Alverdens journalister skal lære at lege med teknikken på nettet, hvis de vil fange nutidens publikum, der vælger online-medier. Det stiller gigantiske krav om visuel præsentation, men udfordrer også både den klassiske objektivitet og kildekritik.

KULTURKLØFT. Da journalister på New York Times var ved at drukne i de 90.000 WikiLeaks-rapporter fra krigen i Afghanistan, fik avisen for alvor brug for sine nye Interactive Newsroom Technologies, hvor journalisterne sidder op og ned ad de teknikere, der kan få data til at leve på nettet.

»Journalister er jo ikke dumme, måske bare lidt gammeldags i deres måde at tænke på. Indtil for nylig levede teknikere og nyhedsredaktionen i to forskellige verdener på avisen. Men nu er vi både fysisk og mentalt rykket tættere på hinanden,« forklarer Interface Engineer Alan McLean, der opfandt de teknologiske værktøjer, som gjorde det muligt for redaktionen at søge oplysninger ud fra datoer og geografi og plotte det ind i klikbare tidslinjer og kort.

»Pludselig faldt alle brikkerne på plads. Vi kunne se sammenhængen i de fragmenterede oplysninger, hvilket gjorde os i stand til at skrive nogle helt andre historier i stedet for bare at dumpe al data online og linke til det,« siger Alan McLean om avisens prisbelønnede WikiLeaks-dækning.

Hvis den udvikling skal brede sig på netmedierne, kræver det et opgør med en alt for snæver definition af journalistfaget, mener Paul Grabowicz, der underviser i multimedier på UC Berkeleys School of Journalism.

»Jeg plejede selv at blive irriteret, når grafiske elementer optog så meget plads, at min tekst måtte forkortes, i stedet for at se produktet som en helhed,« siger han og fortæller om skolens studerende, der netop er blevet udfordret med javascript-programmering af folkeoptællingsdata, som både fortæller, illustrerer og inviterer læseren ind i historien om skiftende demografier.

»Det var bestemt ikke en populær opgave til at begynde med. Men de fleste endte med at blive vilde med alle de nye muligheder, der åbnede sig for dem,« forsikrer han.

Andre går endnu længere end at rykke teknikere og reportere sammen og lære de skrivende at programmere. På Stanford University er hele journalistuddannelsen lavet om for bedre at reflektere den rolle, computeren spiller i journalistikken. Underviser på uddannelsen professor Ted Glasser fortæller, at website-design, indsigt i algoritmer og databaseopbygning samt søgemaskineoptimering nu er en fast del af pensum.

»Der findes ikke længere en klasse, der hedder "skreven journalistik", i stedet har vi fået et helt nyt ordforråd. Det er ligesom sidst i 80'erne, hvor studerende først skulle lære at bruge en PC,« siger han.

Alan McLeans undersøgelser af læseradfærd på New York Times' website viser meget klart, at historier, hvor teknikere og journalister har arbejdet sammen omkring interaktive elementer, tiltrækker flest klik.
»Den populæreste animation nogensinde var før og efter-fotos af den japanske tsunami, hvor man kunne trække et "gardin", der viste vandmassernes ødelæggelser, hen over skærmen,« siger New York Times-programmøren og fortæller, at temaet "Hvis jeg var præsident" også har hittet hos læserne.

»Vi byggede diagrammer baseret på det statslige budgetforslag og lod så læserne selv rykke rundt på fordelingen, så hvis de for eksempel brugte flere penge på forsvar, var der mindre til uddannelse. De nye budgetter kunne så deles via sociale netværk og dannede baggrund for flere artikler, som vores egne journalister skrev.«

Læserne bliver i stigende grad aktive medskribenter via sociale medier. Det er en af de vigtigste måder at tiltrække en yngre læserskare på, fortæller Jane Singer, professor i digital journalistik på University of Iowa.

»De sidste fem år er medierne vendt 180 grader og har nu opgivet at kontrollere distributionen. I stedet ser vi nu, at de mest læste historier er dem, vi kan kommentere og dele med andre. For mange er Facebook den primære nyhedskanal, som serverer de nyheder, netværket har valgt,« siger hun og fortæller, at den sociale platform også i høj grad har løst censurproblematikken.

Det interaktive netværks voksende indflydelse på indhold og distribution af journalistens historier udfordrer gammelmediernes ideal om den journalistiske objektivitet, påpeger Henrik Bødker, studieleder på Center for Journalistiske Universitetsstudier ved Aarhus Universitet.

»Når nyheder i højere grad deles i netværk, hvor mange har de samme interesser og verdenssyn, bliver evnen til at identificere sig med netværket og ramme præcis den målgruppe ofte vigtigere,« siger studielederen, som mener, at omnibusmedierne af den årsag vil fortsætte med at tabe markedsandele.

Ifølge David Ryfe, professor i journalistik og samfundsfag på University of Nevada, er det, fordi internettet aldrig har været et massemedie. Og det er en svær pille at sluge for folk med det klassiske journalistsyn.
»Siden 1920'erne har journalister bestræbt sig på at rapportere fra fluen på væggen-positionen.

Men internettet er et valg af netværk, og for at få adgang til disse er journalisten nødt til at komme ud fra sidelinjen og spille en aktiv rolle, dele de samme interesser og interagere med dem, der er mest aktive i netværket,« siger han og sammenligner mediebranchen med ølindustrien.
»For 10 år siden dominerede de store bryggerier markedet totalt. Men nu ser vi en underskov af små mikro-bryggerier, der hver især har deres distinkte smag og målgruppe. Akkurat det samme sker med journalistikken.«

En ting ændrer sig dog ikke i en turbulent medieverden i udvikling, mener Kara Andrade. Hun er redaktør for HablaCentro.com, et borgerjournalistisk projekt for Centralamerika med fokus på demokrati og menneskerettigheder.

»Ligegyldigt hvor mange interaktive, teknologiske værktøjer vi bruger, så er det stadig evnen til at fortælle en historie, der definerer en journalist. Vi har bidragydere, der er supergode til at uploade film af teknisk høj kvalitet på YouTube, men ofte er der ingen rød tråd, intet plot. Vi skal først og fremmest kunne se historien og starte der. Kan vi ikke det, er alt andet lige meget.«