Det er en ganske almindelig formiddag. Vores alle sammens public-service-kanal DRs P3 er i luften med Strax – og jeg glæder mig, for Lisa Nilsson kommer i studiet i anledning af sin nye plade Viva.
Det bliver bare noget helt andet end det, jeg så frem til. Hele interviewet kommer til at handle om, at Lisa Nilsson som 13-årig et par gange havde stjålet lidt slik og nogle Smølfer sammen med en veninde.
Lisa Nilsson er tydeligvis utilpas og prøver flere gange at komme ud og videre, men studieværten holder fast og sætter til sidst trumf på ved at sige: “Det må jo være svært for dig at være idol og forbillede for unge mennesker, når du har stjålet”.
Hvad fanden er det for noget at sige til en dygtig kunstner – er der slet ikke nogen respekt længere? Nogen grænse? Hvad med at snakke med hende om hendes musik og de tanker, der har inspireret hende. Men nej – værten ved godt, hvad lytterne – især de unge, vil ha’.
De vil have følelser, de vil have sensationer og med indenfor i privatsfæren. De vil underholdes, og pressen går tættere og tættere på i konkurrencen om at levere varen, og prisen må kunstneren betale, hvis man vil være med.
Intet er helligt, og det er efterhånden svært at se hvem, der er helte eller skurke i det store mediecirkus. Det er nemlig ikke længere alene forbeholdt sensationspressen – ugebladene og formiddagsaviserne – at gå tæt på de kendte …
Alt for Damerne gider ikke at tale med en skuespiller, hvis skuespilleren ikke vil snakke om sit privatliv. Selv Politiken er begyndt i det små med sådan noget som “Hvor shopper du”, og de ringer hele tiden til mig for at høre, om nogle af de skuespillere, jeg har med at gøre inden for teater og film, vil være med.
Men gu’ vil de ej være med til sådan noget. For dem er niveauet blevet for lavt, og prisen for høj ved at stille op. Og det uanset at de godt ved, at deres tilstedeværelse i medierne salgsmæssigt hjælper den forestilling eller den plade eller film, de netop nu er aktuelle i. Samspillet mellem medier og kunstnere er efterhånden ved at udvikle sig til så beskidt en sag, at kunstnerne står af, medmindre de er kontraktligt forpligtiget til at stille op.
Med tv-programmer som Robinson, Villa Medusa og Stripperkongens Piger og en lang række tilsvarende programmer har vi fået en ny type af stjerner – mediestjerner, der gladelig sætter den laveste fællesnævner for, hvad pressen kan tillade sig at spørge om, og hvor tæt fotograferne kan gå, bare de kommer i medierne. Deres liv er medierne og at være på. Har man været på tv, er man pludselig en mediestjerne. Se bare på Biker-Jens, Gitte Schnell, Strippertøserne, Martin og Dan og hvad de ellers hedder. De lever af medierne, og medierne lever af dem.
Ekstra Bladet har stor succes med sit nye tillæg Flimmer, der alene handler om dem. Og på B.T. går der knap en uge uden, at forsiden er plastret til med endnu en af Stripperkongens Piger, der er forsvundet i Grækenland for så i næste uge at være fundet igen af B.T. på forsiden i Grækenland.
For pressen er disse selvskabte stjerner som et slaraffenland, som de kan spørge om alt. Det kan godt være, at mediestjerne er søde og rare mennesker. Men hvad er de mere? En pose luft? Stjerner uden hjerner, der gladeligt tager nøgenbad i mediehavet. Man har intet andet at byde på end at fortælle, at man er piercet i skamlæberne og vise det frem helst i primetime eller i farver på en midterside. Man har ingen holdning til noget som helst andet, end de intriger programmerne og aviserne har være med til at opbygge. Man er opbygget af medierne og har intet andet end sit privatliv at snakke om.
Problemet er, at det har smittet af på, hvad medierne forventer af skuespillere og andre kunstnere – de rigtige stjerner. De – især de succesfulde unge fra film og teater – føler sig mere og mere på glidebane i selskab med en presse, som stiller stadig større krav. For dem er grænsen nået, hvor de synes, det handler mindre om film og forestillinger og mere om barndomstraumer og hvem, de er kæreste med.
Kunstnerne kravler højere op i elfenbenstårnet så langt væk fra Biker-Jens og almindelighederne som muligt. Ugebladene er for længst siet fra. De fleste månedsblade også. Ekstra Bladet og B.T. gøres nødigt. Og med resten herunder Politiken og Berlingske Tidende laves interview – berettiget eller ej – med stadig større angst. De er trætte af medieræset. De er bange og har mistet tilliden til pressen.
Jeg ved godt, at niveauet er påvirket af, at medierne er trængte på grund af den stadig stigende konkurrence. De kommercielle kræfter er blevet mere styrende, og der skal kort og godt sælges aviser, tv- og radioprogrammer. Og prisen er i øjeblikket en let journalistik. Derfor vil jeg ikke moralisere om medier, der løber fra deres ansvar.
Jeg beskriver bare faktum. Jeg beskriver et scenario, hvor mennesker, der virkeligt har noget at byde på, ikke længere vil stille op i medier ud over P1, Information og Weekendavisen. Mennesker, der beskæftiger sig med kunst og kultur, og som gør sig nogle tanker som rager lidt op over almindeligheder, der kunne give os andre noget at tænke over, men frivilligt holder deres kæft over for den brede offentlighed og overlader spalterne til de andre.
Jeg beskriver en fremtid, der er nu. En fremtid hvor Andy Warhols spådom om 15 minutters berømmelse til alle er gået i opfyldelse, hvis blot man krænger sine inderligste hemmeligheder ud.

af jon stephensen, kommende teaterdirektør på Aveny, journalist og “kultur-pr-mand”