Nicolai Würtz har tidligere været udviklingschef og producent hos Nordisk Film TV. Nanna Mosegaard
Produktionsselskabet STV, der er blandt Danmarks største uafhængige selskaber, får ny programdirektør i skikkelse af 45-årige Nicolai Würtz, som indtil nu har været programchef i firmaet. I den nye rolle overtager Nicolai Würtz det samlede ansvar for den danske programproduktion i STV.
Det skriver produktionsselskabet i en pressemeddelelse.
”Nicolai Würtz er en yderst kompetent og genrebred profil, som er garant for, at STV leverer kvalitetsprogrammer. Hans unikke erfaring som både udviklende og producerende tv-menneske gør, at han kan være med til at sikre, at vi i STV kan være blandt de bedste til at skabe overgangen fra salg til produktion og dermed altid levere det, vi lover vores kunder,” udtaler adm. direktør Daniel Svarts i en pressemeddelelse.
Før Nicolai Würtz tidligere i år kom til STV, har han haft ledelsesansvar som bl.a. kreativ direktør, udviklingschef og producent hos Nordisk Film TV, hvor han var med til at sælge og producere en lang række prisvindende tv-succeser som f.eks. ’Alle mod 1’, ’Vidunderbørn’, ’Knæk Cancer’ og Kim Larsen-mindekoncert.