search

No cheering in the press box

Når en japansk avis med et oplag på over otte millioner skriver fra FCK - Barcelona, så er kampen en mediebegivenhed. Vi sendte Klaus Holsting på tur i Parken med denne besked: Fotografer og skriv om dem, der rapporterer fra kampen.

Når en japansk avis med et oplag på over otte millioner skriver fra FCK – Barcelona, så er kampen en mediebegivenhed. Vi sendte Klaus Holsting på tur i Parken med denne besked: Fotografer og skriv om dem, der rapporterer fra kampen.

LIVE. »Men hvem skriver,« spørger jeg, da redaktøren ringer over middag. Han vil have mig til at fotografere pressen på arbejde til FC Københavns kamp mod Barcelona i Parken om få timer.
»Ja, det gør du så også,« svarer han, »vi har kun én billet«.

Sidst jeg var på arbejde i Parken, var bokseren Mike Tyson rejst helt fra Amerika for at komme over og give vores Brian et par på kassen. Associationerne er ikke gode. Uvenlige sikkerhedsvagter, øl, testosteron og tidlig deadline har aldrig været min kop te.

Men i dette tilfælde er der ikke noget at rafle om. Hvem vil ikke gerne se denne Champions League-kamp fra første parket med løn? Jeg har ikke Viasat og siger ja til opgaven – og glemmer helt at forhandle honoraret.

Jeg mener: Det er en af de største sportsbegivenheder i Danmark nogensinde. Næsten 40.000 tilskuere. 11 tv-stationer. Over 200 pressefolk. Der er kolleger fra Brasilien. Verdens næststørste avis, Asahi Shimbun fra Japan med 8,4 millioner i oplag, er her også.

Masser af medier og journalister er blevet afvist.
Men jeg er akkrediteret!


•Barcelonas spillere stiller op til fotografering, sekunder før kampen fløjtes i gang. – foto: Klaus Holsting

Det skal blive interessant at se, hvordan sportsjournalister opfører sig på pressetribunen. Hopper de rundt med armene i vejret og giver de andre sportsjournalister krammere? Eller løfter de bare et øjenbryn og noterer nøgternt målscorer og tidspunkt?

Michael Qureshi fra Sporten.dk fortæller erfarent inden kampen, at det forventes, at man forholder sig i ro. "No cheering in the press box," siger de i England. Til denne meget afgørende kamp er der måske lidt videre rammer for, hvad man kan tillade sig. Men man bør stadig optræde behersket, siger han.


Den spanske bænk. Catalunya Radio har seks hurtigtalende radiofolk i København. To af dem er kvinder. – foto: Klaus Holsting

Den overvejelse lader nu ikke til at plage de spanske radiokommentatorer. De taler i så højt tempo, at de er nødt til at være flere fra hver station om at dele tjansen.

Catalunya Radio stiller i København med ikke mindre end seks reportere, der siddende på række på skift speedkommenterer ned i nakken på Flemming Toft, som ville få ødelagt frisuren, hvis han havde en. Selv om man ikke forstår en lyd, er der ikke ret megen tvivl om, hvor sympatien er parkeret.

Desværre taler ingen af dem engelsk. Carlos Escolan fra Radio M gør et forsøg, da han i halvlegen kigger mig i øjnene; venligt stikker tommelfingeren i vejret og siger »FCK – good«. Et synspunkt, han bestemt ikke står alene med i Parken denne aften.


Carles Escolan og Ricard Torquemada fra Radio M. Der var reportere fra 15 radiostationer på pressetribunen, langt de fleste spanske. – foto: Klaus Holsting

Det er vanvittigt spændende, fornemmer jeg – med kameraet rettet mod kollegerne på pressetribunen.
Minuttet før kampen fløjtes af, styrter jeg op i lokalet, hvor der skal være pressemøde. Jeg vil være sikker på at komme ind, inden det kommer til hysteriske scener med orangeklædte vagter, som danner kæder for at holde frådende sportsjournalister i skak. Men ingen forestilling kunne være mere forkert. De næste 25 minutter kommer folk dryssende med en kop kaffe og slår sig småsludrende ned i en af de mange ledige stole. Det er nærmest hyggeligt. Og disciplineret.

Det er omvendt ikke pli, der tynger sportskoryfæernes forhold til pressen. Når sportsfolk bliver interviewet i tv efter kampen, suser de altid ud af skærmen, næsten inden de er færdige med at svare. Gad vide, hvad de har så travlt med?


Den catalanske forsvarer Carles Puyol omkranset af catalanske journalister. Der tales mest catalansk
og meget lidt engelsk i mixed zone efter kampen. – foto: Klaus Holsting

Da FCK's træner, Ståle Solbakken, træder ind i lokalet, går pressemødet i gang med det samme. Der bliver stillet et par spørgsmål fra både spanske og danske journalister. Men så rejser Ståle sig pludselig efter få minutter og forlader lokalet – mens tolken stadig er ved at oversætte til spansk. Ikke noget med 'tak for nu' – bare lige ud ad døren uden varsel.
»Det var det pressemøde,« siger min sidemand resigneret.

Minuttet efter kommer en kvindelig journalist løbende med sit Viasat-skilt flagrende om halsen og råber, om »NOGEN HAR SET CHARLES OG STÅLE«? Hun er helt vild i øjnene. Vi peger alle skyndsomt. Charles er FCK's pressechef, bliver jeg belært, mens hun spurter videre ned ad gangen …

Jeg går ned i mixed zone. Det er det afgrænsede område, hvor spillerne efter kampen fodrer pressen med citater. En ung kvindelig reporter har fået krogen i FCK's målmand, Johan Wiland.

»Havde du turdet tro på det her resultat?« spørger hun frisk.
»Du stod en pragtkamp, kan du sætte nogle ord på din præstation?«
»Hvordan føles det at have så stor opbakning?«

Jeg kan ikke høre svarene og går videre.

Michael Qureshi er godt tilfreds med aftenens resultat, 1-1.
»Det er klart, at dette resultat sælger flere aviser i morgen. På sigt vil vi prioritere Champions League højere og måske sende to-tre mand til kampene i udlandet i stedet for én,« konstaterer han med tilfredshed. Det bliver sjovere at gå på arbejde.

En journalist fra et konkurrerende formiddagsblad spørger om FCK's målscorer Claudemir var i mixed zone.
»Jeg bliver til grin i hele landet, hvis jeg er den eneste, der ikke har set ham,« siger han og skærer en fæl grimasse. Michael siger beroligende, at heller ikke han har set Claudemir efter kampen. Kollegialitet – trods vigende oplag.

Ved midnat ligner presserummet en fest, der er slut. Jeg cykler hjem i regnen, sætter mig i køkkenet og kigger mit materiale igennem.

Ved tre-tiden dumper avisen ind ad døren. Over det store billede på forsiden lyder det, at det var "den bedste kamp, der nogensinde er spillet i Parken".

Den så jeg. Med nakken til.


Lidt over midnat sender sportsfotograf Bjørn Delebekk fra norske VG de sidste billeder af den kommende norske landstræner, Ståle Solbakken, hjem til redaktionen i Norge. – foto: Klaus Holsting

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen