Berlingske Tidende og Information høstede begge store erfaringer, da aviserne skiftede fra broadsheet til tabloid. Her giver de to avisers daværende chefer, Niels Lunde og Henrik Bo Nielsen, gode råd. (opdateret)
I 2006 ændrede Niels Lunde som chefredaktør på Berlingske Tidende avisens format til tabloid.
Han siger i dag, at Jyllands-Posten skal gøre sig klart, at avisen ikke skal forvente at få en varig oplagsstigning, fordi man nu går væk fra broadsheet:
»Erfaringer fra udlandet viser, at oplaget måske stiger på kort sigt, men effekten er kortvarig,« udtaler han til Journalisten.dk.
Niels Lunde vurderer dog, at formatændringen til gengæld er en oplagt mulighed for at markedsføre avisen.
»Det er et nemt signal at sende, at man skifter format. Det er sværere at markedsføre sig på, at man har nogle gode historier.«
Han peger samtidig på, at det er af stor betydning, at ledelsen har medarbejdernes opbakning til omlægningen, fordi projektet er så stort, og fordi mange afdelinger skal arbejde sammen:
»Det er vigtigt, at det bliver gjort til et offensivt projekt, ikke kun et spareprojekt – og det har JP mulighed for at gøre,« siger Niels Lunde.
Henrik Bo Nielsen var ligeledes administrerende direktør, da dagbladet Information skiftede til tabloid. Om Jyllands-Postens skifte nu siger han:
»Det var på tide. Det har godt nok taget lang tid. Jeg tror, at JPs læsere bliver glade for det, ligesom avislæsere er blevet det i resten af verden. Formatet er ganske enkelt mere praktisk.«
Henrik Bo Nielsens synspunkt støttes i øvrigt af mediabureauerne. Til Business.dk siger flere bureauchefer, at omlægningen til tabloidformat er fornuftig og absolut på tide.
»Broadsheet-formatet er forældet, brugerne vil ikke have det, og det er dyrt at lave, så jeg kan kun sige, at den her beslutning absolut ikke kommer for tidligt,« udtaler Claes Braagaard, media director hos Mediacom til websitet.
Læs også: Tabloid for læsernes skyld samt artiklen: JP skifter til tabloid.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.