RADIO. Tillad mig at drysse lidt malurt i bægret. Begejstringen for det delvist statsstøttede National Public Radio i USA, som jeg sporer i danske kommentarer og blogindlæg, er forståelig. Når man som dansker har opholdt sig i længere tid i USA, finder man hurtigt ud af, at hvis man vil lytte til noget, der bare minder om P1, er NPR sagen.
Men at hævde, at NPR kommer bare op på siden af P1 i bredde og kvalitet, er imidlertid forkert.
Millioner af amerikanske lyttere har aldrig hørt om NPR, og skulle de ved et tilfælde stille ind på en NPR-kanal, forlader de den lynhurtigt til fordel for de store spillere på markedet. Endnu værre er, at man som lytter lejlighedsvis ramler ind i timelange kampagner, hvor NPR-værter trygler lytterne om penge. Det er træls.
Det er da ganske godt, det de laver på NPR. Men så er det heller ikke bedre. De er grundige. Meget grundige. Jeg faldt for nylig i søvn, da jeg hørte en tre timers sammenlignende vurdering af, hvordan de nye Charter Skoler fungerede i Michigan og Louisiana. Det var radioformidling på et niveau, vi forlod engang i 1960'erne. Virkelig original og nyskabende radio præsenterer stationen sjældent. Penge har den jo heller ikke mange af.
Amerikanske lyttere i P1-segmentet ville, ganske enkelt, tabe både næse og mund af begejstring, hvis de blev præsenteret for en amerikansk version af de programmer, som dagligt udgør en P1-flade. Der er en rigdom af debat, filosofisk granskning, søgen efter de nyeste tendenser i litteratur, videnskab, etc. i velproducerede og originale indslag og programmer fra ind- og udland, som NPR ikke kommer op på siden af.
Ja, jeg arbejder for P1. Ja, jeg er forudindtaget. Men jeg har også brugt det meste af en menneskealder på at lytte til amerikansk radio. Så skulle P Stig-kanalen ende med at blive en kopi af NPR, er der derfor ikke meget at frygte.
– Frank Esmann, journalist og forfatter
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvis jeg hører FM4-udvalgsformand Susanne Moll rigtigt – og aflæser kulturministeren korrekt - så er den planlagte ’news-talk’ radio tildelt en udfordrende rolle til DR.
Den rolle, som det danske mediemarked i 00’erne ikke kunne løse på kommercielle betingelser - viste det sig. (det er der en lang forklaring på, som vi gemmer til en anden gang)
Der ligger et ønske fra ministerens side – som regeringen har haft siden 2001 – om at høre en anden økonomisk ressourcestærk radioproduktion i æteren end DRs – at skabe en alternativ aktualitets/nyhedsprioritering og emnevalg.
News-talk radioen er ikke et angreb på P1. Den synes at være et ønske om at få en kvalitets taleradio - der taler om noget andet. Men givetvis med klassiske public service samtaler, om f.eks kultur, samfundsstof, nyheder og debat, satire og musik.
Her kommer NPR ind i billedet, blot som én af flere inspirationskilder. FM4-udvalgets oplæg henviser også til britiske Channel 5 Live og ’702 Talk’ i Johannesburg.
I Frank Esmanns univers er det muligt, at P1 favner alt det, der er værd at vide.
Men Susanne Moll tillod sig at påpege i en artikel, at store dele af danskerne har et dagligliv og et arbejdsliv, som ikke nødvendigvis afspejles af P1s emnevalg.
Hun tænkte bl.a. på et stort tema som professionel og amatørsport.
Mit eget eksempel på, at der findes et dagligliv for danskerne langt væk fra P1s referenceramme er, at NPR har et fast bilmagasin, ’Car talk’ – fordi rigtig mange mennesker ejer en bil, som er en ret væsentlig og kostbar bestanddel af det moderne liv.
Mvh,
Per Fanefjord Laursen
Kære Annegrete,
Susanne Molls oplæg til P Stig har så vidt jeg kan se overhalet denne debat. NPR dukker op som delvis inspiration, men der er andre og mere nyskabende takter i oplægget, end dem NPR slår på. Med 100 millioner skattekroner kroner i ryggen er opgaven at hente en flok P1 og P3 lyttere over på den ny kanal og i konkurrencens navn glæder det mig da, at de ikke valgte en ren NPR-model. Hårdt sagt er NPR den aldrende, progressive amerikanske elites station. Bliver P Stig det samme går den død, før den kommer fra start.
Bedste hilsner
Frank Esmann
Kære Frank,
Jeg er ret uenige med dig, da jeg ikke rigtig kan klare at høre P1, som jeg ellers elskede i mange år, da jeg kom her til landet i slut-halvfjerdserne. Dengang jeg kom hertil fra USA, kunne jeg lide at lytte til Hanne Reintoft og Orientering. Men jeg er blevet voksen og P! er bare blevet gammel, synes jeg.
Selv har jeg også et problem med NPR, som desværre er ikke den samme kvalitet som det var, inden Bush regeringen kom til, da man kunne høre det i Kbh. på kabel. Jeg er enige med dig i, at det kan være anstrengende med de kampagner for at skaffe penge. Men jeg ved en hel del om subprime mortgages efter at have tilbragt 3 måneder i USA med kun en transistorradio efter Obama blev valgt. Og i øvrigt kan jeg ikke forstå, at You See ikke tilbyder NPR men hellere har tilfældige tyske kanaler.
Efter at NPR ikke blev sendt mere på kabel, blev min yndlingsradio BBC World Service, der kan ret meget som ingen andre kan. Desværre har man også på BBC skåret ned på kultursiden her i de sidste par år. Men netop alle de forskellige typer engelsk, der tales på World Service er fantastisk. World Service sender programmer om kultur og naturvidenskab og f.eks. sundhed, som for mig overgår alle andre. Og nyhederne er hurtig, pålidelig og sober.
I øvrigt kan jeg ikke forstå om jeg er den eneste, der gerne vil kende resultater på All Blacks rugby kampe. At man herhjemme ikke viser de kampe på tv er noget jeg ikke fatter. Jeg er langtfra en sportsidiot, men holder af at lytte til Sportsworld i weekenderne på BBC, mens jeg laver andre ting. Og udsendelserne er beregnet på det. Kommentatorene skal være lidt mere intelligent. Måske er det det, som jeg synes om ved BBC, som på ingen måde laver dummed down radio. Der er en verden til forskel.
Kære Frank,
Jeg har ikke lige så mange års radio- og tv-erfaring som du, men jeg har dog lyttet til P1 on and off i en 20 års tid. Npr har jeg lyttet til, siden jeg flyttede til USA for 2 1/2 år siden. Og jeg har det lige omvendt. P1 er da godt og af og til fremragende. Men npr synes jeg er overraskende, spændende, nyskabende og dertil storartet integreret på nettet på en måde, som P1 ikke kommer i nærheden af. Jeg er enig med dig i, at deres "pledge week" er virkelig enerverende, men på den anden side er jeg fuld af beundring for, at man kan lave så fedt et produkt uden at være på 100 procent offentlig støtte som nu DR. Der er en dynamik, en entusiasme og frem for alt et overraskelsesmoment, som jeg kun meget sjældent finder på P1. I dag har jeg lyttet til en omfattende dækning af the Tea Party movement med deltagelse af lokalformænd fra Texas og en familieorienteret guy fra en anden stat samt en sociolog fra Brookings. Jeg er blevet klogere på fattigdom i USA, hørt tre nye film og boganmeldelser, grinet ad en reportage om inspirationen til Fawlty Towers (produceret af BBC godt nok, som npr jo samarbejder med) og lyttet til en reportage fra et mexicansk gymnasium, plaget af narkokrige. Jeg har nikket til kommentarer om grøn økonomi og genbrug og meget, meget andet fra Putins Rusland til Frankrigs ballade med romaer og menneskerettgheder over borgmestervalget her i Washington DC. Det sker ofte, at jeg bliver direkte inspireret til at se film, læse bøger eller revurdere en politiker efter at have hørt vedkommende debattere. Det eneste, de kunne forbedre er deres aftenflade, hvor de sådan set godt kunne spille noget fedt, nyt musik. Men det kan den danske kanal jo bare gøre ....
gode hilsener
Annegrethe