Mens de danske politikere snart skal diskutere den hjemlige mediestøtte, melder den norske kulturminister Trond Giske i et nytårsinterview i Dagbladet, at han er åben for at øge den direkte støtte til dagbladene på grund af krisen.
Norske aviser får måske allerede næste år en ekstra økonomisk saltvandsindsprøjtning. Landets kulturminister, Trond Giske, erklærer i et større nytårsinterview i papirudgaven af Dagbladet, at han gerne vil øge pressestøtten.
Meldingen kommer i lyset af, at 2008 var præget af omfattende nedskæringer i mange medievirksomheder i Norge, der stadig kæmper med en trængt økonomi.
»Jeg er bange for, at besparelserne skal gå ud over kvaliteten i journalistikken,« siger han til Dagbladet, der videre spørger ministeren, om han frygter en regulær avisdød?
»Vi har rigtig mange aviser, så det kan godt ske, uden at det er så dramatisk. Jeg tror ikke, at nogen af de store dør, men vi må finde os i, at nogle af aviserne forsvinder,« udtaler den socialdemokratiske kulturminister, der er villig til at give flere penge:
»Vi har ikke øget produktionsstøtten de seneste år. Hvis vi får nedgangstider, og flere aviser må kæmpe for at overleve, må vi se på det. Det er vores ambition at få støtten op på samme niveau som tidligt i 1990'erne, og optrapningen kan komme, når vi skal lave finansloven for 2010,« siger Trond Giske til Dagbladet.
I Danmark skal kulturminister Carina Christensen (K) og de danske medieordførere inden længe i gang med at se på det næste medieforlig, der skal erstatte den eksisterende medieaftale i 2010. I Sverige steg mediestøtten sidste år med 60 millioner kroner.
På forhånd er der lagt op til et historisk opgør med samtlige mediestøtteordninger i Danmark. Senest meddelte Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, at: Alt kommer i spil. Endvidere har det været diskuteret at indføre en decideret medieskat. Samtidig har vismændene været ude at kritisere den særlige nul-moms på dagbladene i Danmark. Og endelig er medieprofessor Preben Sepstrup på vej med nye forslag. Allerede sidste år præsenterede han og Rambøll Management en total kortlægning af mediestøtten i Danmark.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.