Selvfølgelig måtte det komme: Ikke siden Sølvpil gik over til fire-farvetryk, har dansk presse oplevet en relancering uden, at der har sneget sig en klumme eller fem med i det nye layout.
Så her er JOURNALISTENs nye klumme: Lige efter alt det tunge (artiklerne), det rigtig tunge (nyt fra formanden), det relevante (lønstatistikkerne), det irriterende (læserbrevene) og det læste (nyt job).
Her skal vi så lige hudflette tiden, ånden, faget, overenskomsten, pensionen, etikken, kokken, tyven, hans kone og hendes elsker. Og hold da kæft, hvor er det svært!
Jeg har fået ny respekt for de fantastiske meningshavere på de store dagblade. De kan levere en mening om alt – og lige præcis på den plads der er afsat i layoutet. De helt store klummekonger behøver ikke engang en anledning. De kan på stedet mene for 200 linjer blandet!
En februarsøndag får man for eksempel i Politiken 359 cm2 klumme om, hvor svært det er at finde en sweater i den rigtige farve.
Og i Søndags-Berlingeren – der ellers har været en skygge af sig selv på klummefronten, siden de sidste år vist fyrede en fem-seks faste meninger – får vi 376 cm2 om at sige farvel til sin gamle computer. 360 cm2 om glæden ved den gode Caesars Salad. 376 cm2 om at være i Oslo en weekend alene. Og 376 cm2 vist nok om at køre i tog og om at bondelandet ikke er, hvad det har været. (Som man kan se, har layoutet afsat 376 cm2 per klumme, så hende med salat-betragtningerne måtte efterlade et lille tomrum, hvor man så kan tænke over de få emner, der ikke klummes over i avisen).
Og grunden til, at de mener alt dette, er ikke, at avisen netop har et tema-tillæg om sweatre eller Caesars Salad, eller fordi der er en messe i Forum om ensomme weekender i Oslo, eller fordi avisen har kørt en lang serie om afsløringen af flere tilfælde af det der med tog og bondelandet. Det er sikkert først om et par måneder, eller også har det været sidste år.
Nej, de mener det bare ud af den blå luft. Hvor får de det fra?
Også i fredags-tillæggene er der virkelige klummegiganter: Hver uge går de bare ned på gaden, hen om hjørnet og oplever noget helt vildt interessant med en grønthandler, en værtshusbums eller en triphopper.
Min grønthandler kan ikke genkende mig, og det nærmeste jeg kommer en værtshusbums var ham, der kastede op i min port natten før, jeg skulle lufte mine nye ruskindssko.
Men mene noget skal man jo, nu hvor klummen er i layoutet. Så jeg tog til det sagnomspundne Vesterbro – hvor fredags-klummekongerne øjensynligt lever et liv som i Taxi Driver og Good Fellas. Jeg slentrede casualt, jeg kiggede hen om hjørner, jeg tjekkede tendenser, jeg hang ud så naturligt, at pusherne troede, jeg var en skuespiller fra Dr. Dante på research. Og lige lidt hjalp det. På Vesterbro gad grønthandlerne heller ikke sludre med mig.
De eneste, der gad svare mig, var narkomanerne på Maria Kirkeplads, der gik ud fra, at jeg var fra TvDanmark, siden jeg ville snakke med dem. Jeg skulle hilse og sige, de gerne vil være med i nye docusoaps.
Næste dag åbnede jeg avisen: Klummestjernerne havde igen lige været henne om et hjørne og oplevet en masse tankevækkende, meningshavende og helt vildt klumme-agtige ting.
De er altså fantastiske!

Der findes en teori om, at hvis stigningen i antallet af Elvis-imitatorer fortsætter, som den har gjort i de sidste 20 år, vil alle på Jorden inden år 2050 gå rundt med hoftevrid, store bakkenbarter og i hvide glimmersparkedragter.
På samme måde vil klummeriet vokse. Slut med alle de artikler om, hvad alle andre synes. Lad os journalister skrive vores egen mening. Det bliver skønt. Aldrig har så mange ment så meget om så lidt.
Jeg er allerede gået over til klumme – nu skal jeg bare finde en mening.