Danske medier og andre nordiske medieorganisationer går sammen med polske Gazeta Wyborcza Foundation om en ny fond til langsigtet støtte for ukrainske medier og journalister.
Det skriver Danske Medier i en pressemeddelelse.
Der er på nuværende tidspunkt indsamlet godt 3,2 millioner kroner til fonden.
Fonden er oprettet, efter at flere sikkerhedsfonde har samlet ind til og sendt penge til ukrainske journalister, for at de kan skaffe sikkerhedsudstyr. Men det er ifølge Danske Medier ikke nok.
”For at sikre, at de uafhængige, ukrainske medier kan fortsætte med at bringe nyheder, er der brug for en mere vedvarende understøttelse. Takket været den store opbakning fra danske medievirksomheder er vi i stand til at tilpasse indsatsen til den ekstraordinære situation, Ukraine står i,” siger Danske Mediers administrerende direktør, Mads Brandstrup.