For blot 19 år siden fik Norge sine to første søndagsaviser i nyere tid. Dagbladet og Søndagsavisen hed de. Siden fulgte en opblomstring i 1990'erne, men nu frygter eksperter decideret bladdød om søndagen.
Søndagsavisernes storhedstid i Norge synes stærkt på retur. Mens den ene søndagsavis efter den anden så dagens lys i 1990erne, går det nu den anden vej.
Demokraten, Rogalands Avis, Telemarksavisa, Varden, Dagsavisen, Moss Avis og Fredrikstad Blad er blot nogle af de dagblade, som har indstillet deres udgivelser om søndagen. Og medieekspert ved Handelshøyskolen BI, Erik Wilberg, siger til Kampanje.com, at der givet vil blive lukket endnu flere.
"Ja, de vil sandsynligvis blive nedlagt en efter en," siger han.
Norge var reelt uden søndagsaviser fra 1919 og frem til 1990. Og de mange forsøg i nyere tid med at vænne nordmændene til at læse avis på ugens sidste dag synes ikke at være slået igennem.
I dag har Norge syv søndagsaviser, hvor VG er den største med et oplag på 240.264 eksemplarer i snit (2008-tal). I 2000 var der ni søndagsaviser, som til sammen havde et oplag på 940.753 eksemplarer. Sidste år var antallet af søndagsaviser 10 og med et samlet oplag på 812.435 eksemplarer, skriver Kampanje.com.
Følge avishuse udgiver i dag søndagsaviser: VG, Dagbladet, Aftenposten, Bergens Tidende, Drammens Tidende, Romerikes Blad og Bergensavisen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.