RADIO. Tillad mig at drysse lidt malurt i bægret. Begejstringen for det delvist statsstøttede National Public Radio i USA, som jeg sporer i danske kommentarer og blogindlæg, er forståelig. Når man som dansker har opholdt sig i længere tid i USA, finder man hurtigt ud af, at hvis man vil lytte til noget, der bare minder om P1, er NPR sagen.
Men at hævde, at NPR kommer bare op på siden af P1 i bredde og kvalitet, er imidlertid forkert.
Millioner af amerikanske lyttere har aldrig hørt om NPR, og skulle de ved et tilfælde stille ind på en NPR-kanal, forlader de den lynhurtigt til fordel for de store spillere på markedet. Endnu værre er, at man som lytter lejlighedsvis ramler ind i timelange kampagner, hvor NPR-værter trygler lytterne om penge. Det er træls.
Det er da ganske godt, det de laver på NPR. Men så er det heller ikke bedre. De er grundige. Meget grundige. Jeg faldt for nylig i søvn, da jeg hørte en tre timers sammenlignende vurdering af, hvordan de nye Charter Skoler fungerede i Michigan og Louisiana. Det var radioformidling på et niveau, vi forlod engang i 1960'erne. Virkelig original og nyskabende radio præsenterer stationen sjældent. Penge har den jo heller ikke mange af.
Amerikanske lyttere i P1-segmentet ville, ganske enkelt, tabe både næse og mund af begejstring, hvis de blev præsenteret for en amerikansk version af de programmer, som dagligt udgør en P1-flade. Der er en rigdom af debat, filosofisk granskning, søgen efter de nyeste tendenser i litteratur, videnskab, etc. i velproducerede og originale indslag og programmer fra ind- og udland, som NPR ikke kommer op på siden af.
Ja, jeg arbejder for P1. Ja, jeg er forudindtaget. Men jeg har også brugt det meste af en menneskealder på at lytte til amerikansk radio. Så skulle P Stig-kanalen ende med at blive en kopi af NPR, er der derfor ikke meget at frygte.
– Frank Esmann, journalist og forfatter
4