Nordjyske skal også spare

Nordjyske Medier skal igennem årets anden sparerunde. »Jeg kender ikke et bladhus, der ikke er ude i en sparerunde for tiden,« siger tillidsmanden.

Nordjyske Medier skal igennem årets anden sparerunde. »Jeg kender ikke et bladhus, der ikke er ude i en sparerunde for tiden,« siger tillidsmanden.

I sidste uge nedlagde medarbejderne på Herning Folkeblad arbejdet i protest mod nedskæringer. På Fynske Medier blev det meldt ud, at 10 redaktionelle stillinger nedlægges.
Nu bliver Nordjyske Medier også ramt af en sparerunde.

På et medarbejdermøde fredag blev medarbejderne orienteret om, at Nordjyske Medier skal spare omkring 5-6 millioner kroner på det redaktionelle budget på grund af svigtende indtægter.
»Alle aviser håber, de går fri af besparelser. Men jeg kender ikke et bladhus, der ikke er ude i en sparerunde for tiden,« siger fællestillidsrepræsentant Torben Duch Holm.

I alt har Nordjyske Medier nedlagt 20-25 stillinger de seneste tre år. I foråret blev en håndfuld stillinger nedlagt. Sparerunden er med andre ord den anden i år.

»Når så mange stillinger forsvinder, øger det presset på os, der bliver tilbage. Hvordan vi skal klare det, er noget af det, vi diskuterer med ledelsen,« forklarer Torben Duch Holm, der siger, at forhandlingerne foregår i en god atmosfære.

»Vi håber at finde nogle af besparelserne andre steder end på lønninger, men vi kan ikke undgå, at nogen må stoppe,« siger han.

Ved tidligere sparerunder er afgangen blevet sikret gennem frivillige fratrædelser, og Torben Duch Holm håber, at det samme sker denne gang.

0 Kommentarer