Ni fyret på Politikens Forlag

Et skrantende bogmarked får nu Politikens Forlag til at svinge sparekniven. Det kommer til at koste ni medarbejdere deres job, og fremover bliver der færre udgivelser fra forlaget.

Et skrantende bogmarked får nu Politikens Forlag til at svinge sparekniven. Det kommer til at koste ni medarbejdere deres job, og fremover bliver der færre udgivelser fra forlaget.

Dårlige konjunkturer, manglende købelyst, bøgernes kortere levetid og bestsellernes dominans på bekostning af andre udgivelser. Det er de grunde, administrerende direktør Karsten Blauert lister op, når han skal forklare, hvorfor Politikens forlag nu er nødt til at afskedige ni medarbejdere.

»Forlaget har en enestående god markedsposition med gode bestsellere, men der sker i øjeblikket en række forandringer i bogmarkedet, der gør, at vi vil reagere, før det er for sent,« siger Karsten Blauert til sitet bogmarkedet.dk.

Forlaget var ellers en af de forretninger, som ifølge koncernchef Lars Munch bidrog til, at JP/Politikens Hus sidste år kunne præstere et overskud på 239 millioner kroner.

Fyringerne sker i forbindelse med en større omstrukturering, hvor alle redaktioner samles i to – en for fiktion og en for non-fiktion. I dag består forlaget af fem redaktioner ud over de administrative afdelinger.
Besparelserne betyder også, at der vil komme færre udgivelser.

»Vi vil satse på færre titler end tidligere og forsøge at få mere ud af dem, vi så udgiver. Særligt de smalle titler har det svært, og det tager vi konsekvensen af, så fremover vil vi udgive færre smalle titler,« siger Blauert til bogmarkedet.dk.

Han vil ikke uddybe, hvem de fyrede er, eller garantere, at der ikke kommer flere nedskæringer i den nærmeste fremtid.

Politikens Forlag vil efter fyringsrunden have 54 ansatte. DJ har pt. 7 medlemmer blandt de ansatte.

0 Kommentarer