Newspaq har sammen med BNB fra Berlingske Media meldt sig ind i konkurrencen om at tage kunder fra Ritzau. Men prisen er ikke guldrandet, vurderer chefredaktøren.
Telegram-krigen raser, og med tre bureauer på banen er spørgsmålet, om det vil udvikle sig til endnu et opslidningsslag mellem store mediehuse, hvor nyhederne i sidste ende taber i kvalitet, fordi prisen er presset i bund, og der ikke er journalister nok ansat. Sikkert er det: Vinderne af telegramkrigen kommer næppe til at løfte mange guldbarrer:
»Det har ikke været en god forretning at drive Ritzau og jeg tror heller ikke BNB bliver en god forretning. Det har heller aldrig været let for os. Du bliver ikke rig selv, om du vinder markedet. Der er ingen pengeko at malke, sådan som bladhusene troede, gratisaviserne var,« siger Kristoffer Gravgaard, direktør og chefredaktør for Newspaq.
I den skærpede konkurrence om nyhedsovervågning ser Kristoffer Gravgaard Newspaq som den friske og uafhængige fornyer:
»Der er tre store bureauer. Berlingske Nyhedsbureau er bundet op til Berlingske Media og deres allierede, Ritzau er på samme måde bundet op på ejerkredsen og kunderne. Og så ligger Newspaq som de frie, der henvender sig til de nyere medier, der ikke har en lang tradition for statsstøtte, men er mindre og mere kommercielle,« siger han og forsøger med de ord at appellere til en udvidet kundekreds, der kan supplere de nuværende, der blandt andet omfatter TV3 tekst-tv, Avisen.dk, en stribe lytterstærke lokalradioer i Danmark samt sites som Newsbreak og Den Korte Avis.
Telegramkrigen raser: Berlingske Media har etableret Berlingske Nyhedsbureau BNB, der høster roser fra alliancepartneren og kunden JydskeVestkysten. Ritzau er hurtigst på de historier Journalisten i sin nyhedstest har set på – men BNB har varslet at tempoet skal sættes op. Samtidig har Newspaq klaget til Ombudsmanden over at Ritzau opnår unfair fordele fra fx kilder i ministerierne.
Kristoffer Gravgaard mener – hen over uenighederne – at konkurrencen samlet styrker nyhedsformidlingen.
»Det er en skærpet indholdskonkurrence mellem os tre og netaviserne. Det er en supergod konkurrence. Vi bliver bedre til at forudse, hvad der sker,« siger Kristoffer Gravgaard.
Når Kristoffer Gravgaard skal beskrive det produkt Newspaq – ejer af A-pressen – leverer, lyder det umiddelbart meget lig den vare, som Ritzau har raffineret siden 1864, men som både Newspaq og Berlingske Nyhedsbureau – BNB – nu også gerne vil tjene penge på:
»Vores vigtigste produkt er nyheder, hvor vi vil være hurtigst og bedst til at faktatjekke ind- og udland og få historierne ud til brugerne. Det handler om at have fokus. Bearbejde kilderne og have systematisk kildearkiv. Vi har et arbejdsmiljø, hvor de ansatte smider det, de har i hænderne, hvis noget væsentligt skal ud hurtigt,« siger Kristoffer Gravgaard.
Newspaq er på få år vokset fra 10 journalister til cirka 25 og forsøger ved siden af det klassiske telegram at positionere sig med vinkler, der er mere kulørte end den klassiske Ritzau-vinkel.
»Det giver redaktionelt drive at lave andre historier end regering imod opposition, fx når vi kommer med det forbavsende nye: en hval i Øresund eller at Folketinget både indkøber rygekabiner og forbyder rygning. Hvor vi består testen: "Har du hørt at?!"« forklarer Kristoffer Gravgaard.
Trods de skæve vinkler, ser meget ud til, at Newspaq skal tages seriøst. Da Berlingske i efteråret 2011 brød med Ritzaus og gik solo, forhandlede Berlingske således tæt med Newspaq om at indgå en fælles alliance.
»Vi var ved at lukke en aftale med Berlingske. Vi forhandlede intenst om en aftale, men vi havde selv nogle planer i spil, så vi ikke kunne lukke aftalen med Berlingske. Det var ærgerligt,« siger Kristoffer Gravgaard, der ikke vil lette yderligere på låget.
»Vi fortæller ikke om hvem vi forhandler med, før aftalerne er i hus.«
Men det behøver ikke være helt små fisk, der er i spil.
»Børsen var jo i efteråret 2011 ude og overveje om de skulle blive hængende i Ritzau. De blev hos Ritzau, blandt fordi Ritzau Finans er vigtig for dem, men der kunne vi sagtens have været en spiller,« mener Kristoffer Gravgaard – der sammenfatter spillet således:
»Vi slås om de kunder, der er i spil. JP-Politiken bakker op om Ritzau, de to aktører kan samlet måske blive en alliance ligesom BNB er det. Og vi byder ind på alle dem, der ikke er i alliancen.«
Og beder man Kristoffer Gravgaard præcisere, hvilke kunder, der er mest interessante, så lyder det:
»TV 2 og DR er gode bud på hvor konkurrencen kommer til at stå. Kan man komme ind der, så skifter styrkeforholdet.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.