Millionbesparelserne efter dagbladet Politikens oplagsdyk får som første konsekvens, at ni medarbejdere forlader avisen med en frivillig fratrædelsesordning og en pose penge i hånden.
Det rækker dog ifølge Journalistens oplysninger ikke til at finde alle de varslede omtrent 14 millioner kroner på redaktionens budget og de 6 millioner på administrationens.
Onsdag klokken 11.00 bliver medarbejderne orienteret om resultatet af forhandlingerne mellem chefredaktionen og medarbejderrepræsentanterne. Her vil rammerne for de øvrige besparelser blive skitseret. Planerne kan udløse et fagligt møde blandt medarbejderne.
Stemningen blandt medarbejderne er præget af, at chefredaktionen har sendt avisen gennem flere redaktionelle omlægninger, uden at det har bremset læsernes vandring mod gratisaviserne. Blandt andet er opinionsstoffet blevet prioriteret op, hvilket har udløst intern kritik.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra chefredaktør Tøger Seidenfaden.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.