Noget om helte

Af Ulrik Haagerup, chefredaktør på Jyllands-Posten.

Af Ulrik Haagerup, chefredaktør på Jyllands-Posten.

En foruroligende tanke slog mig, da 110 nye kolleger i juni fik eksamensbevis og rektorale håndtryk i Journalisthøjskolens store auditorium som de sidste produkter af en monopoluddannelse: Hvem er de redaktionelle forbilleder i dag for min og endnu yngre generationer?
Da jeg for første gang kunne kalde mig journalist for 12 år siden, var der ingen tvivl i mit og mange af mine kollegers spæde reportersind: Den journalistiske helt var en mand som Rolf Geckler, som kompromisløst holdt fast i, at sandheden skulle frem, hvis den vel at mærke var vigtig nok. Senere hed forbilledet Nils Ufer, som talte engageret om den nøgne journalist, som insisterede på at skildre virkeligheden – hæderligt, uselvisk og ukrukket.
I dag er både Geckler og Ufer døde, og den nøgne journalist har iklædt sig Armani-habit.
Det siger en del om udviklingen i vort fag, at det tætteste nye generationer kommer et journalistisk forbillede synes at være en mand, der kører i limousine og optager mennesker med skjult kamera, når han da ikke snakker i mobiltelefon foran kameraet, så ingen på cafeen glemmer ham.
I en stadig mere kommercialiseret medieverden er form blevet et nøgleord. I en ikke så fjern fortid hed det indhold.

Frygten for at kede synes at dirigere mere og mere programlægning, journalistisk fremstilling og etik.
Og det bekymrer mig at møde et voksende antal praktikanter og yngre kolleger, der er klar til at klæde sig ud, optræde under falsk navn, snyde, lyve og bedrage kilderne alene med det argument, at »det vil give en kanonhistorie«.
Målet helliger midlet, argumenterer de. Og midlet, minder de om, er jo højere seertal og knejsende oplagskurver. Enkelte nævner også den personlige, journalistiske prestige, der ligger i virkelig at udnævne en skurk og så tage ham med bukserne nede. Det der med sandheden virker langtfra for alle som den primære drivkraft.

Og vel var det da umiddelbart en god historie, da et tv-program i foråret afslørede, at en række partier var klar
til at bryde den lov, de selv have stemt for og accepterede 30.000 kroner i partistøtte fra en anonym privat giver, selv om loven sætter et loft på 20.000 kroner. Og vel var det da pinligt, at Fremskridtspartiets Kirsten Jacobsen accepterede at stille ‘et spørgsmål til ministeren' for tv-programmets udklædte mand med de 30.000 kroner.
Det var underholdende tv-journalistik, garneret med tilstrækkelige mængder journalistisk frækhed iklædt dobbeltradet, mobiltelefon og det snart obligatoriske skjulte kamera med de rette kornede og lidt rystede billeder, der giver fornemmelse af autenticitet og drama.
Hvad er så problemet?
Afdækkede journalisterne et samfundsproblem – eller skabte de et for at kunne afsløre det med det formål at få en underholdende tv-udsendelse? Historien fortalte intet om, at der var tidligere eksempler på, at partierne havde modtaget ulovlige private bidrag, ej heller at der var mistanke om det. Men ved hjælp af løgn, falske identiteter og skjult kamera lokkede tv's Agent Provokateur en række partifunktionæ-
rer og partiledere i fælden. Og
dem behøver vi ikke at have ondt af.

Men hvad bliver det næste: Hvad med at installere skjult kamera i Jan Sjursens overnatningslejlighed i København, lægge en barmfager blondine i hans seng, og så filme, hvad der sker, når han vender hjem fra de natlige forhandlinger.
Sikke en historie, hvis familiepartiets leder for rullende tv-kameraer smider bukserne og lader sig lokke ind i et forbudt, natligt favntag.
Ville journalisterne så ikke blot afsløre hykleri hos det parti, som prædiker troskab og familieværdier? Og er det ikke vores opgave som journalister at afprøve de folkevalgtes moral: Ikke kun at referere, hvad de siger, men også kontrollere, om det de siger, også er det, de gør?
Eller hvad med at lægge en tegnebog med 10.000 kroner på fortovet ud for politimesterens hoveddør, og så filme, om han afleverer den eller bruger nogle af pengene til at betale af på sin alt for store kassekredit.

Journalistikkens midler må aldrig blive sådan, at vi i faglig nidkærhed krænker et af journalistikkens væsentligste mål, nemlig at beskytte det enkelte menneskes borgerrettigheder. Pressen må ikke blive et STASI forklædt som idealist, som TV 2's direktør Jørgen Flindt Petersen sagde det for nylig.
Hvor er det trist at føle det nødvendigt at skulle minde nyuddannede kolleger i verdens bedste og vigtigste fag, at de med eksamensbeviset er blevet medlem af informationsbranchen – ikke underholdningsindustrien. Vores opgave som journalister må og skal være at gøre mennesker klogere – ikke blot hjælpe dem til at slå tiden ihjel.
Kommunikationsrådgiveren Niels Brinkmann – som bestemt ikke er uvildig, da han lever af at hjælpe virksomheder, som føler sig trådt på af pressen – udsendte denne sommer en såkaldt rapport om tv's dokumentarudsendelser. På trods af hans åbenbare interesser i at undgå kritisk journalistik – i hvert fald mod hans nuværende kunder – rejser han en pointe, som vi som fag stadig mangler at forholde os til:
»Spørgsmålet er, om der har udviklet sig en uforenelighed mellem kravet til helhed og nuancer i de problemstillinger og sager, som dokumentarudsendelser behandler, og karakteren af den journalistik, som man er tvunget til at lave på tv for at fastholde seerne. En uforenelighed, der bunder i modsætningen mellem fokus på seertal og fastholdelse af saglighed, fairness og nuancering over for sagen,« skriver Brinkmann.

Måske siger det en del om manglen på journalistisk talent, engagement eller vilje i den resterende del af pressen, at det bedste bud på dybdeborende journalistik i Danmark i det seneste år trods alt synes at komme fra en tv-redaktion, der har gjort selvpromoveringen og det skjulte kamera til vartegn.
Der er langt til fordums journalistiske helte som gamle Walter Cronkite, som blandt andet sagde: »ingen respektabel journalist ifører sig en anden mands uniform. Vi er os selv. I et frit samfund adlyder vi intet andet bud end ærlighedens. Vi har intet andet at sælge end sandheden.«

Dele af dette indlæg blev holdt som tale ved dimissions-højtideligheden på Danmarks Journalisthøjskole den 25. juni.