Nils har dækket touren 20 gange. Han har haft præstationsangst hver gang

”Jeg har siden 1996 fotograferet touren 20 gange, og hver gang feltet er nået i mål i Paris, har jeg lovet mig selv, at det var sidste gang. Men Tour de France går i blodet – og et år efter er jeg alligevel taget afsted igen,” fortæller Nils Mejlvang.

”Jeg vil sammenligne de tre ugers Tour de France med at dække 21 landskampe i træk, hvor begivenheden bevæger sig 200 kilometer hver dag, og tusindvis af vilde fans løber rundt inde på banen.

Så når man er pressefotograf under touren, er det at fotografere cykelløbet det mindste af det. Det er 90 procent logistik og overlevelse og 10 procent fotografi, og det er kun, fordi jeg har været med så mange år, at jeg har kunnet flytte lidt på den procentfordeling.

Når rytterne kører 200 kilometer om dagen, kan du ikke være tæt på det hele. Der kan være et styrt få meter væk, som du ikke har nogen billeder af, fordi du står et andet sted.

Du skal hele tiden skynde dig, og der er hele tiden forhindringer, for eksempel at nogle fulde mennesker blokerer dit udsyn, eller at solen står det forkerte sted på himlen.

Men det er en kæmpe triumf, når det lykkes.

Jeg har nogle gange hørt folk sige, at det var heldigt, at jeg fik et bestemt billede, men forklaringen er også, at jeg har været med så længe, at jeg har truffet 10 beslutninger i træk, som betød, at jeg var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt.

Jeg kan i hvert fald se, at når nye fotografer er med for første gang, er de helt forvirrede. De lader sig gribe af panik og løber mange forgæves kilometer.

Så når jeg har taget et godt billede, handler det ikke bare om held, men om at jeg har været tålmodig, fræk eller dygtig.

Starten er det sikreste at dække, fordi alle rytterne er samlet. Til gengæld sker der absolut ingenting. De står bare der og ligner hinanden med deres cykelbriller og hjelme. Derfor er der ikke særligt mange billeder i bogen fra startområderne, billederne er simpelthen for kedelige og ens.

Når en etape er skudt i gang, er min næste udfordring at komme ud af startbyen hurtigst muligt og finde hen til et sted på ruten (jeg typisk har researchet mig frem til på forhånd), hvor jeg kan parkere bilen og komme tæt på, når feltet suser forbi.

Nogle gange er jeg ankommet to timer før rytterne, andre gange fem minutter før, og nogle gange er jeg kommet for sent.

Når feltet har passeret, skal jeg skynde mig videre, så jeg kan nå hen til målbyen, som nogle gange ligger oppe på en bjergtop, hvor der netop denne dag er 100.000 tilskuere og afspærringer overalt – og der skal jeg frem til målområdet, inden den første rytter kører over målstregen.

I mange tilfælde er det umuligt at tage billeder både fra startbyen, fra selve etapen og fra målområdet samme dag, og det er det værste ved Tour de France, at jeg ikke kan få det hele med.

Hvis jeg ikke er med ved starten, risikerer jeg, at avisen har et fantastisk interview med en rytter, som jeg ikke har et billede af. Og hvis jeg ikke er i målområdet, risikerer jeg, at en dansker vinder etapen, uden at jeg har billedet, som skal på forsiden og i sportstillægget dagen efter.

På trods af de daglige udfordringer er der også tonsvis af positive ting at sige om Tour de France, for ellers var jeg jo ikke kommet tilbage 20 gange. Det er et kæmpe privilegium at kunne arbejde 100 procent dedikeret i en måned på én opgave og ikke have andre forpligtelser. Og det er fotografisk vildt fascinerende, at løbet rummer så store følelser.

Der er ryttere, som går helt døde på en etape, mens andre opnår triumfer, de kan leve på i resten af deres karriere. Det er et drama af så store dimensioner, at du skal søge længe efter dem, hvis du arbejder på for eksempel Christiansborg eller dækker andre sportsgrene. I indendørs sport begynder det jo ikke pludselig at regne, og hvis nogen falder, stopper man kampen.

Jeg har hvert år booket hoteller, allerede når næste års rute blev offentliggjort i efteråret, så jeg kunne bo de bedst placerede steder i forhold til startbyen og målbyen. Hvis jeg kan sove en-to timer mere hver nat end de andre fotografer, så vil det vise sig efter et par uger, at jeg har lidt flere kræfter.

Sidste års vinder, Tadej Pogačar, sprinteren Mark Cavendish og danske Jonas Vingegaard, der blev nummer to sidste år, er nogle af dem, jeg har interviewet til bogen. Jeg har også talt med Tyler Hamilton, Richard Virenque og Bjarne Riis, der alle er blevet afsløret i doping. Men jeg har ikke nogen problemer med, at ryttere, som viste sig at være dopede, er med i bogen, fordi det ikke er en bog om dopingafsløringer.

Man kunne godt lave en bog, hvor man lod, som om løbet ikke var kørt i årene med dopingafsløringerne, men det kan man jo ikke. Det er en del af Tour de Frances historie.

Af natur er jeg meget selvkritisk, og hver eneste gang jeg har dækket touren, har jeg haft præstationsangst, fordi hele Danmark hver dag kunne følge med i mit arbejde. Det var meget stressfremkaldende, at alle kunne se billederne – inklusive andre fotografer og kollegerne hjemme på redaktionen. Når noget ikke er lykkedes, har jeg altid haft lyst til at forklare hver enkelt af dem, inklusive alle abonnenterne, hvad der gik galt, og hvorfor det ikke var muligt for mig at levere billeder af alt det fantastiske, de så i fjernsynet.

Jeg har tacklet det ved at tale med kolleger, som ved, hvor svært det er at dække touren. Eller ved at sende billeder til fotografer, som kunne rose mig for billeder, der ikke kom i avisen.

Fotografen – og min nevø – Lasse Bak Mejlvang har været billedredaktør på bogen, og han har i mange år sagt, at vi skulle lave den bog. Da det så blev annonceret, at touren kommer til Danmark, sagde han: ”Så er det nu, onkel!”, og så gik vi på jagt efter de gamle billeder, og vi fandt ud af, at de var bedre, end jeg huskede dem, og at de sagtens kunne bære en bog.”

–

Nils Mejlvang har dækket touren for B.T. og Berlingske Media. Hans bog ’Le Tour’ udkommer på Gyldendal.