Det sociale medie Facebook lancerer i dag tre helt nye værktøjer, som er målrettet mediers facebookprofiler. Det skal gøre det lettere for medierne at drive deres sider og målrette deres indhold, skriver Facebook i et blogindlæg.
Det ene af de nye værktøjer gør det muligt for medierne at målrette en historie efter brugernes interesse. Derudover bliver det nu muligt at sætte en såkaldt post end dato på sine opslag, så man som medie selv kan bestemme, hvornår et opslag ikke længere skal figurere på ens side.
Derudover bliver det med et tredje værktøj muligt for medier på forhånd at se, om en historie har potentiale til at klare sig godt på Facebook.
På Metroxpress hilser man Facebooks nye værkstøjskasse velkommen. Det sender et stærkt signal til medierne om, at der bliver lyttet til dem, mener avisens redaktør for sociale medier, Nadia Nikolajeva:
»Det er nogle rigtig relevante og meget brugbare tools. Jeg kunne sagtens forestille mig, at der kunne komme endnu flere, men nu bliver der sendt et rigtig stærkt signal, og det er nogle rigtig klare, praktiske værktøjer.«
Et vigtigt signal
Nadia Nikolajeva mener, at Facebook tidligere har målrettet sine værktøjer meget til virksomheder. Derfor har det længe været efterspurgt fra mediernes side, at der kom mere fokus på, hvad der kunne fungere for dem.
»Det her er virkelig noget, der har manglet. Facebook har tools og råd til folk, der har sider på Facebook, og de har virkelig været domineret af marketingorienteret materiale til produkter og firmaer. Men der er et skel, når man er et medie. Det er virkelig et fedt signal, og jeg er glad for, at Facebook giver os noget,« siger Nadia Nikolajeva.
Også på TV 2 er man positiv over for de nye tiltag fra Facebook.
»Det giver nogle flere muligheder for os for at kontrollere vores indhold og give vores brugere mere relevans, info og nyheder. Uden at have prøvet dem, så er det rigtigt dejligt,« siger community manager på TV 2 Lars Aaes.
Forskel på Facebook og avis
Lars Aaes forklarer, at den nye feature, som giver medierne mulighed for at tidsbegrænse opslag, gør, at TV 2 nu i højere grad vil bruge Facebook til live events for fremtiden.
Han understreger dog også, at der er forskel på den måde, man læser nyheder på Facebook og i avisen.
»Det er på en anden måde, man åbner sit facebookfeed, end når man åbner sin papiravis om morgenen. Når vi scroller igennem opdateringer, så kigger vi typisk efter indhold, der er rimeligt nemt at sluge ret hurtigt og har en indgangsvinkel, der er tiltalende,« siger Lars Aaes.
Fungerer kun med søde pandaer
Netop forskellen på, hvad der fungerer på Facebook og i avisen, er ét af de områder, som Nadia Nikolajeva stadig efterlyser en løsning på fra Facebooks side.
Hun ser nemlig også en tendens til, at det lette indhold er en nødvendighed for, at brugerne overhovedet bliver lokket ind på mediernes facebooksider for at læse de mere relevante historier. Det er der et etisk problem i, understreger Nadia Nikolajeva:
»Det kan være en ulempe, hvis medierne kun tænker i, om tingene kan klare sig på Facebook, og glemmer relevansen. Hvis vi lægger en underholdende video ud, så når den bredt ud. Der er vi heldige med, at det passer med vores koncept på Metroxpress, men jeg kan godt se, at det kan være et problem for andre medier, at man er nødt til at lægge et klip med nogle søde pandaer i sit mix med seriøse nyheder,« siger Nadia Nikolajeva og fortsætter:
»Facebook er en gave for os. Det er en gratis platform, men Facebook står med krydsede arme og stiller rigtig mange krav. Lanceringen af de nye tools løsner ikke op for den snak. Det er en diskussion, vi skal blive ved med at tage. Forholder vi os kritisk nok til de muligheder, Facebook giver os, eller danser vi efter 'Rottefængeren fra Hamelns fløjte uden at være kritiske?«
Kæmper med støj
På TV 2 nikker Lars Aaes genkendende til, at historierne nogle gange forsvinder i støj på Facebook. Men han oplever, at Facebook hele tiden arbejder på at tilpasse deres algoritme, så brugerne får det indhold, de egentlig ønsker.
»Udfordringen med Facebook er altid, at man kæmper mod støj. Det er noget, som Facebook hele tiden kæmper med, så brugerne får det indhold, de gerne vil have. Det er også i vores interesse, at dem, der er interesserede i vores indhold, får det rigtige ud,« siger Lars Aaes.
Nadia Nikolajeva opfordrer Facebook til i fremtiden at slække på kravene om, at et opslag skal deles, likes eller kommenteres, før det får en berettigelse i et facebookfeed. Det er nemlig ikke altid, at det er de historier, som er mest relevante for brugerne.
»Det er ikke alle historier, man kan gøre det med, så der er nogle historier, der går tabt. Jeg efterlyser stadigvæk, at vi har mulighed for at bryde igennem med noget, der er vanvittigt relevant, men som måske ikke nødvendigvis lever op til de krav, Facebook har,« siger Nadia Nikolajeva.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Der er jo to udfordringer: For det første Facebooks algoritmer - men også om 'folk' overhovedet vil have/dele/Like det, vi som afsendere kalder 'seriøst', når de er på Facebook.
Det er noget, man også må kæmpe med som 'almindelig' Facebook-bruger - og det er en diskussion, der vel næsten er lige så gammel som journalistikken; det er for eksempel noget af det, Lippmann og Dewey debatterede.
Medierne/udgiverne på Facebook vil formentlig gerne have noget, der minder om en 'Dette er vigtigt'-knap, som kan overskrive popularitets-algoritmerne. Spørgsmålet er så, om Facebook er med på noget i den retning - indtil videre er der ikke rigtig noget, der tyder på det. I stedet vil Facebook hellere stille deres enorme kendskab til folks interesser/engagement til rådighed - sikkert fordi det er så nemt som at klø sig i nakken at pakke det sammen med fine annoncer.