Radio Møllers forbillede i Norge gider alligevel ikke spilde tid på at byde på den nye danske kanal. Kanalen kommer næppe til at spille nogen rolle, og politikerne leger med skattekronerne, mener P4-chef.
Kulturminister Per Stig Møller (K) har før henvist til den norske P4 som en succes, der har leveret inspiration til Danmarks nye radiokanal, der er blevet kaldt 'Radio Møller' efter ministeren.
Norsk P4 har også meldt ud, at de har overvejede at starte en søsterkanal i Danmark.
Men nu langer chefen for norsk P4, Kalle Lisberg, ud efter den danske regering og deres nye kanal, som han mener ligner leg med de danske skattekroner.
Det skriver vores norske søstersite Journalisten.no.
»Vi ser små muligheder for, at kanalen kan komme til at betyde noget,« skriver Kalle Lisberg i en mail til Journalisten.no.
Han sammenligner Radio Møller, som kanalen ser ud på tegnebrættet, med norsk NRK2, der har en forholdsvis smal målgruppe, og hvor der er en maxgrænse for, hvor meget musik, man må spille på kanalen.
Lisberg slår fast, at P4 egentlig gerne vil ind på det danske marked. Men han kritiserer politikerne for at ville kontrollere alt for meget ved den nye kanal.
»Fra P4's ståsted ville vi gerne have overvejet at engagere os i Danmark på vilkår som vi for eksempel har i Norge. Men det her gider vi ikke bruge mere tid på. Det er i det hele taget vældig trist – for Danmark skriger på ordentlig konkurrence på radiomarkedet – mod Danmarks Radio,« mener Kalle Lisberg.
Læs alle artikler i Journalisten.dks tema om Radio Møller.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.