search

Nissen spreder forvirring

»Vi aner ikke, hvad der sker. Det spreder stor usikkerhed.« Sådan sammenfatter P1-redaktør Ruth Sperling stemningen i DR efter ledelsens skiftende signaler om DR Nyheder. Radioavisens tillidsmand mener, at generaldirektøren nu skal tie stille.

»Vi aner ikke, hvad der sker. Det spreder stor usikkerhed.« Sådan sammenfatter P1-redaktør Ruth Sperling stemningen i DR efter ledelsens skiftende signaler om DR Nyheder. Radioavisens tillidsmand mener, at generaldirektøren nu skal tie stille.

Frustrationen breder sig i Danmarks Radio, hvor medarbejderne ihærdigt forsøger at få hold på nyskabelsen DR Nyheder. »Først skal vi have et nyt og smukt nyhedshus på Rosenørns Allé. Nu ved ingen, hvor vi havner – og beslutningen om sammenlægningen er taget alligevel. Og det seneste er, at den kommende nyhedsdirektør pludselig ikke skal bestemme over magasinprogrammerne på TV-Avisen, de skal ud i licitation,« siger redaktør på P1's Orientering Ruth Sperling. »Det er ikke let at følge med«. Skal man tro signalerne fra direktionen, er alle i DR i dag glade. »Den meget positive tilslutning, planen har fået fra DRs chefer og medarbejdere, er det bedst tænkelige grundlag for det videre arbejde,« udtalte generaldirektør Christian S. Nissen til pressen umiddelbart efter bestyrelsens konfirmering af sammenlægningen af nyhedsredaktionerne. »Christian S. Nissens vurdering af, at der hersker en positiv tilslutning, er polemisk,« siger Ruth Sperling. »Orientering har fået en ordre, og DR generelt bliver jo slet ikke informeret. Vi aner ikke, hvad der sker, og det spreder en stor usikkerhed. Hele beslutningsprocessen har betydet, at der huserer rygter og dårlig energi. Vi vil gerne bidrage, men det forudsætter, at planerne ikke kommer drypvis.« Nu, da beslutningen er taget, vil Orientering i en positiv ånd forsøge at tilpasse sig, siger Ruth Sperling: »Nu må vi forsøge at få en placering i den ny organisation, hvor vi bevarer vores frihed. Og hvis udenrigsmagasinet på TV-Avisen, Horisont, skal udliciteres og derfor ikke er med i fællesskabet, hvorfor skal Orientering så være det? Vi vil blive på P1, og så kan vi samarbejde derfra.«

Nissen skal tie

Også fra Radioavisen blæser skeptiske vinde. Ikke mindst efter Christian S. Nissens udtalelse til JOURNALISTEN (se nummer 3) om, at »der vil være typer af situationer, hvor man vil sige, at den historie gemmer vi til TV-Avisen, fordi så har vi mulighed for at få en større gennemslagskraft.« Ole Corneliussen, tillidsmand og journalist på Radioavisen, mener, Christian S. Nissen bevæger sig på tynd is. »En generaldirektør, der aldrig har arbejdet på en nyhedsredaktion, skal overlade alle overvejelser om journalistikken til folk, der ved, hvad de taler om,« siger han. »Det er aftalt, at detaljerne i DR Nyheder skal planlægges på redaktionsplan. På den baggrund er det fuldstændigt ekstremt vanvittigt, at generaldirektøren melder ud om begrænsninger i den frie nyhedsstrøm,« påpeger Ole Corneliussen, der heller ikke forstår generaldirektørens forkærlighed for tv-mediet. »Det er noget sludder, at det skulle sikre en bedre gennemslagskraft at lægge historier over til TV-Avisen. Radioavisen klokken 12.00 har faktisk omkring 1 million lyttere, det er dog noget,« siger Ole Corneliussen. Christian S. Nissen har efterfølgende ryddet forsiden på DR's interne personaleblad DRåben med meddelelsen om, at JOURNALISTENs oplysninger er baseret på »en række alvorlige fordrejninger og mistolkninger«. Generaldirektøren forklarer dog ikke hvem der står for fejlene, eller hvori de består. Ligesom generaldirektøren ikke bruger spaltepladsen på at slå fast, at det er fuldstændigt udelukket, at nyheder i fremtiden strategisk holdes tilbage fra for eksempel Radioavisen. Tværtimod. Christian S. Nissen fastslår på DRåbens forside, at det »ud fra en samlet, konkret redaktionel vurdering kan give god mening at koordinere lanceringen af en nyhed og måske bringe den i TV-Avisen først«.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen