JOBNYT

Nordjyske henter ny ansvarshavende chefredaktør hos Berlingske Media

Nordjyskes nye ansvarshavende chefredaktør har de seneste 15 år haft sin daglige gang i Pilestræde, hvor han har arbejdet for både Berlingske Media, B.T. og Berlingske

Bestyrelsen i Det Nordjyske Mediehus har udpeget Kevin Walsh som ny ansvarshavende chefredaktør for Nordjyske.

Det oplyser mediehuset i en pressemeddelelse.

Kevin Walsh kommer fra en stilling i Berlingske Media, hvor han har været redaktionel udviklingschef.

Og i det hele taget er den 41-årige Kevin Walsh et kendt ansigt i Pilestræde i København, hvor han har været siden praktiktiden. Blandt andet som digital redaktør på B.T. og digital redaktionschef for Berlingske.

Flytter til Nordjylland

Kevin Walsh tiltræder i stillingen i begyndelsen af oktober og flytter også geografisk til Nordjylland i forbindelse med jobskiftet, lyder det videre i pressemeddelelsen.

I pressemeddelelsen udtaler Kevin Walsh, at han er rekrutteret for at sætte yderligere skub i den digitale udvikling af Nordjyske.

”Jeg er først og fremmest journalist og tror på, at et stærkt Nordjyske er altafgørende for demokratiet og forudsætningen for et stærkt Nordjylland. Med kritisk og nærværende journalistik skal Nordjyske sætte regionen på landkortet og være en samlende og aktiv stemme for hele Nordjylland,” lyder ambitionen.

Også bestyrelsesformanden i Det Nordjyske Mediehus, Morten Sandlykke, har en forventning om, at Kevin Walsh kan være med til at sætte skub i den digitale omstilling:

”Det er vigtigt at fortsætte og accelerere vores digitale omstilling for at kunne imødekomme vores læseres ønsker og forventninger i en verden, hvor man får nyheder, information og underholdning på nye og omskiftelige måder,” lyder det i en udtalelse i pressemeddelelsen.

Kevin Walsh overtager efter Karl Erik Stougaard, som i sommer valgte at flytte til Fyn for at stå i spidsen for Fyns Amts Avis.

I den mellemliggende periode har posten som konstitueret ansvarshavende chefredaktør været varetaget af Karen Edelmann Keinicke. Hun genindtræder ved Kevin Walshs tiltrædelse i en stilling som chefredaktør.

0 Kommentarer