En række norske presseorganisationer, blandt andre Norsk Presseforbund og Norsk Journalistlag, bliver partshjælpere i et varslet søgsmål fra Stiftelsen Tinius rettet mod den norske stat.
Det skriver journalisten.no.
Stiftelsen Tinius vil teste nye lovbestemmelser, der giver den norske efterretningstjeneste og Politiets sikkerhedstjeneste, PST, mulighed for at indsamle og overvåge store dele af befolkningens daglige brug af elektroniske kommunikationstjenester.
Presseorganisationerne bakker op om søgsmålet, fordi de er særligt bekymrede for mediernes mulighed for at yde tilstrækkelig beskyttelse af kilder. Samtidig mener de, at det er vigtigt at teste de nye lovbestemmelser op mod beskyttelse af kilder og ytringsfrihed.
”Med en så stor grad af overvågning, som den nye lovgivning lægger op til, vil kildebeskyttelsen blive påvirket direkte og indirekte,” siger Reidun Kjelling Nybø, der er generalsekretær i Norske Redaktørforening.