Det amerikanske magasin fortsætter med at tabe penge, og nu har dets ejer, The Washington Post Co., sat Newsweek til salg. En blogger fra Poynter udpeger 3 mulige købere.
Efter flere års nedtur og absolut ingen udsigt til igen at kunne tjene penge på bladet, forsøger Washington Post Company nu at gennemføre et hurtigt salg af det verdenskendte magasin.
Newsweek – der blandt andet konkurrerer med ugemagasinet the Time, the Economist og senest også den nye opkomling The Week – er gået voldsomt tilbage. I fjor faldt oplaget til 1,5 mio. eksemplarer om ugen mod tidligere 2,6 mio. Samtidig faldt indtjeningen med 27 pct. gennem 2009 – værst i årets sidste kvartal (30 pct.). Det betød et tab på 29,3 mio. dollar mod 16,1 mio. dollar i 2008. Og en logisk konsekvens var derfor adskillige fyringer.
Det er dog ikke ligetil at finde en køber. Det går nemlig heller ikke specielt godt for de øvrige ugemagasiner, som mister læsere til internettet.
Medieanalytiker og blogger ved the Poynter Institute, Rick Edmonds, kommer dog i dag med 3 bud på, hvad der kan ske med Newsweeek.
Umiddelbart udelukker Edmonds ikke et salg af Newsweek til en anden medievirksomhed. Også selv om magasinet nærmest betragtes som værdiløst. Visse mediehuse kunne nemlig have fordel af at udvide deres portefølje og bruge Newsweek som en slags ekstra branding – sådan som det skete, da Bloomberg købte Business Week for stort set ingenting i oktober sidste år. Ja rent faktisk kunne Bloomberg være en mulighed.
En anden mulighed, noterer Poynters blogger, er at finde en gruppe af investorer, som deler Newsweek-redaktørens redaktionelle visioner. Men det er nok tvivlsomt, da udsigten til at komme til at tjene penge igen på Newsweek synes rimelig håbløs.
Endelig er det muligt, at der dukker en såkaldt "ego buyer" op. Atlså en person, som er villig til at bruge en formue på Newsweek blot for at kunne bryste sig af at være ejer af det højtprofilerede magasin. Noget lignende er allerede set med New York Daily News samt U.S. News & World Report, som blev overtaget af ejendoms-mogulen Morton Zuckerman.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.