Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Den norske mediegigant Schibsted skal spare et beløb svarende til en halv milliard norske kroner inden udgangen af 2024, skriver norske Journalisten.
Det svarer til omtrent 348 millioner danske kroner.
Sparerunden skyldes stigende strøm- og papirpriser og kommer både til at ramme koncernens udgivelser i Norge og Sverige. Der lægges ikke op til store fyringsrunder, selv om besparelserne vil føre til opsigelser, lyder det videre.
Schibsted ejer blandt andre medier som VG, Aftenposten, Stavanger Aftenblad og Bergens Tidende i Norge, mens man også ejer medier som Aftonbladet og Svenska Dagbladet i Sverige.