En lille gruppe danskere har stiftet en ny forening for fortællende journalistik i Norden. Foreningen for Nordisk Nonfiktion (FNNF) holder stiftende generalforsamling i København i november.
Det hele startede egentlig et lidt andet sted, fortæller Jesper Gaarskjær. Han underviser i fortællende journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har selv udgivet en række fortællinger i både bog- og artikelformat.
»Det startede med, at vi var nogle stykker, der ville stifte en ny pris. Vi ville skabe fokus på det spirende engangement i journalistiske fortællinger, der er herhjemme, og som bl.a. Zetland har været med til at starte. Men det gik vi hurtigt væk fra, i stedet begyndte vi at tale om at skabe et fællesskab, som både kan fremme fortællinger og styrke niveauet i det arbejde, der allerede er derude,« siger Jesper Gaarskjær.
Han har stiftet FNNF sammen med to andre mediefolk, Søren Flott og Tina Andersen.
Hvorfor skal det være en nordisk forening og ikke en dansk?
»I første omgang starter vi på dansk grund, men vi har også talt med kolleger i Norge, der gerne vil være med. Vi kan jo læse hinandens sprog, men der bliver skrevet så mange fremragende journalistiske fortællinger i både Norge og Sverige, som vi går glip af. Der vil vi gerne udveksle erfaringer og lære af vores naboer og omvendt.«
Penge i den fortællende genre
Jesper Gaarskjær synes, der er brug for en forening, der kan gøre opmærksom på den fortællende genres særlige rolle i nutidens mediebillede. Her kan der nemlig være penge at tjene på de grundige journalistiske fortællinger, mener han.
»Journalistikken ville nok ikke gå under, hvis vi ikke var der. Men vi tror virkelig på, at den journalistiske fortælling kan få større betydning i mediebilledet. Som medie kan man netop positionere sig med de større fortællinger, især med de nye digitale muligheder, der åbner sig. Medierne kan lave helt fantastiske produktioner, hvis det vel at mærke bliver prioriteret.«
Derfor er drømmen om en ny pris til den fortællende genre heller ikke lagt i graven, tværtimod. Men det bliver senere, når foreningen er etableret og har det godt.
Væk med drama for dramaets skyld
Hvordan har den fortællende genre det i Danmark lige nu?
»Den har det faktisk godt, der er heldigvis mere af det, end der har været. Lige nu er det især single-markedet (som bl.a. Zetland og Berlingske udgiver, red.), der er fokus på. Det format er rigtig godt til nogle historier, mens andre historier er bedre i avisen eller på en hjemmeside. Men jeg synes, genren har det godt.«
Hvorfor er der så brug for jer?
»For at gøre det endnu bedre! Vi ser også fortællinger, som kunne være løftet bedre. Noget, vi rigtig gerne vil arbejde med, er at styrke perspektivet i fortællingerne. Vi ser desværre historier, som er virkelig dramatiske, men kun for dramaets skyld. Der forsømmer man som journalist den større historie – hvad fortæller det om os som samfund? Der kan vi for eksempel hjælpe.«
Hvad skal I så helt konkret lave i foreningen?
»Nu skal vi først lige have sat folk sammen og finde ud af, hvem der vil være med. Men vi vil for eksempel gerne lave skriveseminarer, hvor vi rykker grænserne for, hvordan deltagerne skriver, vi vil gerne have forfattere og journalister til at komme og fortælle, vi vil lave kurser. Og så vil vi gerne udveksle erfaringer og skrivetips i netværket.«
Både for hardcore-fortællere og nybegyndere
Har I et succeskriterium for, hvor I gerne vil være om et år?
»Vi har ikke talt om succeskriterier, men målet er jo, at interessen er intakt. Det skal være en velfungerende forening. Det vil sige, at vi skal have aktiviteter, som folk både lærer og inspireres af.«
Jesper Gaarskjær fortæller, at stifterne har været i dialog med fortællende journalister fra andre dele af branchen, herunder også folkene bag Zetland. Her har de forsøgt at vejre interessen, inden de stiftede foreningen.
Hvem er egentlig målgruppen – er det hardcore fortællere, eller er det brede nyhedsjournalister, der gerne vil være bedre til at bruge fortællende elementer i en travl nyhedsdag?
»Både og, håber jeg. Det er vigtigt for os ikke at være ekskluderende. Vi vil både være for dem, som har dyrket det i længere tid og produceret mange journalistiske fortællinger, og for dem, som gerne vil eller kun har prøvet i det små. Måske er nogle arrangementer mere målrettet det ene end det andet, men vi vil gerne favne bredt.«
FNNF har allerede en hjemmeside og en Facebook-side. Næste skridt er, at foreningen officielt skal stiftes på generalforsamlingen den 13. november i København.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.