Filmmagasinet Ekko har beskrevet samspillet i den personlige artikel "Filmluder for en dag", hvor det beskrives, hvordan Zentropas direktør, Peter Aalbæk, der ynder at lade sig forevige med en stor cigar i mundvigen, fik femten danske pressefolk til at "hoppe nøgne i Cannes-poolen for at dyste om billetter til efterfesten på Lars von Triers "Dancer in the Dark".

Artiklen i Ekko har dette interview med Peter Aalbæk om episoden:

"Vi havde ikke billetter nok til efterfesten på Dancer in the Dark, og så sagde ­vores presseagent som en sidebemærkning, at de store blade i det mindste skulle have en billet. Og så sagde jeg: 'Næh, fandeme nej. De kan få lov at konkurrere om dem.' Det var en spontan idé, som så gav rimelig omtale hjemme i Danmark."

Ville du stadig kunne få pressen til at smide tøjet for dig?

"De gjorde det da året efter igen, så mon ikke?"

Der er kort sagt tale om en helt unik symbiose mellem presse og filmmand.

»Meget af hypen udspringer tillige af Lars von Trier selv, der mestrer de store pressekonferencer som få, og ligesom Peter Aalbæk Jensen konstant udtrykker sig i overskriftsskabende citater. Selv når Lars von Trier slår en skæver som mange udenlandske anmeldere mente, at han gjorde med "Antichrist" i 2009, så er han den instruktør, der skaber de fleste spaltemillimeter. Trier og Cannes er uløseligt knyttet til hinanden, og det kan være svært at se, hvem der i virkeligheden har størst gavn af partnerskabet," forklarer Kristian Lindberg.

Han mener dog godt, at størstedelen af pressen kan bevare en sund skepsis.

»Det er en sejlivet myte, at journalisterne "er i lommen" på filmselskaberne, og selv om det naturligvis ikke kan afvises, at der er enkelte brådne kar mellem de tusinder af journalister, der dækker festivalen, så er det en anden realitet, der viser sig hernede. Det kan for eksempel aflæses af de anmeldelser, der har været på dette års største produktion, "Pirates of the Caribbean – On Stranger Tides", der er blevet hånet og latterliggjort af den samlede presse. Der er ikke meget, der tyder på, at de mange millioner dollars, som filmselskabet har postet i filmen, har købt mange journalisters goodwill.«

Kristian Lindberg påpeger dog, at PR-maskinen kan kværne ret strategisk.

»Tingene kan spidse til i løbet af festivalen, idet PR-folk først og fremmest ser på oplagstal og seertal og kan finde på at aflyse allerede aftalte interview, hvis de pludselig står med et bedre kort på hånden. Her hjælper personlige relationer så godt som ikke, da det alene er PR-værdien af et interview, der kalkuleres med. Desuden er der i nyere tid opstået et vist forventningspres blandt PR-folk, om at journalister møder op til aftalte interview, da det er distributørerne, der betaler filmselskaberne for at skaffe udvalgte i pressen interview. Presset er blevet tydeligere i takt med, at indtjeningen på film i Danmark er blevet mindre, men det er stadig ikke noget, der har nogen indvirkning på selve indholdet af de artikler, der kommer ud af interviewene.«

Også akkrediteringen til Cannes er et show. Journalisterne tildeles tildeles adgangskort på fem forskellige niveauer. Det fine hvide giver adgang overalt og til enhver tid. De næstfineste, som de danske morgenaviser har, er lyserøde – og lidt finere endnu: lyserød med gul prik. De giver adgang til det meste, beskriver Kristian Lindberg:

»Men til de største begivenheder skal også de lyserøde møde i god tid, hvis de vil have en fornuftig plads i salen.«Trods systemet med "kaste"-orden mellem reporterne, går det alligevel galt. For eksempel til film og pressekonferencer hvor de helt store stjerner som Johnny Depp eller Brad Pitt deltager.»Her kan opstå tumultagtige scener og hadsk stemning, da alle selvfølgelig er blevet bedt hjemmefra om at dække netop de begivenheder," forklarer Kristian Lindberg.

Kasteforskellen er mest udtalt mellem de lyserøde og de blå, som gives til journalister fra månedsmagasiner og webmagasiner, fordi de blå ofte bliver snydt for adgang selv efter at have stået i kø i adskillige timer.

»Dette er blandt andet årsag til en ofte udtalt bitterhed fra filmbladet Ekkos redaktør Claus Christensen. Generelt er der dog en stor solidaritet journalisterne imellem, og man hjælper automatisk kolleger der mangler vigtige oplysninger i det meget hektiske kaos der ofte opstår omkring interview og screeninger. I slutningen af festivalen kan der brede sig en mat, men aggressiv stemning, hvor nerverne hænger lidt udenpå, og det øger behovet for god kollegialitet,« forklarer Kristian Lindberg.

Berlingske har planlagt sin dækning af festivalens 13 dage allerede i måneder forud.

»Omdrejningspunktet er filmene i festivalens hovedkonkurrence, som der vises to af om dagen, en om morgenen og en om aftenen. Middagstimerne går med øvrige opgaver, heriblandt interview med udenlandske og danske kunstnere, og mange af disse interview bringes først senere. En mængde arbejdstid er helliget "usynlige" opgaver, først og fremmest planlægning og prioritering af de mange løbende opgaver og muligheder for historier. Samtidig skal man fordele sin tid bedst muligt mellem at skrive og mellem at "opleve", efter devisen: jo mere man skriver jo mindre tid er der til at finde ting at skrive om.«

Der findes et særligt kodeks for interviews i Cannes – journalisterne skal ikke blære sig med kloge spørgsmål.

»Interviews foregår på dels i telte på stranden dels i suiter på hotellerne og som regel i grupper på 5-8 journalister, der fordeler spørgsmålene til "the talent" mellem sig. At lave roundtables er en kunstart i sig selv. Er man for frembrusende og stjæler for meget tid fra kollegerne, kan man godt blive frosset ud. Det er for eksempel upopulært at stille indforståede, "nørdede" spørgsmål, der mest er designede for at profilere journalisten selv, eller at stille spørgsmål, der relaterer sig til specifikke nationale forhold. Og man saboterer ikke interviewet ved at provokere med spørgsmål der går alt for tæt på privatlivet og får stjernen til at klappe i, og man forsøger at få samtalen til at glide bedst muligt til alles fordel. I bedste fald bliver rundbordsinterviewet givende for alle tilstedeværende, i værste fald kan en enkel journalist ødelægge "flowet" for alle andre.«

Hvad er den bedste film du har set hidtil på festivallen?

»I skrivende stund må det være Terrence Mallicks "The Tree of Life", som er et smukt og monstrøst storværk, der vil skabe debat i mange år fremover.«