Ordrebogen er ikke tom, men det er tæt på.
Landets største private tv-producent Nordisk Film er i krise og kan ikke længere bekoste lønninger til 150 fastansatte. Derfor må de i slutningen af november fyre omkring 50 af deres medarbejdere.
Fyringsrunden kommer til at gå ud over alle faggrupper, men det er endnu ikke klart, hvem der skal siges farvel til eller præcis hvor mange, der forlader tv-selskabet.
Journalist Ralf Andersson er medlem af det forhandlings-udvalg, som skal forhandle med ledelsen, og han siger, at han "har forståelse for ledelsens beslutning," fordi der simpelthen ikke er nok at lave for de 150 medarbejdere.
"Men vi vil selvfølgelig kæmpe for, at så mange som muligt forbliver fastansatte."
De ansatte har fået lovning på, at ledelsen vil kigge nærmere på muligheden for at ‘leje' medarbejdere ud til andre virksomheder, muligvis inden for Egmont-koncernen, der ejer Nordisk Film.
Det er første gang, at ledelse og medarbejdere går i forhandling i forbindelse med en fyringsrunde på Nordisk Film. I foråret, da 26 blev fyret, skete det uden forhandlinger med de ansatte.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.