search

Nordvestsjælland og Sjællandske Medier fusionerer

Stor fusion på Sjælland. Nyt selskab omfatter fire lokale dagblade, 32 ugeaviser, to lokalradioer og en tv-station. Nyt mediehus vil dække hele Sjælland undtagen Københavns-området. (Opdateret 10:47. Udtalelser fra tillidsmand. Opdateret 11:37 Oplysninger om ny konstruktion. Opdateret 13:13. Udtalelser fra ny bestyrelsesformand) 

Stor fusion på Sjælland. Nyt selskab omfatter fire lokale dagblade, 32 ugeaviser, to lokalradioer og en tv-station. Nyt mediehus vil dække hele Sjælland undtagen Københavns-området. (Opdateret 10:47. Udtalelser fra tillidsmand. Opdateret 11:37 Oplysninger om ny konstruktion. Opdateret 13:13. Udtalelser fra ny bestyrelsesformand) 

Nordvestsjælland og Sjællandske Medier har netop meddelt, at de to mediehuse fusionerer.

Det er gået lynhurtigt med at tage beslutningen om at fusionere Sjællandske Medier A/S og A/S Medieselskabet Nordvestsjælland.

Søndag besluttede de to selskabers bestyrelser at indstille til de respektive generalforsamlinger, at der gennemføres en fusion – der skal træde i kraft den 1. januar 2013. 

»Det har været en måneds tid undervejs. Jeg hørte om det i fredags, og så er det blevet vedtaget af de respektive bestyrelser i aftes,« siger Lars Andersen, tillidsrepræsentant på Sjællandske Medier.

»Markedet er ikke specielt stabilt for nogen af os, og Nordvestnyt har kæmpet for at holde sig oven vande, så det er et ønske om at styrke os. Medarbejderne på Nordvestnyt bliver informeret i dag klokken halv et.«

Hvad betyder det på den korte bane?

»Man går i gang med at sammenlægge ledelse og IT for så vidt muligt, men der er grænser for, hvor meget man kan gå i gang, for det kan falde til marts, hvor det skal godkendes på de to selskabers generalforsamlinger.«

»Det er en fusion, ikke et opkøb, så der er ikke en storebror, der kommer ind og smider lillebrors medarbejdere ud.«

»Det fortsættende selskab kommer til at være Sjællandske Medier A/S, som kommer til at dække hele Sjælland.«

Fusionsaftale klar før jul 

Efter beslutningen søndag om at fusionere de to mediehuse har de to selskabers bestyrelse i enighed indstillet til generalforsamlingerne, at borgmester Poul Arne Nielsen, Stevns, bliver bestyrelsesformand for det nye, fusionerede selskab.

»Nu har vi jo ikke underskrevet noget endnu, men hvis det går, som vi forventer, så har vi en underskrevet fusionsaftale klar før jul, som selvfølgelig er forudsat, at generalforsamlingerne godkender den,« siger den kommende bestyrelsesformand, Poul Arne Nielsen, til journalisten.dk.

Hvordan kan man lave en fusion, der træder i kraft 1. januar, men som skal godkendes på generalforsamlinger i marts?

»Man laver en fusionsaftale, som forudsætter, at generalforsamlingerne godkender aftalen,« siger Poul Arne Nielsen til journalisten.dk.

God ide at effektuere hurtigt 

»Det er klart, at man ikke kan implementere det dybt, før generalforsamlingen godkender det, men nogle dele kan sættes i gang. Man kan altid lave en fusion med tilbagevirkende kraft. Det er der sådan set ikke noget i vejen for.«

»Hvis alting falder på plads, som vi forventer fra de to bestyrelsers side, så laver vi jo en aftale, der indstiller til de to generalforsamlinger, at vi fusionerer de to mediehuse.«

Hvorfor skal det gå så hurtigt?

»Når man beslutter noget, så er det altid en god ide at effektuere det så hurtigt som muligt.«

»Der er ingen planer om at nedlægge lokale redaktioner, men fællesfunktioner vil vi selvfølgelig samle. Det er eksempelvis vores økonomifunktioner, it-funktioner og dele af teknisk support.«

»Sammenlægning kommer til at betyde, at begge mediehuses journalister vil få et større fællesskab og en større referenceramme med fortsat lokal indflydelse.«

Dækker hele Sjælland på nær København

Beslutningen om at fusionere de to mediehuse omfatter de to selskabers fire dagblade DAGBLADET Ringsted-Køge-Roskilde, Frederiksborg Amts Avis i Nordsjælland, Nordvestnyt i Nordvestsjælland og Sjællandske i Syd- og Vestsjælland. 

Derudover driver de to selskaber tilsammen 32 gratisomdelte ugeaviser, flere websites, to lokalradioer og et lokalt tv-selskab. 

"Fusionsselskabet får redaktioner og afdelinger i 29 sjællandske byer," skriver Sjællandske Medier A/S i pressemeddelelsen.

"Fusionsselskabets fire dagblade har en daglig dækning af 28 af Danmarks ialt 98 kommuner. Bladhuset i Holbæk bliver hovedkontor for fusionsselskabets aktiviteter i Nordvestsjælland. Der vil naturligvis fortsat være redaktioner og kontorer i bl.a. Kalundborg og Odsherred. Fusionsselskabets fællesfunktioner får hjemsted i bladhuset i Ringsted. Selskabets navn bliver Sjællandske Medier A/S."

Det samlede selskab vil have knap 500 medarbejdere, en omsætning på en halv milliard og en egenkapital på knapt 250 mio. kroner.

Kommentarer
3
John Kreiner
03.12.12 10:00
Re: Nordvestsjælland og Sjællandske Medier fusionerer

Træder i kraft den 1. januar, men godkendes først på generalforsamlinger i marts (og kan falde).

Hvordan hænger det sammen? 

Fremhævet af Journalisten
Cecilie Haensch
03.12.12 10:24
Re: Nordvestsjælland og Sjællandske Medier fusionerer
Hovedkontoret bliver Ringsted - ikke Holbæk :)
Fremhævet af Journalisten
Mikael Nielsen
03.12.12 13:41
Re: Nordvestsjælland og Sjællandske Medier fusionerer
Farvel til mere end 100 år med lokalt udgivet dagblad i Holbæk... Ja det måtte jo ske, den siddende bestyrelse og ledelse har intet godt gjort for den avis og nu "opsluges" (nå nej, fusionerer *G*) den med Sjællandske.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen