Til Citat – I serien Til Citat møder Journalisten en kollega og stiller tre spørgsmål: Hvorfor blev du x? Hvad er den største udfordring, branchen står over for? Og hvad er løsningen?

Hvorfor blev du journalist?
Jeg var portør på Rigshospitalet og medlem af fagforeningen Lager og Park. Da jeg skulle på en længere rejse, fik jeg kontingentfritagelse, hvis jeg skrev en artikel til deres fagblad. Artiklen handlede om tinminer i Bolivia, hvor jeg arbejdede. En fagboss fra SID blev begejstret for artiklen, så han ringede og sagde, at det ville være godt med flere journalister, som var arbejdere. Jeg kom på et kursus som forberedelse til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen. Det var meningen, at jeg skulle i praktik på Aktuelt, men der var ikke nogen praktikpladser, så jeg kom på Børsen.

Størstedelen af din karriere har du arbejdet på Børsen og Jyllands-Posten. Tror du, fagbossen fra SID ville være tilfreds med din arbejderånd?
Nu er han død for mange år siden, men han ville sikkert synes, det var fremragende, fordi jeg har været med til at hænge folk ud, som har misbrugt deres beføjelser. Det ville han synes var godt. Jeg ved heller ikke, hvor meget arbejder jeg var. Jeg kom fra et akademikerhjem og var bare portør i nogle få år.

Har du skrevet andet end erhvervsstof?
Jeg var tre måneder på Frederiksborg Amts Avis’ redaktion for Ølstykke, Slangerup og Stenløse. Min første artikel hed ’Mini-Collie fanget i hæk’ med underrubrikken ’Natteklynk holdt familie vågen’. Det synes jeg siger alt. Dér, hvor folk gerne vil have mig, og dér, hvor jeg har mine ekspertiseområder, er inden for erhvervsstof. 

Hvordan er det at være nomineret fem gange til en Cavling og ikke have vundet?
Man kan se det på to måder. Enten kan man betragte det med stor glæde, at en komite vurderer det arbejde, man har lavet, som noget af årets bedste journalistik. Eller også kan man betragte sig selv som en taber. Jeg synes psykologisk, det er meget nemt at vælge imellem de to muligheder. Jeg har i hvert fald trænet mig til at bruge den første.
Jeg væddede vin med en del folk imod mine egne chancer i år. Jeg ville have tabt 64 flasker god vin, hvis jeg havde vundet en Cavling.

Forstår folk dine artikler?
Ikke altid. Problemet med vores historier om ejendomsspekulation er, at vi skriver dem, mens det foregår, og det er svært at tegne det store billede. Man kan ikke skrive det simpelt, for så ville det ikke være rigtigt. Det er ikke ligesom politik, hvor du kan skrive næsten hvad som helst om en politiker, uden at det har konsekvenser. Bortset fra nogle enkelte undtagelser, levede historierne om ejendomsspekulation langt væk fra forsiden, og der levede de fint. Det er godt, at man kan tillade sig at skrive noget, der er vigtigt nok, selv om det er meget komplekst. Det var jo nogle sindssygt vigtige historier. Det viste sig at være baggrunden for, at Danmark fik den finanskrise, som vi fik. Til sammenligning er der i Sverige, Norge og Finland kun gået én bank ned i alt. Vi var de eneste, der skrev om det dengang.

Hvordan er dit forhold til folk, du har kritiseret?
Jeg kan næsten tale med dem alle sammen. Der var en, som lovede mig tæsk, og som jeg derfor meldte til politiet. I dag bruger jeg ham som baggrundskilde. Det kan godt være, at vi skyder dem ned, men de kan også se, at vi bagefter kigger på, hvem der var de ansvarlige banker, og forsøger at blotlægge hele sammenhængen.

Hvad er den største udfordring for journalistbranchen? 
At den skrevne presse har økonomiske vanskeligheder. Der bliver færre læsere, samtidig med at aviserne – i hvert fald endnu – er dem, der laver nyhederne. Du kan jo se det på TV Avisen, som består af små skuespil, der laves over avisernes artikler. Der er selvfølgelig undtagelser, men meget af det samfundsafdækkende og kritiske foregår i aviserne. Hvis Næsted Tidende forsvandt, ville der ikke være nogen, der interesserede sig for Næstved, medmindre der var en pædofili-sag eller en rockerkrig.

Hvad er løsningen på udfordringen?
Det er et politisk spørgsmål.

I researchen til din bog om Fritz Schur fandt du frem til, at han havde en adoptivbror. Hvordan kom du på sporet af det?
Vi fik at vide, at Schurs far nok havde været gift før og havde en søn derfra, der vist hed Martin. Først kiggede jeg på folketællinger og De Gule Sider. Dér fandt jeg ikke noget. Men i Politikens arkiv fandt jeg en Morten Schur, som søgte en penneven i 60’erne. Han boede ikke længere på adressen, men via Rigsarkivet kunne jeg finde tidligere naboer, som bekræftede, at det var Schurs adoptivsøn. Problemet var, at han var død, men jeg fandt dødsannoncen på ham i den lokale avis, og der stod sønnens navn, og han var stadig i live.

Den historie fylder ikke mere end et par sider i bogen, men det lyder, som om du har brugt flere ugers arbejde på den. Hvorfor?
Det er det, det hele handler om. Man skal prøve, til blodet springer. Det er jo væsentligt, man kommer ind i et krydsfelt med en hemmelig familie, som kan forklare, hvad der ligger bag historien.