Norske Vårt Oslo har fået papir på, at mediet gerne må kalde franske Renaud Camus for en ”fascist” i en rubrik og hans bog ’Le Grand Replacement’ for en ”fascistbog”.
Det skriver Journalisten.no.
Forlaget Legatum Publishing havde indklaget Vårt Oslo for den norske pendant af Pressenævnet, Pressens Faglige Utvalg (PFU). I klagen lød det blandt andet, at mediets omtale af Renaud Camus var stigmatiserende, og at det var brud på god presseskik, at forfatterens kontroversielle teori om, at mennesker med mørk hud vil udskifte mennesker med hvid hud, blev omtalt som konspirationsteoretisk.
Omvendt mener Vårt Oslo, at de har beskrevet Renaud Camus, hans bog og begrebet den store udskiftning præcist.
PFU fandt det på kanten, at Vårt Oslo havde kaldt Renaud Camus en fascist i en rubrik. Dog mente PFU, at det er acceptabelt at beskrive begrebet om den store udskiftning som en konspirationsteori.