search

News-helikopteren i DRs tjeneste

Den sort-hvide helikopter var knytnæven for enden af TV 2s nye nyhedsmuskel. Men nu er DR også blevet flyvende – og det er selv samme helikopter, der bruges.

Den sort-hvide helikopter var knytnæven for enden af TV 2s nye nyhedsmuskel. Men nu er DR også blevet flyvende – og det er selv samme helikopter, der bruges.

Da TV 2 News kom på banen med 24 timers nyhedsdækning, var det en ordentlig mavepumper for nyhedsafdelingen i DR. Og som symbol på det forspring, TV 2 havde fået, stod News-helikopteren, der tilføjede en ny dimension til nyhedsdækningen.

Men nu flyver helikopteren i DRs tjeneste.

Mandag skulle DR finde deltagere til en ny runde af kæmpesuccesen X-faktor. En kø med flere tusinde håbefulde sangere slangede sig rundt om DR-byen. Til lejligheden havde produktionsselskabet bag X-faktor lejet en helikopter, dels til at filme køen fra luften, dels til at lave optagelser, hvor de tre dommere angiveligt flyves ind til DR-byen i helikopter.

Og den helikopter er selv samme helikopter, som til dagligt symboliserer TV 2s nyhedsmuskel. Det bekræfter TV 2 og forklarer, at helikopteren tilhører firmaet Newcopter, og at TV 2 News kun disponerer over den på deltid. Resten af tiden udlejes den til andre opgaver, som TV 2 ikke har indflydelse på. Dog er det en aftale, at News-logoet skal dækkes over med sort folie.

Underholdningsredaktør Jan Lundme fra DR er ansvarlig for X-faktor, og han har ingen problemer med at bruge netop den helikopter i sit program.

»Så længe der ikke står TV 2 på helikopteren – og det gjorde der ikke – er jeg sådan set ligeglad. Jeg håber bare, de fik det billigste tilbud, for det er mig, der skal betale,« siger han.

Når seerne blænder op for næste omgang af X-faktor, vil de opleve tre dommere, der er så store stjerner, at de må flyves ind til DR-byen. I virkeligheden skete der blot det, at dommerne satte sig ind i helikopteren ved DR-byen, hvorefter den lettede og landede igen for kameraernes skyld. En manipulation af sandheden?

»X-Factor er et underholdningsprogram, så rent etisk ser jeg overhovedet igen problemer i det. Programmet markerer klart over for seeren, at det er et underholdningsprogram – ikke f.eks. et dokumentar- eller nyhedsprogram – bl.a. gennem tydelig brug af digitale effekter og talrige filmiske virkemidler og fortælleteknikker. Formålet med optagelserne var at få en flot start på programmet,« siger Jan Lundme.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen