Nordjyske Medier: Satser på frivillige fratrædelser

Medarbejderne på Nordjyske Medier har i dag holdt møde for at finde alternative sparemuligheder, efter at ledelsen torsdag meldte om en spareplan på samlet 50 mio. kroner - heraf 12 mio. kroner på redaktionerne. Eneste konkrete forslag var frivillige fratrædelsesordninger.

Medarbejderne på Nordjyske Medier har i dag holdt møde for at finde alternative sparemuligheder, efter at ledelsen torsdag meldte om en spareplan på samlet 50 mio. kroner – heraf 12 mio. kroner på redaktionerne. Eneste konkrete forslag var frivillige fratrædelsesordninger.

Dagen efter at medarbejderne blev mødt med et chokkrav om at spare 12 mio. kroner på de journalistiske redaktioner i 2010, har de i dag fredag holdt møde for at drøfte situationen og finde alternative spareforslag frem. Håbet er stadig at undgå deciderede afskedigelser, fortæller fællestillidsmand Torben Duch Holm til Journalisten.dk.

»Men vi ved ikke endnu, hvad medarbejdernes interesse er for at indgå frivillige fratrædelsesordninger, det skal vi først have undersøgt,« siger han og fortsætter:

»Samtidig skal vi afvente, hvilke forslag ledelsen stiller med.«

Han medgiver, at det er svært for medarbejderne at argumentere imod ledelsens sparekrav på et tidspunkt, hvor den samlede mediebranche er ramt af faldende oplag og ikke mindst drastisk faldende annonceindtægter. Også selvom sparekravet først skal sikre situationen for næste års økonomi på Nordjyske Medier.

»Det er svært at forholde sig til spareplaner, der skal sikre økonomien for næste år, men der er jo økonomiske problemer over alt i branchen. I sådan en situationen er det svært bare at sige, at man skal satse på journalistikken,« siger Torben Duch Holm.

0 Kommentarer