Den elektroniske patientjournal er en stor offentlig investering, der skal sikre optimal kommunikation. Journalist Mette Breinholdt fra Region Midtjyllands medieteam har til opgave at kommunikere, hvordan det går med projektet – blandt andet ved at lytte sig frem til fejl og mangler.

Den elektroniske patientjournal (EPJ) er et helt centralt element i moderniseringen af det danske sundhedsvæsen.

EPJ er et afgørende arbejdsredskab, der samler alle oplysninger om patienten i et centralt register, og som styrker kommunikationen mellem hospital, praktiserende læge og kommune.
Samtidig er EPJ en varm kartoffel: Den er et arbejdsredskab for vidt forskellige faggrupper og interessenter, hvilket kræver tilpasninger og nye måder at arbejde på. Den er omgærdet af en kolossal bevågenhed, fordi den er en meget stor offentlig investering i patientinfrastruktur, som er efterspurgt af patienter, politikere og medarbejdere.

Og den er en potentiel risiko – sæt nu, EPJ bryder ned, så ingen data er tilgængelige.
Journalist Mette Breinholdt fra Region Midtjyllands medieteam har siden efteråret 2010 haft EPJ som et af sine stofområder.

Det er hende, der er tovholder på at kommunikere udrulningen af projektet over for regionens medarbejdere internt og borgere og offentlighed eksternt. En kommunikation, som ikke bare handler om at informere om, hvor langt man er nået, men i langt højere grad handler om at samle synspunkter og problemstillinger ind, få dem formidlet videre til de relevante personer og få sendt et svar retur.
»Formålet er ikke kommunikationen i sig selv, men at få EPJ til at fungere. Kommunikationen er et redskab i den proces,« siger Mette Breinholdt.

Brugen af kommunikation som arbejdsredskab til at nå et mål er en vigtig nuance og den, der adskiller kommunikation fra information, siger Mette Breinholdt:
»Information er vigtigt, men det er envejs og kan ikke stå alene som redskab. Kommunikation handler om at have store ører. Jeg skal høre, hvad der rører sig og bringe det videre. Jeg skal understøtte dialogen mellem medarbejderne, omgivelserne, borgerne, patienterne, de praktiserende læger. Med 30.000 medarbejdere spredt ud på administration, fem hospitalsenheder og psykiatrien kan man ikke bare snakke det igennem på arbejdspladsen. Det skal kommunikeres,« siger hun.

Eksempelvis hørte hun på et tidspunkt fra nogle læger, som var irriterede over, at de ikke kunne se røntgenbilleder af en patient på skærmen som lovet, men i stedet måtte gå via et andet system.
»Jeg tog den frustration videre til ledelsen. Spurgte dem, hvorfor det ikke fungerer – helt på modtagerens præmisser og meget lig gængs journalistik,« siger hun.

Og ganske lig gængs journalistik er det ikke altid, at de ansvarlige er lige begejstrede over at få sat spot på et kritisk punkt.
»Nogle gange synes folk, at jeg er rå-irriterende. Men så må jeg forklare, hvad min opgave er, og at den er vigtig for den samlede proces. Mit udgangspunkt er jo ikke, at jeg kun vil lave historier om noget, der er skidt. Jeg prøver at skabe forståelsen for, at vi skal fortælle både de sjove og de svære historier. Det lykkes som regel, men … Jeg ved da, at min chef har fået et opkald fra en anden chef i huset, som spurgte: "Hvad er det lige, hun har gang i?",« siger Mette Breinholdt.

Hun understreger, at dialogen mellem de to chefer endte i fordragelighed, men eksemplet viser meget godt, at en stor del af kommunikationsarbejdet også handler om at gøre de øvrige kolleger bevidste om, hvorfor man kommunikerer.
»Ulempen ved, at jeg præsenterer mig som journalist, er, at nogle så tror, at de hellere må passe på med, hvad de siger. En vigtig del af vores arbejde er at få sagt, at vi er på samme hold, og at vi ikke sender noget ud, vi ikke er enige om, eller at vi laver store overskrifter ud af alt, vi hører,« siger Mette Breinholdt.

Nogle gange må kommunikationen således forklare, hvorfor man skriver, som man gør – og andre gange må man forklare, hvorfor man ikke skriver.
»Vi havde på et tidspunkt et EPJ-nedbrud på Aarhus Universitetshospital, hvor jeg interviewede en læge om konsekvenserne og perspektiverne ved nedbruddet. Lægen sagde ordret, at "det her kan gå rigtig galt". Men det kan jeg ikke skrive. Hvis vi som region går ud med meldingen 'det her kan gå rigtig galt', så kan vi skabe panik,« siger Mette Breinholdt:

»Hvis vi melder ud, at noget går skidt, så er det troværdighed gange 10 i forhold til, hvis avisen melder ud, at vi har et problem. Folk tænker jo, at hvis vi ligefrem selv siger, at den er gal, så må den være rigtig gal. Modsat kan vi rose os selv alt det, vi har lyst til – det bider folk ikke mærke i. Hvis vi siger, at det går super, så er vores troværdighed markant lavere, end hvis avisen siger, det går super for os,« siger Mette Breinholdt.

Hun har de seneste halvandet år brugt mindst en dag om ugen på at kommunikere EPJ, og primært til en topkvalificeret målgruppe, som kender både sundhedsvæsnet og EPJ-systemet ganske godt. Hun når ud til dem gennem mange platforme – intranettet, regionens hjemmeside, nyhedsbreve til de ansatte, regionens sundhedsmagasin, de enkelte hospitalers intranet og endelig gennem dagspressen i form af pressemeddelelser og tips.

Hendes fornemmelse er, at det virker.
»Det er spændende at se, hvordan vores journalistiske faglighed kan være med til at få folk til at flytte sig og til at skabe en gensidig forståelse mellem parterne. Og samtidig er det spændende at se, at der er en øget bevidsthed om, hvorfor vi skal kommunikere. Jeg får tips til historier nu, folk ringer og spørger til ting – der er god dialog om det. Jeg tror, at flere har set muligheden for at bruge kommunikationen som et redskab,« siger Mette Breinholdt.