Norske tabloidaviser taber stort i oplag. Redaktør tror, det skyldes avisernes massive internetsatsninger.
I mange år har norske aviser trodset den globale tendens og øget oplagene, men meget tyder på, at de glade dage i de norske fjelde er ved at være overstået.
De to norske tabloidaviser VG og Dagbladet har på blot et år mistet 41.000 i oplag. Det svarer til 13 procent af det samlede tabloid-oplag, der er mistet på bare et enkelt år.
Over for det norske blad Journalisten betegner en medieforsker faldet som ‘helt vildt'.
Chefredaktør på Dagbladet John O. Egeland er dog forholdsvis rolig. Han betragter nedgangen i oplaget som en markedstilpasning.
"Jeg er ikke i tvivl om, at især ungdommen ser avisen på nettet og ikke længere lægger de ni kroner, en papiravis koster. 2,6 millioner nordmænd har adgang til Internettet og har haft det i nogle år. De bruger lang tid på nettet."
Noget tyder på, at John O. Egeland har ret. På trods af oplagsfaldet har Dagbladets papiravis stadig et læsertal på 890.000 , og derudover klikker 240.000 dagligt ind på netavisen. I alt kigger over 1,1 million nordmænd ud af knap fem millioner i hele landet altså i avisen hver dag. Det er avisens højeste læsertal nogensinde.
John O. Egeland er derfor også fortrøstningsfuld, når han skuer fremad.
"Når vi har så mange læsere, så er vores vare god nok. Det er bare distributionsmetoden, der er knasten."
Derfor vil John O. Egeland satse på at udvikle avisen mod nye markeder. Nemlig kvinderne, som han mener fremover vil være tættere knyttet til den trykte avis og det skrevne ord, mens mændene efter John O. Egelands overbevisning i højere grad vil dreje mod Internettet, som vil udvikle sig mere visuelt.
"Det er to helt forskellige medier. Papiravisen skal nok klare sig. Der er plads til begge ting."
Norge er på trods af oplagsfaldet stadig et af verdens mest avislæsende lande. En ny undersøgelse fra verdensorganisationen af dagblade viser, at Norge er det fjerde mest avislæsende land i verden.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.