I begyndelsen af april vandt fotograf Lasse Bak Mejlvang Informations fotopris for en række billeder blandt andet fra slumområdet Smokey Mountains i den filippinske hovedstad Manila. I februar fik han hædrende omtale Picture Of the Year International for et af billederne. Det forestiller en pige i grøn kjole, der går ned ad gaden i det ellers helt grå og sorte Smokey Mountains.

»Da jeg havde taget billedet, blev jeg så forhippet, at jeg nærmest flygtede fra stedet. Jeg skulle selvfølgelig være blevet der og spurgt hende, hvem hun var, og hvad hun hed. Det var en slags euforipanik, hvor jeg var så glad for at jeg endelig havde fået det, jeg havde ledt efter,« forklarer han.

Lasse Bak Mejlvang arrangerede selv turen til Filippinerne, mens han var i praktik på MetroXpress, og måtte bruge ferie og afspadsering for at få tid til turen.

I det seneste nummer af Journalisten kritiserede fotograferne Cathrine Ertmann og vinderen af årets pressefoto Marie Hald avisernes lave honorar for kvalitetsfotojournalistik. Men ifølge Lasse Bak Mejlvang må man som fotograf indstille sig på, at det ofte er umuligt at få fuld betaling for store fotoprojekter.

»Hvornår har folk sidst fået et halvt år betalt til at lave et projekt? Det gælder jo kun den halve procent af fotograferne, der laver kunstbøger. Hvis man følger en prostitueret i seks måneder, kan man ikke forvente at få det hele dækket,« siger Lasse Bak Mejlvang.

Han har oprindelig selv en baggrund som modefotograf, og han kunne godt mærke en kulturforskel, da han begyndte på DMJX. På fotojournalistuddannelsen i Aarhus handler det meget om at bruge en hulens masse tid på at lave projekter, der vinder priser og helst er lidt kunstneriske, forklarer han.

»Men der er jo nogle, der skal betale vores arbejde. Så for at finansiere de store projekter skal man måske bruge et par dage om ugen på at fotografere kommercielle opgaver som kataloger, modeserier, produktfotografi eller kampagner,« siger han.

Han mener, at fotograferne skal sætte sig mere ind i kundens sted.

»Vi skal tilbyde noget for kunderne, der har en værdi. Jeg kan ikke forvente at tage til Manila og tro, at jeg får 6-10 dages løn,« siger han.

Derfor prøver han at kombinere reportagerejser med kommercielle opgaver for andre kunder.

»Hvis jeg kan få 4.000 kroner for en reportage i Indien, og billetten koster 3.500 kroner, må jeg bruge noget af min ferie og lave et andet job, mens jeg er af sted. Det kan godt være, at jeg mister et par tusinde kroner, men jeg får en fed historie ud.«

Billedserien fra Smokey Mountains i den filippinske hovedstad Manila skildrer en forbrændingslosseplads, hvor der bor 5.000 familier i skidt og lort, forklarer han. Billedet af pigen er taget i en gade, hvor de brænder træ i hjemmelavede ovne og sælger det som kul.

»Når man går gennem området, svir det i øjnene, og man vil bare væk. Alligevel bor nogle af familierne lige op og ned ad deres ovn. Børnedødeligheden er vildt stor. De dør som fluer af tuberkulose og andre sygdomme.«

Turen til Filippinerne arrangerede han selv. For hvis man venter på at blive sendt ud af en organisation eller et medie, er det ikke sikkert, at det sker.

»Man skal selv rykke på det, og det kan sagtens lade sig gøre. Det behøver ikke være så skræddersyet. Brug dit eget netværk og kontakter. Man skal selvfølgelig have penge til billetten, men når man er af sted, kan man tjene penge på at lave andre opgaver.«

Hans kontakt i Filippinerne var en vens kæreste, der havde familie i Manila – en familie, han også boede hos.

»Når jeg kom hjem, måtte jeg tage mit tøj af, før jeg gik ind af døren, fordi det stank så dårligt. Ni måneder efter lugtede mit kamera stadig af forbrændingskul.«