De unge gider godt avisen – men ikke for enhver pris. Det viste et feltstudie sidste år. Nu satser Nordjyske Medier så på at få fat i netop de unge med en ny avis, som udkommer i dag. Bag udgivelsen står den nordjyske radiostation ANR.
Gratisavisen har da også fået navnet ANR og suppleres med et mobil- og website. Målgruppen er de 17-25 årige, og avisen skal udkomme 40 gange årligt.
»Vi vil have fat i endnu flere yngre mediebrugere og især blive meget mere værdifulde for dem med indhold, som er interessant og vigtigt for dem. Det vil vi gøre i et samspil mellem de tre mediekanaler radio, online på net og mobil og en trykt avis,« udtaler chefredaktør Lars Jespersen fra Nordjyske Medier i en pressemeddelelse.
Tanken er, at de unge mediebrugerne kan få nå ANR uanset hvor de er, og omvendt håber Nordjyske Medier på at blive en aktiv medspiller både i den daglige studiehverdag og i fritiden.
Indholdet kommer derfor til at bestå af artikler om studieliv, sjove historier og gode råd til, hvad man kan bruge sin tid på i Nordjylland. Der er også mulighed for at deltage i konkurrencer og købe billetter til koncerter.
Et feltstudie sidste år viste i øvrigt, at skriver man loyalt og i øjenhøjde og iscenesættes journalistikken dramaturgisk, så vil de unge gerne læse en trykt avis.
Indholdet til den nye nordjyske avis og websit bliver leveret af dels værterne på ANR og dels af journalister. Men også unge bloggere skal skrive om studieliv, underholdning og nye tendenser.
Den nye avis vil være frit tilgængelig på de fleste uddannelsessteder og i offentlige transportmidler i hele Nordjylland.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.