Nordjyske graverjournalister vinder Marenprisen

Lars Teilmann og Caspar Birk er årets vindere af de nordjyske journalisters pris, Marenprisen. De to Nordjyske-journalister vinder prisen for artikelserien 'Syg i job'. »Der var et tydeligt misforhold, som vi måtte trække frem i lyset,« siger Lars Teilmann

Da klokken slog otte fredag aften, var det Caspar Birk og Lars Teilmann fra Nordjyske Mediers gravergruppe, der kunne lade sig kåre som årets vindere af Marenprisen.

De vinder prisen for deres store artikelserie 'Syg i job' om syge og handicappede borgere, som er kommet i klemme i førtidspensionsreformen. Serien tager udgangspunkt i en lang række casehistorier, som viser, hvordan kommuner trods lægelige advarsler og enslydende erklæringer presser borgere igennem aktiveringsforløb.

Lars Borberg fra Kreds 6 holdt pristalen, hvor det blandt andet lød:

»I case efter case har Birk og Teilmann fortalt om syge og handicappede borgere, der er kommet i klemme i en reform, der blev præsenteret som et positivt tiltag, der skulle hæve borgernes livskvalitet ved at få dem i arbejde, men som i virkeligheden er en spareøvelse med såkaldt ”økonomisk potentiale” for kommunerne.«

Dramatiske tal fik dem på sporet

Det var, da de første tal kom frem i lyset, at Caspar Birk og Lars Teilmann besluttede sig for at gå reformen efter i sømmene.  

»Vi så nogle meget dramatiske tal, der viste et kraftigt fald i antallet af tildelte pensioner. Nogle af vores egne undersøgelser her i Nordjylland viste, at antallet af tildelte pensioner er faldet med 90 procent. Det er jo fuldstændigt absurd at forestille sig, at ni ud af ti af dem, der fik førtidspension før, var forkerte beslutninger. Så her begyndte vi at fornemme, at der var et misforhold, som vi måtte undersøge nærmere,« siger Lars Teilmann.

Hvordan gjorde I?

»Det var vigtigt for os at finde nogle gode casehistorier. Dem fandt vi via interesseorganisationer og de sociale medier. Dernæst var det selvfølgelig vigtigt at have den rette dokumentation på plads med lægeudtalelser og andet, der fuldstændigt glasklart pegede på, at de her mennesker altså ikke var i stand til at gå på arbejde,« siger Lars Teilmann.

Via aktindsigt i kommunerne kunne Lars Teilmann og Caspar Birk desuden påvise, at jobeffekterne, som er hele formålet med reformen, var til at overse.

»Vi fandt ud af, at der to år efter, at reformen trådte i kraft, var kommet tre nordjyder i job. Her over tre år efter er der stadig færre end 100, der er kommet i arbejde på landsplan. Og det skal man så holde op imod, at man trækker en hel masse syge og handicappede mennesker igennem virkelig hårde ressourceforløb og jobprøvninger, som i værste fald skader deres i forvejen dårlige helbred,« siger Lars Teilmann.

Glad for prisen, men skuffet over resultatet

Lars Teilmann fortæller, at han og Caspar Birk naturligvis er glade og stolte over at vinde prisen, da »det er et skulderklap fra vores lokale kolleger«. Han er dog mere skuffet over resultatet. For der er, som han selv udtrykker det, ikke rigtig sket noget.

»Det lille hul, vi har fået igennem, er, at beskæftigelsesministeren her i efteråret lovede, at man nu vil kigge på problematikken. Så nu skal alle borgere, der har været i ressourceforløb, spørges ind til deres oplevelse. Det kommer til at ske her i foråret, så det er vi enormt spændte på at se resultatet af,« siger Lars Teilmann og fortsætter:

»Men det er meget skuffende, når man føler, at man dokumenterer misforhold på en tydelig måde. For så forventer man jo, at nogen reagerer på det.«

Hvad har været den største udfordring i forløbet?

»Vi har haft et større slagsmål med Arbejdsmarkedsstyrelsen om at få trukket tal ud. Jeg tror ikke, at systemet har været særlig stolt af de begrænsede jobeffekter, så vi kunne ikke rigtig få dem til at give os tallene. Det havde vi et længere slagsmål om, inden det til sidst lykkedes os at få tallene. Det handler om at bide sig fast,« siger Lars Teilmann.

Og netop vedholdenhed er det bedste råd, som han vil give videre.

»Bliv ved. Nogle gange er det ikke nok at dække det stort om søndagen. Bliv ved med at fortælle om nye cases. Vores erfaring er, at politikerne ikke bryder sig om, at der bliver ved med at komme historier på et område. Og så bliv ved med at afkræve svar fra de ansvarlige. Vedholdenhed og stædighed er de simple, men bedste råd, jeg kan give videre,« siger Lars Teilmann.

Marenprisen uddeles af Kreds 6 i Dansk Journalistforbund og er opkaldt efter ”Maren i Kæret” – et udtryk, der bruges om den almindelige læser, lytter eller seer. I alt 13 journalistiske projekter var indstillet til prisen.

Fire af Lars Teilmanns og Caspar Birks cases har i mellemtiden fået førtidspension.

1 Kommentar

Birgit Holm-Petersen
8. FEBRUAR 2016
Vi fra Syge Siger Stop! er
Vi fra Syge Siger Stop! er ihvertfald dybt taknemmelige for at nogen sætter ord på det vi oplever til stadighed.
At de får en pris for det, er rigtig godt - så bliver det måske legalt at tale om problemerne, i stedet for at vi blive kaldt pladderhumanister, tudefjæs og mange andre lignende tillægsord.
TAK !