Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
09:40 16.05.2022 Kerstin Bruun-Hansen

Nordjyske får kritik af Pressenævnet for at bringe billede af gravsted

Et billede fra en afdød patients gravsted bragt i Nordjyske Stiftstidende i februar fører nu til kritik  fra Pressenævnet.

Artiklen handlede om den hospitalsbehandling, patienten havde fået, før han var gået bort. De pårørende til patienten fortalte om behandlingen til avisen, og der blev i den forbindelse med samtykke fra de pårørende taget et billede fra den afdødes gravsted.

Men ifølge klagen til Pressenævnet var aftalen med Nordjyske, at billedet fra gravstedet ikke skulle bringes i avisen, da dele af familien ikke ønskede det. På den baggrund udtalte nævnet kritik.

Af kendelsen fremgår det, at Nordjyske over for de pårørende har beklaget fejlen, som ifølge avisen skyldtes en kommunikationsbrist på redaktionen, hvor journalisten og redaktionssekretariatet ikke havde fået talt tilstrækkeligt sammen.

“Avisen ser med stor alvor på fejlen og har efterfølgende gennemgået produktionsgangen og procedurerne, så lignende fejl ikke sker igen,” skriver avisen i sit svar.

Trods kritikken fandt pressenævnet efter en samlet vurdering ikke grundlag for at pålægge Nordjyske Stiftstidende at offentliggøre kritikken.

SENESTE NYT

Flere nyheder