Norske medier lukkede for debatten efter terrorangreb

Mange norske netmedier lukkede for adgangen til deres debatsites efter terrorangrebet i Oslo og på øen Utøya. En uge efter tragedien er der stadig restriktioner på debatten.

Mange norske netmedier lukkede for adgangen til deres debatsites efter terrorangrebet i Oslo og på øen Utøya. En uge efter tragedien er der stadig restriktioner på debatten.

De store norske dagblade som Aftenposten, Dagbladet og NRK lukkede helt ned for deres debatsites i dagene efter angrebet på regeringskvarteret i Oslo og massakren på en ungdomslejr på øen Utøya. Det skriver Politiken.dk.

»Vi har lukket hele vores debatcentral, og vi har indført forhåndsredigering af de indlæg, der skrives i kommentarfeltet på vores hjemmeside. Vi ser, at der efter et terrorangreb som dette kommer virkelig meget uanstændig og uetisk debat, som vi ikke kan stå inde for,« siger Knut Olav Åmå, debatredaktør på Aftenposten, til Sveriges Radio.

Nils Øy, generalsekretær i Norsk Redaktørforening, advarer ifølge Politiken.dk mod, at der bliver for lavt til loftet i debatten.
»Folk må kunne diskutere tabubelagte temaer, men selvsagt uden at det går ud over anstændigheden eller norsk lov. Man må ikke tvinge alle mørke kræfter ind i de mørkeste kroge. Det er ikke sundt,« siger han.

Også flere danske medier ændrede på reglerne for sine debatsider efter terrorangrebet. På Berlingskes hjemmeside B.dk gør man nu op med anonymitetsbegrebet. For fremtiden skal alle, der vil debattere eller kommentere på artikler på B.dk, oprette en profil og give sig til kende.

»Ideen med det er at sikre, at den debat, vi får på nettet, er lige så kvalificeret som den, vi har i printavisen. Jeg håber, at flere får lyst til at debattere på B.dk, fordi debatten bliver mere kvalificeret. Vi har intet imod at begrænse den debat, der indeholder ekstremisme og uhyrligheder – det overordnede sigte er et bedre debatklima,« siger chefredaktør Tom Jensen til B.dk.

0 Kommentarer