NRK lukker for en del af netdebatten, fordi et lille mindretal af såkaldte trolls spolerer debatten med grove indlæg. Selv troldene har klaget over tonen i debatten. I Danmark har flere medier taget konsekvensen.
»De er et mindretal, men de ødelægger for den gode debat og glemmer, hvad sagerne egentlig handler om. De sidste dage er vi nærmest er blevet spammet af anonyme brugere, som er usaglige og til dels chikaneret de andre brugere.«
Sådan siger Rolf Sanne-Gundersen, lokal netredaktør på netsiden for NRK i området Sogn og Fjordane. Siden er en af de mest besøgte lokale NRK-sider uden for Oslo. Men nu lukker debatten på sitet, fordi tonen er blevet så rå, at selv troldene fik for meget.
»Det tragikomiske er, at jeg for nylig blev kontaktet af en person, som jeg ved trolder anonymt. Han ringede og sagde, at han selv følte sig chikaneret af en anden anonym person og bad om at få navnet at vide. Så giver det mening at lukke debatten indtil vi har en bedre ordning,« siger Rolf Sanne-Gundersen til journalisten.no.
Derfor har han valgt at lukke debatten, indtil det er muligt at lave et system, hvor man skal registrere sig med fuldt navn.
På danske jord kæmper medierne også med de anonyme kommentarer. Sidste år valgte pol.dk at tage konsekvensen af den grove tone i debatten, og chefredaktionen lukkede pol.dk for al anonym debat. Vil man debattere på pol.dk i dag, skal man registrere sig navn, sin adresse og fødselsdato for at få rettigheder til at debattere.
Kort efter indførelsen af de nye regler, registrerede 5.000 bruger sig på pol.dk, og ansvarshavende chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard, sagde:
»Den overvældende interesse bekræfter vores formodning om, at læserne sætter pris på et seriøst og bredt favnende debatmedie på nettet. Det afspejles også i debatten, som ganske enkelt er blevet mere spændende og vedkommende, nu hvor det ikke længere er muligt at afgive anonyme indlæg«.
I den forbindelse udtalte Martin Vestergaard, som netop havde skrevet speciale om brugergeneret indhold på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole:
»Det er det mest vidtgående initiativ til at sætte enstopper for anonymiteten, som jeg har hørt om. Medierne har indset, at der er meget lidt værdi i de kaotiske og ofte grove debattråde. Det er derfor vi ser, at medier som for eksempel DR simpelthen opgiver og lukker debatten og lægger diskussionerne over på Facebook.«
På jp.dk skal man ikke indlevere adresse og fødselsdato, i stedet foregår debatten på jp.dk gennem Facebook, og det er på den måde altid synligt for andre debattører, hvem man diskuterer med.
For 14. dage siden afgjorde retten i svenske Lindköbing, at medierne ikke har det juridiske ansvar for befolkningens udbasuneringer i en debattråd. Det er debattørernes eget ansvar.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.