search

Ni års tab lukker lokalavis

Tidningen Rosengård blev startet for at give bydelen med samme navn en egen avis og for at give udgiveren erfaring med lokaljournalistik. Erfaring har man fået, men nu er det snart slut med avisen.

Avisen er blevet hustandsomdelt i ni år i en del af Malmö, hvor 70 procent af indbyggerne har en anden baggrund end svensk, og hvor man ellers ikke kender gratisomdelte distriktsblade som i Danmark.

Der var fire oprindelige mål for udgivelsen. Tre af dem har man ikke nået: Rosengård skulle øge interessen for den store daglige betalingsavis Sydsvenska Dagbladet. Det kan ikke ses på hovedavisens oplag.

Rosengård skulle give overskud. Det er ikke tilfældet, annoncerne dækker trykning og papir, ikke de redaktionelle omkostninger.

Rosengård skulle give Sydsvenskan erfaring med bydelsjournalistik til brug i andre dele af Malmö. Erfaringen har man fået, men der er ikke kommet nogen opfølgning i andre bydele.

"Så var der det altruistiske motiv; man ville give folk i Rosen-gård noget. Og det mener jeg, at vi lykkes med. Avisen er bedre for bydelen end for udgiveren," siger redaktøren Anders Ljungberg.

Om ikke så længe er det historie.

 

Ikke mere et alibi
Avisen Rosengård lukker en gang i det kommende år. Men Sydsvenska Dagbladet vil, ifølge chefredaktør Hans Månson, beholde redaktionen i bydelen.

"Avisen har som sådan udspillet sin rolle. I dag bor og arbejder indvandrere over hele Malmö. Spørgsmålet er så, om vi ikke bidrager til at konservere integrationen ved at udgive avisen som en slags alibi," siger han.

Beslutningen om at lukke avisen kommer ikke helt bag på Anders Ljungberg og Kalle Kniivistä, som udgør den samlede redaktion.

"Vi er jo ansatte på Sydsvenskan. Det er ikke os, det går ud over. Men folk i Rosengård får ikke gavn af, at vores erfaringer bliver udnyttet i Sydsvenskan. Det er ikke den, de læser," siger Anders Ljungberg.

Ansvarshavende chefredaktør, Hans Månson, siger, at Sydsvenska Dagbladets udgivelse af Rosengård har givet bladhuset viden og erfaring.

Det tror Anders Ljungberg og Kalle Kniivistä gerne, men de konstaterer også:

"Ingen af dem, som har arbejdet her, er havnet i ledende stillinger på centralredaktionen bagefter."

 

Det vanskelige navnestof
For nu at blive lidt ved det vanskelige: "Mange mennesker i Rosengård har ikke kun problemer med sproget. De nærer også stor mistænksomhed mod medier. Noget af de værste, man kan gøre, er at sige, hvad man mener offentligt. Det kommer der aldrig noget godt ud af. Som journalist bliver man derfor enormt afhængig af personlige kontakter for at finde sine historier," siger Anders Ljungberg.

Han kan også fortælle om mislykkede forsøg på at få fat i noget så banalt som navnestoffet.

"Man fejrer slet ikke fødselsdage, og hvis vi ikke havde haft redaktionen lige ved siden af en barnevognsforretning, så havde vi aldrig fået fat i forældrene til de nyfødte."

Men der er også andre sider: Emnebredden, relevansen for dem, man skriver om, det store ansvar.

 

Det store ansvar
Det kan handle om familien, som bliver smidt på gaden, fordi man ikke har betalt husleje til tiden og ikke forstod, hvad det indebærer, at man skulle "bestride" udlejerens krav inden for ti dage.

Det kan være afghaneren, som ikke kan blive svensk statsborger, fordi de eneste papirer, han har, blev udstedt af det ikke-anerkendte Taliban-regime.

Det er historier, som kan ligne andre avishistorier om borgere i klemme, men hvor følgerne bliver så meget større, når man ikke aner, hvad myndighederne siger og skriver.

Tidningen Rosengård bliver ikke skrevet på "let svensk" eller med oversættelser i særlige spalter.

"Sprogene er alt for mange. Og så er svensk fællesnævneren," siger Hans Månson.

Men Anders Ljungberg siger, at han er lidt ekstra omhyggelig, når han skriver faktabokse om love og regler, og hvordan de skal fortolkes.

 

Journalistikkens grænser
Avisen Rosengård er tidligere af andre journalister blevet beskyldt for at male et lidt rosenrødt billede af bydelen som for at kompensere for dens ry som problemområde:

"Ikke mere, det ville kun være kikset. Vi skriver for dem, som bor her, de ved jo, hvordan det er," siger Kalle Kniivistä.

Det betyder også, at der er langt mellem tekster på melodien hvor-er-det-dejligt-at-vi-har-fået-så-mange-spændende-krydderier-til-det-kedelige-svenske-køkken.

"Det er ikke vor opgave at fortælle folk, hvad de spiser. Det ved de udmærket godt i forvejen. Vi laver en nyhedsavis om det, som sker i området, så enkelt er det," siger Anders Ljungberg, som ser på redaktørskabet for Rosengård som den mest spændende journalistiske opgave, han har haft.

Men han har også fundet andre slags grænser:

"Der findes et liv i Rosengårds forskellige grupper og samfund, som man ikke kan kortlægge som journalist. Hvad folk tænker, hvilke strategier man har, hvad det vil sige at være somalier, bosnier, iraker i Malmö. Det er fortællin-ger, som ikke lader sig fange med almindelig journalistik. De fortællinger venter på deres forfatter, som er vokset op her," siger Anders Ljungberg.

Læs også: Når avisen ikke vedkommer Muhammed

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen