20-årige Hanne Kristine Fridtun blev ringet op af NRK, mens Anders Breivik skød omkring sig. Da interviewet blev bragt, var Hanne Kristine Fridtun dræbt.
Forældrene til en af dræbte på Utøya har sendt en klage til den norske version af Pressenævnet, Pressens faglige utvalg (PFU).
Det skriver VG NETT.
Klagen kommer på baggrund af, at NRK ringede til 20-årige Hanne Kristine Fridtun, der var ungdomspolitisk aktiv, mens Anders Breivik stadig gik rundt på Utøya og henrettede de tilstedeværende.
Telefonloggen på Hanne Kristine Fridtuns telefon siger, at NRK ringede klokken 18.00.
I en nyhedsartikel lagt på NRK's website klokken 18.41 står der:
»Jeg er nødt til at hviske,« siger hun, og fortæller at hun har gemt sig i vandkanten sammen med 20 andre.«
Hun fortæller også, at de har hørt skud baggrunden. Også NRK's reporter skriver, at NRK havde hørt tre skud under den korte samtale med Fridtun.
Hanne Kristine Fridtuns forældre anklager NRK for at have brudt god presseskik, da de ikke tog hensyn til, at hun var i livsfare. Derudover anklager forældrene NRK for at have forsøgt at få deres datter direkte igennem til NRK-studieet. Forældrene bygger deres anklager på information, som de hævder at fået fra et politiforhør af NRK-journalisten. Videre klager de over publiceringstidspunktet. Forældrene mener, at NRK burde have skønnet, at Hanne Kristine Fridtun kunne have været blevet dræbt – hvilket det senere vidste sig, at hun var.
I klagen fremgår det også, at NRK senere har hævdet, at interviewet var til research, og at de afbrød interviewet, da alvoren gik op for dem. Familien kritiserer, at NRK publicerede artiklen uden at have klarlagt, at det var et egentlig interview.
På NRK er de ikke stolte af situationen.
»I bagklogskabens klare lys ville jeg ønske, at vi aldrig havde ringet til hende,« siger distriktschef Rolf Sanne-Gundersen til VG NETT.
Han afviser dog flere af familiens anklager. Blandt andet at NRK skulle have ringet klokken 18.00.
»Vores journalist var i 18-udsendelsen som det første indslag. Det var klokken 18.02, så det siger sig selv, at det ikke var muligt,« siger Gundersen, der ikke har nogen forklaring på, hvorfor loggen til Hanne Kristine Fridtuns telefon viser noget andet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.