Tv-branchen hungrer efter folk, siger Rikke Nissen, direktør i Endemol: »Vi er måske den eneste branche i Danmark, der virkelig mangler arbejdskraft, fordi der bliver uddannet alt for få.« Hun afviser, at hun bare er ude på at presse lønnen
Rikke Nissen er direktør i tv-produktionsselskabet Endemol. De er lige nu midt i en meget travl tid, og journalisten.dk fanger hende da også midt i en casting til en ny sæson af Big Brother.
Men Rikke Nissen mangler desperat medarbejdere. Der er simpelthen ikke nok journalister, tilrettelæggere og klippere i tv-branchen til at opfylde de behov, produktionsselskaberne har, fortæller hun.
Den historiske efterspørgsel skyldes flere ting, bl.a. er der kommet mange flere kanaler. Selv om de nye kanaler er børn af de store spillere, betyder det en større flade, der skal fyldes med programmer.
»Bare inden for de seneste måneder har TV 2 offentliggjort, at TV2 Fri er på trapperne. SBS lancerer 7'eren. Det betyder flere kunder. Vi går ind ad de samme fire døre (SBS, Viasat, DR og TV 2, red.), men der er flere kanaler, der skal fyldes. Desværre skal de ikke alle sammen fyldes med lokalproduceret indhold, men der er ingen tvivl om, at efterspørgslen er steget voldsomt på bare fem år,« siger Rikke Nissen til journalisten.dk.
Flere penge og mere arbejde, men …
Samtidig prioriterer tv-stationerne programbudgettet højere. Det betyder, at der er flere penge i kassen, som produktionsselskaberne kan få del i.
Men samtidig er der færre penge per produktion: De enkelte programformater er blevet billigere i konkurrencen.
»Vi har lært at lave tv på budgetter, der ville have været nærmest umulige for 10 år siden. Det er benhård konkurrence. De, der kreativt og effektivt kan lave godt indhold med høj produktionsværdi, vinder. Tv-kanalerne prioriterer, og pengene sidder stramt.«
Bliver uddannet alt for få
Det betyder altså, at selv om der er flere penge til tv-branchen alt i alt – og mere arbejde – så er der også færre penge per produktion.
»Det udfordrer os som branche til at blive dygtigere til at finde kreative løsninger. Det udfordrer også dem, der udlejer teknik til os, til at finde billigere og bedre løsninger.«
Hvem bliver ramt af det øgede pres mod billigere produktioner?
»Vi bliver ramt på marginalerne. Vi laver flere projekter, men vi tjener mindre per projekt. Det hænger også sammen med, at det pres ikke er kommet frem til freelancerne eller de ansatte. I og med at vi laver mere tv, er det meget svært at rekruttere. Vi er måske den eneste branche i Danmark, der virkelig mangler arbejdskraft, fordi der bliver uddannet alt for få. Det er et kæmpe problem.«
Kan ringe til 80 klippere og få nej
Manglen på tv-folk, der står parat til at træde til i tv-branchen, betyder højere løn til dem, der er i faget.
»Den enkelte klipper eller tilrettelægger kan i visse tilfælde selv bestemme prisen. Vi kan være nødt til at købe dem, for der er ikke andre at ringe til. Nogle gange ringer vi til 80 klippere uden at finde nogen.«
Hun fortæller, at man i tv-branchen joker med, at "content is king" er erstattet af "klippere er king".
Tv-branchen kan virke lukket
Men branchen har også selv et ansvar for at lokke flere over, mener Rikke Nissen. Branchen kan virke lukket.
Hvad kan I selv gøre fra branchens side for at lokke flere over?
»Vi er jo en branche, der lever meget af, at man kender hinanden, vi slår ikke vores stillinger op på Jobzonen. Produktionsselskaberne er smalle og effektive organisationer uden en stor administrationsarm, der kan tage imod 400 ansøgninger. Det har vi simpelthen ikke tid til. Derfor ringer vi til de numre, vi har på listen,« siger Rikke Nissen.
Men hun fortæller samtidig, at Endemol også lukker nye folk ind på uopfordrede ansøgninger.
»Vi får nærmest uopfordrede ansøgninger dagligt. Dem samler vi, siger tak og gemmer. Og vi mener det, for det sker ikke sjældent, at vi mangler en person og prøver en af dem af, ofte med stor succes.«
Der er også store porte, der en gang imellem åbnes til tv-produktionsbranchen, fortæller Rikke Nissen. Her kan nye kræfter komme ind i hobetal. Hun bruger Endemols eget Big Brother som eksempel.
»Vi laver også kæmpe projekter som for eksempel Big Brother, hvor vi ansætter 130 personer. Der er mange grønne talenter, men det er en god tv-skole, hvor de får noget "tv i benene",« siger hun.
Ikke bare snedigt forsøg på at presse lønnen
De store produktioner er et eksempel på, at tv-branchen også selv uddanner nye medarbejdere til branchen. Men Rikke Nissen efterlyser, at tv-produktion fylder mere på de formelle uddannelser.
»Jeg synes ikke, det kan være rigtigt, at vi som branche selv skal uddanne vores medarbejdere. Det er en forpligtelse, vi altid har løftet delvist, og det gør vi gerne – men der er også nogle af stillingerne i kæden, som kræver en "rigtig" uddannelse. Den skal du have i et uddannelsessystem, der gerne skulle sprøjte de medarbejdere ud, der er brug for. Men det gør de ikke nu.«
Ledighedstal fra Dansk Journalistforbund viser, at TV Gruppen er den, der har oplevet den største stigning i den procentvise ledighed i løbet af det seneste år. Tal fra november viser en stigning fra 6,2 til 8,2 procent.
Er det her ikke bare et snedigt forsøg på at få flere medarbejdere på markedet, så I kan presse lønnen ned?
»Nej, det er det ikke. Det går simpelthen ud over vores projekter, at vi ikke har medarbejdere nok. Jeg ved jo, at branchen tager imod nye talenter med kyshånd.«
Journalisten har før kigget på efterspørgslen efter arbejdskraft i tv-branchen. Læs artiklen fra maj: Gyldne tider i tv-branchen
15 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Godt spørgsmål, Kim. Det kan opfølges af: Er der nogle erfarne tv-journalister, tilrettelæggere mv. som oplever, at der "virkelig mangler arbejdskraft" i branchen ? Journalisten kunne evt. spørge på Facebooks to grupper for henholdsvis tilrettelæggere og freelancere og arbejdsgivere i tv-branchen. Der finder man sådan et daglejersystem som modsiger alt, der står i den her artikel.
Var der nogen af de erfarne klippere her på tråden, som nogensinde hørte fra den klippermanglende Rikke Nielsen?
" Nej at blive klipper det lærer man ikke på 2 aftner."
Faldt netop over denne gamle tråd.
Jeg er helt enig med Hans Frimodt.
Nu laver vi jo selvfølgelig ikke samme type produktioner som Endemol, men når vi søger klippere handler det altid om at finde folk med flair, teknisk kompetence og betydelig relevant erfaring.
Det kræver rigtig god timing, fornemmelse for visuel historiefortælling og en sikker hånd mht. 98% af funktionerne i det relevante klippeprogram, før at klipperen ikke er til mere besvær end fordel for os. Typisk forventer vi også et solidt kendskab til mere avancerede post programmer som After Effects, da de løbende integreres med selve klipningen.
Vi modtager altid gerne henvendelser fra freelancere med dén erfaringsprofil.
Mvh. Christian B, producer
http://birdbeenfeldt.dk/produktionsselskab.html
Peter Hoffmeyer har helt ret !
At kunne 'betjene' et simpelt redigeringsprogram og sætte nogle billeder sammen i rækkefølge. Det lærer man i 6. klasse i folkeskolen.
Men det er absolut ikke det samme som at være klipper på professionelt niveau i TV-branchen.
Jeg tror næppe at Niels Riis Ebbesen har siddet og redigeret på en kogende TV-nyhedsstation, med 2 minutter til at indslaget, tophistorien skal på - og lige skulle lave en speak om - og lige lave en sidste farve-korrektion (fordi en fotograf havde glemt at stille hvidbalance). - og selvfølgelig nå det - Selv om det 'kun' er 1,30 - så skal man her kunne sit håndværk !
Eller redigere en dokumentar, hvor billeder, lyd, visual storytelling, psykologi, journalistik, musik, mixning, color-grading, grafik og effekter skal gå op i en højere enhed og gerne må resultere i en prisvinder. Samtidig med at der selvfølgelig er en deadline.
- Nej at blive klipper det lærer man ikke på 2 aftner.
vh Hans Frimodt, klipper i 24 år
20 års erfaring som:
Producer, Belyser ,Fotograf, Underviser, Scenograf, Produktionsstyring og Avid redigering.
Du ringer bare :)
20307944
Flere