Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
09:33 30.09.2022 Christian Lindhardt

Nordjyske får kritik efter artikel om bortvisning af elev

Alle beskyldninger fra et forældrepar mod en forstander på en efterskole skulle have været forelagt forstanderen. Det fastslår Pressenævnet i en kendelse, der udtaler kritik af Nordjyske.

Kritikken kommer efter en artikel, hvor Nordjyske omtalte en tidligere elev på en efterskole, som var blevet bortvist. I artiklen udtaler elevens forældre sig blandt andet om deres oplevelse med bortvisningen, hvor de fremkommer med nogle beskyldninger mod skolens daværende forstander, som derefter klagede til Pressenævnet og fik medhold i den del.

Forstanderen fik dog ikke medhold i, at Nordjyske ikke havde udvist den fornødne kildekritik, da det fremgik, at kritikken af forstanderen klart fremstod som deres subjektive vurderinger, og at forstanderen kom til orde omkring de øvrige kritikpunkter.

Mediet fik heller ikke kritik for, at artiklen krænkede forstanderens privatliv. Her lagde nævnet vægt på, at artiklen handler om forstanderens virke som forstander, hvilket har offentlig interesse, og at forstanderens synspunkter er gengivet i artiklen.

SENESTE NYT

Flere nyheder