Norske butikker boykotter avisforsider med Breivik

Flere norske butikker protesterer mod aviser, der viser billeder af manden bag terrorangrebet i Norge på forsiden. Men protesten er marginal, lyder det fra medieforsker.

Flere norske butikker protesterer mod aviser, der viser billeder af manden bag terrorangrebet i Norge på forsiden. Men protesten er marginal, lyder det fra medieforsker.

Flere norske butikker fra Kiwi-kæden laver nu deres egen stille protest mod mediernes dækning af terroristen Anders Behring Breivik. Butikkerne er trætte af at se terroristens billede på forsiderne af landets aviser og drejer aviserne rundt, så man i stedet kun kan se bagsiden. Det skriver den norske tv-station NRK.

»Dette skal være en stille markering af, at man ikke skal have så meget opmærksomhed for at gøre noget negativt,« siger Mette Sønvisen, leder af en butik i Finnmarken i det nordlige Norge. Butikken har skrevet en besked til sine kunder og beder dem om at lade aviserne stå med bagsiden udad.

»VG og Dagbladet (norske aviser, red.) har et perverst behov for at trykke billeder af "ham, vi ikke nævner ved navn" på forsiden. Vi ønsker ikke at have billeder af ham på vores arbejdsplads. Han skal glemmes, ikke eksponeres,« skriver butikken.

Mette Sønvisen fortæller, at det ikke handler om at ramme aviserne på økonomien – det handler om at skåne dem, der er blevet berørt af tragedien, hvor næsten 80 mennesker blev dræbt i det centrale Oslo og på øen Utøya.

Jens Barland, medieforsker ved Bergens Universitet, siger til tv-stationen, at butikkernes aktion indtil videre er ganske marginal og højst sandsynligt ikke vil ramme aviserne hårdt. Men protesten er en del af de mange forskellige reaktioner, nordmændene har på denne tragedie, og det vil helt sikkert også betyde diskussioner om den journalistik, der er blevet bedrevet.

»Vi kommer højst sandsynligt til at se en debat omkring identificering, pressens forhold til pårørende og gengivelse af detaljer. Vi har set, at udenlandske medier har gengivet flere detaljer om grusomhederne, end den norske presse har gjort,« siger Jens Barland.

0 Kommentarer