”Jeg var desperat,” fortæller Mario Costeja Gonzalez.

Spanieren, som taler hurtigt og med en karakteristisk hæs stemme, er i dag verdenskendt som hovedperson i en af de mest kontroversielle sager om privatliv på nettet.
I 2009 var han en nærmest ukendt finansiel rådgiver for virksomheder. Hvis man gerne vil vide mere om nogen, som er nærmest ukendt, kan man starte med at google dem. Det var Mario Costeja Gonzalez’ problem.Når man googlede ham, kunne man læse, at hans hus var blevet solgt på tvangsauktion i 1998 på grund af gæld til staten.

”Det er klart, at det skadede mit arbejde som finansiel rådgiver, når det var noget af det første, som dukkede op på Google,” fortæller Mario Costeja Gonzalez.

Sagen drejer sig om blot fire linjer på side 23 i den spanske avis La Vanguardia fra 19. januar 1998, og fem linjer på side 13 i samme avis den 9. marts 1998. De i alt ni linjer optrådte i en officiel meddelelse, som staten havde indrykket i avisen. I meddelelsen oplistede de lokale myndigheder tvangsauktioner i området og nævnte navne på ejendommenes ejere. Huset blev solgt, gælden betalt, sagen lukket og glemt. Men i starten af 00’erne digitaliserede La Vanguardia sit arkiv af trykte aviser. I den forbindelse kom de to aviser fra 1998 på internettet. Når man googlede Mario Costeja Gonzalez, var links til de to gamle aviser noget af det første, der dukkede op.

En dag gjorde en kunde opmærksom på, at Mario Costeja Gonzalez måske skulle prøve at google sig selv. Kunden selv tog omtalen stille og roligt, og ifølge Mario Costeja Gonzalez var det ikke eksisterende kunder, men nye kunder, der var problemet. Han kontaktede en advokat, som afviste at føre sagen.

 

 

Måtte stave sit navn forkert på visitkortet

”Jeg fik afslag på afslag. Det var, som om jeg forsøgte at overbevise dem om, at rumvæsener findes. De forstod ikke pointen,” fortæller Mario Costeja Gonzalez.

Månederne gik, og han blev mere desperat. På et tidspunkt besluttede han at stave sit efternavn forkert på sine visitkort, så søgeresultaterne ikke dukkede op, når mulige kunder googlede ham. I stedet for Costeja skrev han Costeza (på spansk udtales det ens).

Knap 50 kilometer derfra havde jurist Joaquin Muñoz netop startet et advokatfirma med en ven. Firmaet havde virksomhedsjura som speciale, men Joaquin Muñoz havde på sin private blog skrevet et indlæg om privatliv på nettet. Under overskriften ”At slette personlige oplysninger fra Google” havde han beskrevet, hvorfor søgemaskiner var juridisk forpligtede til at fjerne links til skadelige oplysninger – ikke kun hvis de var forkerte, men også hvis de var ufuldstændige eller forældede.

”Jeg fik mange henvendelser på grund af det blogindlæg fra folk, som ville hyre mig til at få fjernet oplysninger fra Google. Jeg afviste dem, primært fordi de fleste havde gjort noget ulovligt eller uetisk, som de nu ville have slettet. Men så kom Mario,” husker Joaquin Muñoz.

”Mario havde et reelt problem, som han fortjente hjælp med. Og hans sag havde tre elementer, som gjorde, at jeg troede på, vi kunne vinde: Oplysningerne var åbenlyst forældede, de skadede hans professionelle virke, og de var blevet digitaliseret, længe efter at de havde været relevante,” fortæller Joaquin Muñoz.

Advokaten tog sagen. De to kontaktede først avisen og bad redaktionen afindeksere de pågældende sider, så de ikke dukkede op hos søgemaskiner. Det afviste avisen. Der var tale om en oplysning, som de var blevet pålagt at bringe af myndighederne, og da oplysningen desuden var sand, ville de ikke redigere arkivet. Journalisten har været i kontakt med La Vanguardia, som ikke har ønsket at lade sig interviewe.

↑ Mario Costeja Gonzalez: ”Det er klart, at det skadede mit arbejde som finansiel rådgiver, når det var noget af det første, som dukkede op på Google.” Om de ni linjer om en tvangsauktion, som den spanske stat havde indrykket i avisen La Vanguardia. ––Illustration: Morten Løfberg

Derefter kontaktede Muñoz og Costeja Google i Spanien og bad dem fjerne søgeresultatet. Det afviste Google. Med de to afslag i hånden gik Muñoz og Costeja til det spanske datatilsyn. Her afgjorde man, at avisen gik fri, men at Google skulle fjerne søgeresultaterne. Når man søgte på ”Mario Costeja Gonzalez”, skulle de to søgeresultater ikke dukke op. Det var Google uenig i, så firmaet ankede afgørelsen, som endte ved den spanske højesteret.

Men domstolen kunne ikke fælde dom, fordi EU’s regler for beskyttelse af persondata var uklare. Derfor sendte de sagen til EU-Domstolen, som skulle opklare en række spørgsmål. Kernen var: Har en EU-borger ret til at blive glemt?

Da I indledte sagen, troede du så på, at du kunne besejre Google?

”Ærligt talt: Nej. Jeg håbede, men jeg var klar over, at det ville blive meget svært,” siger Mario Costeja Gonzalez.

Hvorfor gik du så i gang?

”Jeg gjorde det ikke kun for mig selv, men også for mine børns og den næste generations skyld. Der var ingen løsning for dem, som i fremtiden ville komme i samme situation som mig.”

Advokaten Joaquin Muñoz var til gengæld håbefuld.

”Jeg var ret overbevist om, at vi ville vinde. Men jeg havde alligevel en følelse af, at sagen måske kunne vende fuldstændigt rundt på et øjeblik. Vi var jo oppe imod et af verdens største selskaber, med mange og dyre advokater og gode lobbyforbindelser til magthaverne,” siger han.

Joaquin Muñoz og Mario Costeja Gonzalez stod ikke alene, viste det sig. Alle EU-lande kan vælge at gå ind i sager ved EU-Domstolen og markere en holdning. Det gjorde fem lande i sagen: Spanien, Italien, Østrig, Polen og Grækenland. Mario Costeja Gonzalez’ fædreland, Spanien, gik ind i sagen med klar opbakning til ham: Google var ifølge Spanien underlagt EU-lovgivningen, selv om deres hovedkvarter ligger i USA, og i det konkrete tilfælde var skaden større end hensynet til både søgemaskinen og andre borgeres interesse i oplysningerne, lød det fra den spanske regering. Italien var enig.

Den østrigske og polske regering mente, at Google ganske rigtigt kunne dømmes til at fjerne søgeresultater – og dermed har ansvar for det, der dukker op i en søgning. Men i det konkrete eksempel mente Østrig og Polen ikke, at oplysningerne skulle fjernes. Grækenland gik som det eneste land ind i sagen på Googles side. Den græske regering mente ikke, at Google kunne betragtes som ”registeransvarlig”, da søgemaskinen blot er et mellemled. Den ansvarlige er hjemmesiden, som Google linker til, lød det. Her var Grækenland og Google enige.

Europa-Kommissionen, som er EU’s embedsværk og den institution i EU, som fremsætter lovforslag, indsendte også en holdning i sagen. Europa-Kommissionen var på linje med Østrig og Polen. Google kunne dømmes i den slags sager, men i dette tilfælde burde søgeresultaterne ikke fjernes.

 

↑ La Vanguardia: Sagen startede med i alt ni linjer om en tvangsauktion i 1998. Her er de pågældende sider fra den spanske avis La Vanguardia, som dukkede op på Google. Linjerne er markeret med gul. –– Foto: La Vanguardia

 

”Den mest interessante sag, jeg havde”

I starten af 2013 landede ”Mario Costeja Gonzalez vs Google Spain” på Niilo Jääskinens bord. Den finske topadvokat arbejdede dengang som generaladvokat hos EU-Domstolen. I komplicerede sager får EU-Domstolen en anbefaling fra sin generaladvokat. Han gennemgår sagen og giver en anbefaling til dom. Oftest følger domstolen generaladvokatens anbefaling, så alverdens øjne hvilede på Niilo Jääskinen og hans eksperter. Niilo Jääskinen sad på posten indtil oktober 2015. I dag er han dommer ved Finlands administrative højesteret.

”Det er den mest interessante sag, jeg havde i min seksårige periode som generaladvokat,” fortæller Niilo Jääskinen i dag.

”Sagen berørte et fuldstændigt nyt spørgsmål, som vi undersøgte grundigt i mit kabinet,” fortsætter han.

For at nå sin konklusion var den vigtigste opgave for Niilo Jääskinen at vurdere, hvordan en forældet lovgivning skulle fortolkes.

”Problemet var, at lovgivningen var skrevet før internettets gennembrud. Direktivet om databeskyttelse var fra 1995, og det passede ikke til virkeligheden. Derfor forsøgte jeg i min fortolkning at opdatere tankerne bag direktivet,” husker han.

Niilo Jääskinen noterede sig, at fem lande og Europa-Kommissionen havde en holdning til sagen, og at de fleste bakkede op om, at Google kunne dømmes til at fjerne søgeresultater.

”Jeg var overrasket over, at så få medlemsstater var til stede. Det virkede, som om landenes positioner var defineret af deres databeskyttelsesmyndigheder, og at de havde en noget ensidig tilgang, med undtagelse af Grækenland,” siger Niilo Jääskinen.

Han mener, at medlemsstaternes forskellige holdninger viser en principiel forskel på den politiske kultur mellem nationer, også internt i EU.

”Jeg kommer fra en kultur, hvor informationsfriheden vægtes meget højt. Måske var mit udgangspunkt i mindretal. Det er efterhånden kun USA, der fastholder princippet om, at lovligt indhold ikke skal fjernes fra internettet,” siger han.

 

 

Ingen ret til at blive glemt i USA

George Brock er forfatter til bogen ’The Right to Be Forgotten’ (2016), hvor han beskriver Google-sagen og dens konsekvenser. Brock, der er tidligere leder af journalistlinjen på City University i London og i dag underviser samme sted, hæfter sig også ved de nationale forskelle internt i EU. Når det handler om balancen mellem informationsfrihed og privatliv, læner lande som Tyskland, Spanien og Frankrig sig i retning af, at privatlivet vejer tungest. Omvendt læner eksempelvis Sverige og Storbritannien sig i retning af informationsfriheden. I USA er informationsfriheden nærmest hellig.

”Styrken i The First Amendment i den amerikanske forfatning (som forbyder begrænsninger af ytrings- og pressefriheden), samt fraværet af konkret beskyttelse af privatlivet i samme forfatning, har (i USA, red.) gjort privatlivets fred sværere at regulere,” skriver George Brock i sin bog.

Selv om landene internt er uenige, vinder databeskyttelsen samlet set i EU-lovgivningen, vurderer Niilo Jääskinen.

Hvis man ser på EU’s juridiske grundlag, står databeskyttelse så stærkere end informationsfrihed?

”Hvis man sammenligner de to, så ja. Personlig data og privatliv er meget stærkt beskyttet i EU’s charter for fundamentale rettigheder,” sammenfatter Niilo Jääskinen.

”Jeg vaklede, da generaladvokatens udtalelse kom”

Generaladvokaten brugte to måneder på at undersøge sagen. Den 25. juni 2013 fremlagde Niilo Jääskinen sin anbefaling. Han gav Mario Costeja Gonzalez medhold i, at Google er omfattet af europæisk lovgivning, selv om selskabets hovedkvarter er placeret i USA. Men Niilo Jääskinen afviste, at Google kan stilles til ansvar for indhold, som dukker op i søgeresultater.

”Levering af et søgeværktøj indebærer nemlig ikke nogen som helst kontrol over indholdet af tredjemands websites,” lød det i generaladvokatens udtalelse.

Niilo Jääskinen afviste også, at der er lovhjemmel til at indføre en ”ret til at blive glemt”. Generaladvokaten vurderede, at man skal have en ”vægtig legitim grund” til at få fjernet oplysninger om sig selv fra internettet, og at Mario Costeja Gonzalez ikke havde en sådan.

”Generaladvokaten finder (…), at en subjektiv præference alene ikke er det samme som en vægtig legitim grund, og direktivet giver derfor ikke en person ret til at begrænse eller forhindre udbredelse af personoplysninger, som denne finder er skadelige eller i strid med hans interesser,” lød det.

Kort sagt: Niilo Jääskinen anbefalede EU-Domstolen at afvise Mario Costeja Gonzalez’ krav.

”Jeg må indrømme, at jeg vaklede, da generaladvokatens udtalelse kom. Måske ville vi tabe det hele. I langt de fleste tilfælde følger dommerne jo generaladvokatens anbefaling,” siger Joaquin Muñoz.

Men efter generaladvokatens anbefaling fulgte tavshed. Usædvanligt lang tavshed. Dommerne brugte næsten et år på at votere og diskutere sagen, før de fældede dom.

↑ Advokat Joaquin Muñoz førte Mario Costeja Gonzalez' sag mod Google. ”Jeg var ret overbevist om, at vi ville vinde. Men jeg havde alligevel en følelse af, at sagen måske kunne vende fuldstændigt rundt på et øjeblik. Vi var jo oppe imod et af verdens største selskaber, med mange og dyre advokater og gode lobbyforbindelser til magthaverne,” siger han. ––Illustration: Morten Løfberg

 

Dommen faldt 13. maj 2014.

”Vi havde ikke råd til at sende mig til Luxembourg, så da dommen faldt, sad jeg hjemme på kontoret og klikkede ”refresh” på domstolens hjemmeside igen og igen. Så ringede telefonen,” husker Joaquin Muñoz.

Det var en spansk radiojournalist, som ringede fra retslokalet i Luxembourg, husker Joaquin Muñoz. ”I vandt,” sagde journalisten. ”Vi vandt hvad?” spurgte advokaten, for dommerne skulle forholde sig til ni punkter.

”Det hele!” svarede journalisten.

Fem år efter at sagen startede på det lille advokatkontor, var den nu vundet. Google tabte på alle centrale punkter. EU-Domstolen fastslog, at EU-borgere har det, der hurtigt blev døbt ”en ret til at blive glemt”. Hvis den ikke skal gælde, skal der være ”særlige grunde” til det.

”Disse rettigheder (går) i princippet forud for ikke blot søgemaskineudbyderens økonomiske interesse, men også for offentlighedens interesse i at få adgang til nævnte oplysning ved en søgning på denne persons navn,” fastslår EU-Domstolen og tilføjer, at dette ikke gælder, hvis der er ”særlige grunde, såsom den rolle, som nævnte person har i det offentlige liv”.

”Alt gik som forventet,” griner Joaquin Muñoz i dag.

Den dag fik han 175 opkald fra journalister.

”Journalister ringede fra lande, jeg aldrig havde hørt om før,” tilføjer Mario Costeja Gonzalez, som ikke har tal på, hvor mange han talte med.

”Jeg kan huske, at jeg blev overvældet af glæde. Det føltes som en milepæl, et livsmål, som blev nået. Jeg følte, at jeg havde åbnet en dør for masser af andre borgere,” tilføjer han.

Dommen har skabt en uafklaret situation

Niilo Jääskinen understreger, at han udmærket forstår EU-Domstolens dom, selv om dommerne altså var uenige med ham.

Blev du overrasket, da dommen faldt?

”Tjah,” siger Niilo Jääskinen og smågriner. ”Hvis dommen var faldet hurtigt efter min anbefaling, ville jeg være overrasket. Men der gik usædvanligt lang tid, så jeg havde det på fornemmelsen.”

Når Niilo Jääskinen i dag ser tilbage på dommen, anerkender han dommernes grundighed:

”Jeg tror faktisk, dommen var mere gennemtænkt end min anbefaling. Med det, vi ved i dag om overvågning og databeskyttelse på internettet, har dommen lagt et bedre fundament for debatten og ny lovgivning. Men det er min vurdering, at sagen har skabt en uafklaret situation. De nationale domstole har svært ved at balancere rettighederne, og de når forskellige resultater. Derfor er der brug for, at EU-Domstolen forholder sig til flere lignende sager og præciserer fortolkningen.”

Du kaldte det ”den mest interessante sag”, du arbejdede med i hele din periode som generaladvokat. Hvorfor?

”Fordi dommen har seriøse konsekvenser. Google er efter dommen blevet den vigtigste databeskyttelsesautoritet. Det er en opsigtsvækkende procedure, fordi Google træffer afgørelse, uden at hverken udgiveren af indholdet eller de brugere, som ikke længere har adgang til det, bliver hørt,” siger Niilo Jääskinen.

”Fra et mere generelt perspektiv er det også en opsigtsvækkende dom. Princippet bag dommen er jo liberale demokratiers opgør med det frie internet. Man fastslår, at det bør være muligt at få fjernet lovlige oplysninger fra internettet. Det gør serviceudbydere som Google sårbare for lignende henvendelser fra regeringer med andre styreformer, som Rusland og Tyrkiet. EU kan ikke længere sige til regeringer, at det er forkert at undertrykke lovlige oplysninger på internettet, for det gør man selv.”

Hvad mener du med, at Google nu er den stærkeste datakontrollør?

”Google har haft en respektfuld tilgang til dommen. De har hurtigt og effektivt opstillet retningslinjer og et internt system for at håndtere henvendelser. Problemet er, at der er meget lidt åbenhed om, hvordan sager vurderes og afgøres. Det er hundredtusindvis af juridiske afgørelser, som bliver truffet, uden at vi ved hvordan, og uden at de passerer en domstol eller myndighed. Google siger selv, at de er tilbøjelige til ikke at fjerne oplysninger. Vi kender ikke proceduren, men resultatet er, at over 40 procent af henvendelser ender med, at Google fjerner søgeresultatet.”

Havde du disse principielle overvejelser for øje, allerede da du lavede din udtalelse?

”Ja, bestemt. Derfor var det en meget kompliceret proces,” siger Niilo Jääskinen.

 

 

Google fjerner 2.000 søgeresultater hver dag

Hos Google var man forberedt på dommen uanset udfaldet. Derfor blev den også modtaget med diplomatisk ro og forståelse, selv om søgegiganten gjorde det klart i medierne, at man var uenig i dommernes fortolkning af lovgivningen.

”Når det er sagt, vil vi naturligvis respektere domstolens autoritet og gør vores bedste for at efterleve dommen hurtigt og ansvarligt,” fastslog Google i et blogindlæg den 11. juni 2014.

Google nedsatte et råd af eksperter, der udarbejdede retningslinjer, som virksomheden siden har lagt til grund, når borgere beder om at få fjernet søgeresultater. Google vurderer hvert eksempel, og hvis søgeresultatet fjernes, sender Google en orientering til den hjemmeside, der blev linket til. Det fremgår ikke, hvad der er fjernet, eller hvem der har klaget. Hvis Google giver afslag, kan klageren tage sagen videre til myndigheder og domstole. Og der er mange, som har henvendt sig. Ud over de cirka 800.000 søgeresultater, der er fjernet i skrivende stund, vokser tallet med cirka 2.000 hver dag, viser de seneste tal fra Googles hjemmeside.

Joaquin Muñoz roser Google for at acceptere nederlaget og anerkende dommen.

”Google har været både grundig og hurtig til at tilpasse sine søgeresultater efter dommen. De har sat et system op, som sikrer en god balance mellem retten til information og retten til privatliv. Jeg er bekendt med flere sager, hvor eksempelvis terrorister og pædofile har fået afslag, fordi oplysninger om dem har offentlighedens interesse.”

Google ønsker ikke at lade sig interviewe om sagen, oplyser international talsmand Al Verney.

↑ Niilo Jääskinen: ”Det er den mest interessante sag, jeg havde i min seksårige periode som generaladvokat.” Niilo Jääskinen er tidligere generaladvokat hos EU-Domstolen. ––Illustration: Morten Løfberg

 

”Retten til at blive glemt” handler om en af de vigtigste principielle diskussioner om privatlivet i internettets tid, mener docent i mediejura på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Vibeke Borberg.

Hun har fulgt både Google-sagen og andre sager. Borberg understreger, at dommen er ”meget vidtgående”.

”Denne dom kan godt gøre lidt ondt på os jurister, fordi der intet var galt med oplysningerne. De var hverken injurierende eller stærkt private. Der var tale om almindelig offentlig information om en tvangsauktion, og oplysningerne var korrekte. Problemet var, at oplysningerne var gamle og generende. Derfor griber dommen ind i informationsfriheden,” forklarer hun.

Alligevel mener Vibeke Borberg, at dommen er gennemtænkt og gennemarbejdet.

”Domstolen havde et regulært problem med at balancere informationsfrihed og databeskyttelse. Det har de løst på en ret smart måde. Domstolen har indført en slags differentieret persondata-ansvar: En artikel kan godt være lovlig, selv om det er retsstridigt, at den optræder i søgeresultaterne, når man søger på et navn.”

En ny menneskerettighed

I 2018 træder EU’s nye persondataforordning i kraft, som erstatter persondatadirektivet fra 1995. Den kommende EU-forordning knæsætter ”retten til at blive glemt” og uddyber principperne for fjernelse af oplysninger på internettet. Vibeke Borberg peger dog på, at forordningen har en klar undtagelse for ytrings- og informationsfrihed. En undtagelse, som ikke stod i det gamle direktiv.
”Det kan betyde, at informationsfriheden vejes lidt tungere nu end før. Men det er op til domstolen at afgøre, for samtidig står der i forordningen, at der skal være tale om "nødvendige” oplysninger.”

”Retten til at blive glemt” har mange kritikere. En af de mest markante er den internationale pressefrihedsorganisation Committee to Protect Journalists (CPJ) med base i USA.

”Dette er frontlinjen i en krig, som handler om internettets fremtid,” siger Courtney Radsch, organisationens advocacy-chef.

CPJ kritiserer den europæiske ”ret til at blive glemt” for at skabe problemer for ytrings- og informationsfriheden i hele verden.

”Det stod klart, at dommen var problematisk, straks efter at den var fældet. Man havde ikke klart defineret, hvad ”retten til at blive glemt” er, og hvordan den skal fortolkes. Samtidig etablerede dommen en helt ny menneskerettighed, som ikke er nævnt i noget charter, nogen traktater eller konventioner,” siger Courtney Radsch.

CPJ mener også, at dommen overlader alt for megen magt til private virksomheder som Google, når søgegiganten nu er blevet dommer i hundredtusindvis af sager om privatliv over for informationsfrihed. Kun hvis klageren er utilfreds, vil sagen skulle behandles af en myndighed, ellers foregår behandlingen af en klagesag i Googles system for lukkede døre.

”Det er en farlig tendens, at man på den måde privatiserer censur. Man overlader det til en privat virksomhed at fortolke reglerne og træffe beslutninger, som er vigtige for demokratiet, uden åbenhed eller myndighedskontrol.”

Ifølge Courtney Radsch har CPJ registreret en række eksempler i ikke-demokratiske lande, hvor ”retten til at blive glemt” forsøges misbrugt.

”Vi har desværre set eksempler i Latinamerika og Mellemøsten, hvor ”retten til at blive glemt” bliver misbrugt af magthaverne til at skjule deres fortid. EU har sat en farlig præcedens med dommen, fordi det er så løst defineret, hvordan denne nye rettighed skal fortolkes,” siger hun.

George Brock, forfatteren til bogen ’The Right to Be Forgotten’, er også skeptisk over for dommen. Men han fastslår, at dommen tildeler forskellige rettigheder til medier og søgemaskiner.

”Sagen var banebrydende, fordi den adskilte de rettigheder, der gælder for en journalistisk organisation (her La Vanguardia) fra søgemaskiner. Dommen kan gøre noget journalistisk rapportering sværere, fordi nogle oplysninger ikke er tilgængelige i søgninger, men på den lange bane bliver journalisters arbejde mere betydningsfuldt. De arkiver, som journalister producerer, vil nu komme til at rumme oplysninger, som befolkningen ellers ikke kan få fra søgemaskiner,” siger han.

↑ Courtney Radsch: ”Det er en farlig tendens, at man på den måde privatiserer censur. Man overlader det til en privat virksomhed at fortolke reglerne og træffe beslutninger, som er vigtige for demokratiet, uden åbenhed eller myndighedskontrol.” Courtney Radsch er advocacy-chef ved Committee to Protect Journalists (CPJ). ––Illustration: Morten Løfberg

 

I Dansk Journalistforbund er formand Lars Werge i tvivl. Han mener, ”retten til at blive glemt” er principielt rigtig, men at søgeresultaterne i den konkrete sag om Mario Costeja Gonzalez ikke burde være fjernet.

”Hvis han havde været pedel på en skole, så var det en anden sag. Men når han på det tidspunkt rådgiver virksomheder om deres økonomi, så synes jeg faktisk, det er en væsentlig oplysning for potentielle kunder, at han personligt har haft den sag. Hvis det er ude af verden, må han forklare det for kunderne,” siger Lars Werge.

”Som journalistforbund har vi en grundlæggende mistro, når folk forsøger at ændre historien. Især når der er tale om oplysninger, som ikke er faktuelt forkerte,” fortsætter han.

I Danmark er der fjernet 9.000 søgeresultater, og også i Danmark er det cirka 45 procent af alle anmodninger, som imødekommes af Google.

”Hold da kæft. Det overrasker mig meget, at tallene er så høje,” siger Lars Werge.

Han mener ikke, at dommen og sagen har fået megen opmærksomhed af Dansk Journalistforbund, eller for den sags skyld af det internationale forbund IFJ eller af det europæiske forbund EFJ.

”Jeg kan ikke huske, om det overhovedet har været diskuteret i IFJ eller EFJ, det har i hvert fald ikke været på møder, hvor jeg deltog. I DJ har vi kun diskuteret det i mediepolitisk udvalg, og jeg husker det mere som en orientering end en reel debat.”

 

 

”Ret til at blive glemt” er nu en presseetisk regel herhjemme

I 2013 blev de danske presseetiske regler lavet om af Dansk Journalistforbund og Danske Medier. Her blev en ”ret til at blive glemt” skrevet ind som et princip, som medierne skal overholde. Hvis en person – for eksempel en kilde – beder et medie om at fjerne personlige oplysninger fra en artikel hos et netmedie, skal redaktøren afveje oplysningernes skadevirkning over for deres publicistiske og historiske værdi. Hvis skaden vejer tungest, har personen en ret til at blive glemt. Det kan ske ved at anonymisere, ved at skjule artiklen for søgemaskiner eller i særligt grelle tilfælde ved helt at slette artiklen.

Lars Werge ville foretrække den danske model frem for den model, der nu gælder ved domstolene. I så fald ville det være op til La Vanguardia at vurdere, om Mario Costejo har ret til at blive glemt. Hvis La Vanguardia afslog, ville det i den danske model være en sag for Pressenævnet, ikke for domstolene.

”Men det er nok op ad bakke at tro, at Spanien, Frankrig eller EU vil indføre noget tilsvarende,” siger formanden.

Skal retten til at blive gemt gælde for hele verden?

Siden EU-dommen har der været en række principielle sager, hvor nationale domstole i forskellige EU-lande har afgjort konkrete sager om retten til at blive glemt. Der er stor forskel på, hvordan de fortolker reglerne. Men en særlig sag har alles opmærksomhed lige nu. Den udgår fra Frankrig og er afgørende, fordi den handler om, hvorvidt ”retten til at blive glemt” skal udvides fra Europa til hele verden.

I Frankrig har Google fået en bøde på 100.000 euro af det franske datatilsyn. Årsagen er, at Google kun fjerner søgeresultaterne i Europa, men lader dem stå i resten af verden. Det overholder ifølge Frankrig ikke ”retten til at blive glemt”. Omvendt mener Google, at det må være op til hvert enkelt land at bestemme, hvad landets borgere må kunne finde, når de googler. [quote:4]

”I løbet af de seneste 18 måneder har vi forsvaret idéen om, at hvert enkelt land bør være i stand til at balancere ytringsfrihed og privatliv på den måde, man selv ønsker det, og ikke på en måde, som et andet land vælger,” skriver Googles ’global privacy counsel’ Peter Fleischer i en mail til Journalisten.

Sagen er på vej til EU-Domstolen, som dermed igen bliver den magtfulde spiller, som afgør spørgsmålet. En række iagttagere mener, at den franske sag kan blive lige så betydningsfuld for internettets fremtid, som den spanske sag blev. Den tidligere generaladvokat Niilo Jääskinen mener, den franske sag rummer ”stærke principper, som kolliderer”.

”Jeg har ikke en holdning, og hvis jeg havde, ville jeg ikke sige det. Men den franske sag er afgørende for internettets fremtid: Kan ét land bestemme, hvad et andet lands befolkning må se på internettet?” spørger han.

Mario, der ville glemmes, blev verdenskendt

Hos Committee to Protect Journalists siger advocacy-chef Courtney Radsch, at sagen viser de principielle problemer, som ”retten til at blive glemt” medfører.

”Hvad gør vi, når lande, som ikke har demokratisk kontrol ligesom Frankrig eller Canada, kræver, at Google fjerner indhold under ”retten til at blive glemt”? Skal Tyrkiet have lov at bestemme, hvad franske borgere må finde på nettet?” spørger hun.

Og hvad sker der så, hvis du googler Mario Costeja Gonzalez i dag? Over 22.000 søgeresultater dukker op, og langt de fleste handler om sagen mod Google. De fleste artikler og indlæg nævner den skæbnesvangre tvangsauktion i 1998, som startede lavinen. Mario Costeja Gonzalez har overvejet paradokset. Han brugte fem år på en retssag, som skulle fjerne en oplysning, der nu er overalt.
”Da sagen kom til EU-Domstolen, vidste vi godt, at den ville få omtale. Jeg besluttede på det tidspunkt, at det alligevel var det værd. Jeg fører ikke så meget sagen for min skyld som for den næste generations. Det er en omkostning, men jeg synes stadig, det var det værd,” siger han.

Mario Costeja Gonzalez’ firma gik konkurs i finanskrisen. I dag er han vendt tilbage til sin gamle metier som håndskrifts­ekspert og er desuden konsulent i digitalt privatliv. Joaquin Muñoz rejste verden rundt og holdt oplæg om ”retten til at blive glemt”, men først for et år siden forlod han sit lille advokatfirma. Han arbejder i et internationalt firma, hvor han skal udvikle afdelingen for digital ophavsret med fokus på Latinamerika.